Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Det er ikke nemt, det der med at finde en parkeringsplads inde midt i København. Det er faktisk lige før jeg vil gå så vidt som til at sige, at det nogle dage, kan være rigtigt, rigtigt svært. Noget der ofte går temmeligt skidt i spænd med, at nogle af dem der kører bil, formentlig gør det, fordi de har travlt.

Sådan tror jeg i alle tilfælde det var for den mand jeg så forsøge at parkere, da jeg i morges kom cyklende hen langs kanalen, på vej ind mod kontoret. Han havde en stor, dyr bil, med blå nummerplader på og så havde han, efter alt at dømme, hulens travlt.

Heldigvis var der lige præcis én parkeringsplads, som han drønede ind på, med snuden på bilen først, imens jeg tænkte, at det måske lige var overilet nok. Enhver der er nogenlunde vant til at parallelparkere ved nemlig, at det nærmest er uladesiggøreligt at komme ind på en relativt lille plads, hvis ikke man bakker bilen ind fra start.

Jeg kørte lidt længere hen ad gaden for at parkere min cykel og hørte pludselig et “BANG!” efterfulgt af en masse “FUUUCK!” inden jeg hørte hjulene spinne og bilen køre afsted ned ad den lille bitte gade i mega høj fart, 20 sekunder – højest – efter uheldet var sket.

… Og så hoppede min kæde af. Altså, ikke i bogstaveligste forstand, men jeg blev simpelthen så harm, at jeg i en hurtig vending memorerede nummerpladen på den bortkørende bil og skrev en seddel, som jeg satte i ruden på den bil, som nu holdt med en ordentlig bule foran.

image

Egentlig bryder jeg mig overhovedet ikke om sådan at gå og være “politibetjent” på den måde, for jeg synes klart, at det må være op til den enkelte at tage sit eget ansvar, men nu ved jeg desværre bare, af bitter erfaring, hvor pisseirriterende det er, at komme ud til en ødelagt bil, som én eller anden idiot (ja, undskyld mit franske, men jeg synes simpelthen det er så kujonagtigt) har lavet, uden at tage ansvar, så jeg kunne ikke lade være. Jeg aner ikke om der kommer noget ud af det, om sedlen fløj væk eller om det ville begynde at styrtregne sekundet efter, men jeg ved, at det er megafrustrerende at få buler i sin bil, som man ikke har den fjerneste mulighed for at vide hvor stammer fra.

Selvfølgelig er det ærgerligt, pinligt og for rigtigt mange også dyrt, at lave skader på andres biler, men for fanden, sådan er det jo når man laver noget dumt. Så må man tage ansvar. Og det er endda, så vidt jeg ved, lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på sin bil til netop samme formål, så det drejer sig altså ikke om andet end stolthed og en selvrisiko, så hvad pokker er egentlig problemet.

Det burde selvfølgelig ikke være mig, der havde skrevet den seddel, med vedkommende der havde lavet bulen. Det var sådan set bare lige dét, jeg håbede at vi kunne blive enige om.