Rigtigt mange børnefamilier flytter fra byen og ud, enten i forstæderne eller på landet, og jeg forstår virkelig godt hvorfor. Pladsen, huspriserne og det gode naboskab er noget af dét der ofte bliver lagt vægt på, fuldstændigt som jeg selv gjorde det dengang vi tog skridtet fra by til land, da vi for lidt over fire år siden tog det store ryk fra København til Broager.
I tiden efter vi blev forældre, var vi i den grad rådvilde i forhold til vores egne ønsker for hvor vi ville bo og det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at jeg ville have græs under fødderne. Mit barn skulle ikke vokse op uden have.
Derfor startede vi med at kigge på kolonihaver og hvis ikke det havde været fordi der lå en jernbane lige i baghaven på dén vi allerbedst kunne lide, så er jeg faktisk temmeligt overbevist om, at det var dét skridt vi havde taget dengang, da vi i stedet endte med at købe hus i Valby – for sidenhen at flytte til Sønderjylland.
Den lille kolonihave lå i Høje Taastrup; ret tæt på stationen og altså, desværre også temmeligt tæt på jernbanen. Men den var perfekt og der er ikke gået en sommer siden, uden jeg flere gange har drømt mig tilbage til den lille hyggelige forening og det lillebitte frimærke af en have, som lå lige dér, bare en halv times kørsel fra midten af København. Til en overkommelig pris, endda.
I sommer var naturligvis ingen undtagelse og især da vi tilbragte en uge i høj sol og sommerhus omkring mi 30-års fødselsdag, mærkede jeg den igen; trangen til græs og til noget som ikke også tilhører alle de andre i gården.
Bevares, jeg elsker bylivet og jeg elsker vores gårdmiljø her på Østerbro, hvor vi mødes på tværs af familierne og hygger os, uden alle de kedelige forpligtelser der ville have fulgt med, hvis det var vores egen have, men alligevel mærker jeg af og til følelsen af at det ville være rart at have noget, som bare var mit. Eller vores, en spytklat fra åben himmel og store vidder.
I torsdags, da sneen for alvor havde gjort sit indtog, ramte den mig igen – længslen efter ikke bare at styrte mod de samme parker som alle andre Københavnere med småbørn, og jeg tog derfor en hurtig beslutning om, at give mine drenge fri i anledning af vejret, så vi havde god tid til at tage ud af byen for at kunne boltre os i sneen, som jeg husker jeg selv gjorde det da jeg var barn.
Vi startede turen hos vores lokale legetøjsbiks, Superhelten, som gudskelov lige havde fået et nyt arsenal af bobslæder hjem, inden vi satte kurs mod Høje Taastrup – eller i hvert fald kommunen – hvor jeg var blevet tippet om et sted i Hedehusene, Hedeland, som jeg, da vi ankom, opdagede var en naturperle uden lige. Vi gik ind ved rideskolen og blev mødt af heste som jeg bilder mig ind smilede venligt til os, inden vi gik hen langs den gamle veteranbane, forbi fiskesøen og ned mod kælkebakkerne. Vi gik og gik, lavede sneengle og kælkede til den store guldmedalje og hvis ikke det havde været fordi jeg ikke havde skænket madpakker en tanke, kunne vi være blevet derude hele dagen. Der var så smukt og stort og helt vildt dejligt – og så mødte vi, i løbet af de 2-3 timer vi var der, ikke ét eneste menneske. Hvordan det kan være, at ingen andre havde fundet vej derud, aner jeg ikke, men det gav den vildeste fornemmelse af den landlighed, som jeg af og til savner ved vores Københavner liv. Det var simpelthen så lækkert.
Der var faktisk så lækkert, at jeg så snart vi var hjemme, tog mig selv i at google boliger i området. I virkeligheden vil jeg overhovedet ikke flytte fra vores lille oase på Østerbro, men tanken tiltaler mig alligevel. Især da jeg fandt “Nærheden” som på deres hjemmeside skriver:
“Nærheden bliver en tæt bydel med intime byrum og en god blanding af boliger, institutioner, idrætsfaciliteter, butikker og kontorerhverv. De blandede byfunktioner skaber liv i byen både dag og aften og gør den tryg at færdes i. Alle boliger i Nærheden får et mindre privat udeareal i form af en have, altan eller tagterrasse. Samtidig bliver der lagt stor vægt på fælles byrum og fælles faciliteter som fx udekøkken, byhave og det grønne parkstrøg ’Loopet’.”
Kæft mand, det lyder jo nærmest som den perfekte kombination af by og land – og egen have og så få forpligtelser som muligt. Så meget, at jeg faktisk har overvejet at slå et smut derud igen til foråret; bare lige for at mærke stemningen – som lige nu formentlig er præget af byggerod, men alligevel. Tænk nu, hvis det er så skønt som de får det til at lyde.
Okay, jeg ved det godt; jeg er værre nomade af natur og jeg drages ofte af alle mulige steder, selvom jeg i virkeligheden bare drømmer om en fast base, men for fanden, der lyder da ret lækkert, synes I ikke?
Vel hjemme på Østerbro var både drengene og jeg trætte som æsler efter en dag i marken, men det var hele trætheden og mine ømme arme efter at have trukket to børn på slæder efter mig igennem det kuperede og smukke terræn. Jeg tror sgu, at jeg samler på den slags dage.
