Hun skrev og undskyldte, at beretningen måske var blevet lidt lang, men at hun altså ikke rigtigt kunne gøre den kortere, fordi det altså var en temmeligt kompleks oplevelse. Et ordvalg, der i dén grad vidner om, at vi her har med en vaskeægte power-kvinde at gøre og der er altså ingenting at undskylde her! Hendes beretning taget betragtning, tyder det i alle tilfælde på, at fødslen ikke “bare” var en kompleks oplevelse (som de fleste fødsler trods alt er, på én eller anden måde). Denne her beretning, fra en kvinde som oplevede at få HELLP-syndrom, går ud over de “almindelige” grænser for hvad en fødsel – hvadenten den opleves som god eller knap så god – er. Og jeg bøjer mig dybt for at hun, allerede tre måneder efter fødslen, som hun gudskelov slap igennem med livet i behold, kan smile af oplevelsen og være taknemmelig for den faglige ekspertise hun mødte – og for dét hun trods alt fik. En helt perfekt lillesøster til sin store datter <3
Jeg var gravid med mit andet barn – endnu en lille pige – og havde haft en forholdsvis god graviditet. Jeg blev godt nok sygemeldt tidligt i forløbet, men det skyldtes en lav blodprocent og en rigtig svær graviditetskvalme der gjorde, at jeg ikke kunne varetage det fysiske arbejde jeg har. Her til sidst i graviditeten var jeg dog begyndt at glæde mig til at nå terminsdatoen. Jeg havde mange plukkeveer denne gang og de var ikke helt venlige mere plus svimmelhedsanfaldene heller ikke blev bedre. Stort set alle jordemodersamtaler og undersøgelser var overstået og de var alle fine. Der var kun ventetiden tilbage og nu var der kun 9 dage til termin.
Denne dag – lørdag den 20. oktober – havde vi været til børnefødselsdag hos en god veninde og hendes søn. De boede over to timers kørsel fra os, men jeg mente godt, at jeg kunne klare turen frem og tilbage på samme dag. Der var ni dage til termin og vores store pige kom til verden 8 dage før termin, så vi jokede med at de jo ikke kunne komme på samme dag og at vi derfor godt kunne tage afsted (vi blev meget klogere). Jeg skulle også have været i sommerhus med min veninde og to mere i Farsø, men jeg takkede alligevel nej pga overtro, tænk nu hvis hun alligevel kom.
Da vi kom hjem om aftenen følte jeg mig træt, men ellers ikke generet og min baby, Laura, lå og sparkede så rart derinde. Omkring klokken 21 begyndte jeg at få voldsomt ondt i højre side under brystet og samme sted omme på ryggen. Min kæreste blev straks bekymret, men jeg beroligede ham med, at det ikke føltes som veer og at det nok snart gik over igen. Problemet var bare at det gjorde det ikke. Smerten blev ved med at tage til i styrke. Jeg vandrede rundt i lejligheden, lagde mig ned, stod op igen, stod på alle fire, hang ind over Søren, brugte de vejtrækningsøvelser og de visualiseringer jeg havde lært til fødselsforberedelse, men intet hjalp.
Til sidst gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne trække vejret mere. Min kæreste traf derfor valget at ringe til 112 alligevel, men da han forklarede alarmcentralen, at de var startet under en ophedet diskussion med min far i telefonen og smerten måske kunne være i forbindelse med det, så blev 112 operatøren meget vrangvillig og ville ikke rigtig hjælpe. Her begynder jeg så at skrige af smerte. Nu gør det rigtig ondt, jeg kan slet ikke trække vejret og det eneste der hjælper er at skrige højt. Min kæreste tigger hende til sidst om at hjælpe os og hun indvilliger endelig i at sende en ambulance.
Da den kommer møder vi to reddere som er alt andet end venlige. De er mest fokuserede på at jeg skriger og siger meget bestemt til mig flere gange, at jeg skal holde op. De vælger dog at tage mig med og min kæreste får lige kastet en kjole over mit nattøj og givet mig mobil og vandrerjournal i hånden. I ambulancen sidder den ene redder omme hos mig og bliver ved med at tale om, at jeg skal holde op med at skrige. Jeg bliver selvfølgelige meget flov, for jeg kan jo godt se at det generer ham, men spørger alligevel om jeg må stønne, for det gør så forbandet ondt. Han svarer ja, men når vi når sygehuset, skal jeg være stille. Dette gentager han flere gange.
Vi ankommer endelig til akutmodtagelsen (ikke den for gravide) og jeg indlægges med ordene fra den anden ambulanceredder ”Nu er vi ankommet, så nu skal du været helt stille. Her ligger faktisk rigtig syge mennesker”. Jeg tier derfor og forsøger at bruge vejtrækningsøvelserne. Der går lang tid før jeg bliver visiteret. Urets visere på væggen bevæger sig bare og efter halvanden time (klokken er 01.30) tænker jeg, at nogen da snart må komme og gøre noget ved de her smerter. Endelig kommer der en vagtlæge, som begynder at undersøge mig og hun måler et forhøjet blodtryk på mig. Samtidig får jeg ekstremt ondt i mit hoved og som samtidig med brystsmerterne gør det næsten umuligt at være i det. Vagtlægen begynder derfor at mistænke svangerskabsforgiftning og jeg bliver efter nogen tid overført til akutafdelingen for gravide. Vagtlægen spørger om der skal ringes til min jordemoder, da jeg er en del af kendt jordemoderordning, men jeg får svaret nej, da det er nat nu og hun skal da ikke vækkes.
Herfra er der kun brudstykker tilbage af fødselsoplevelsen.
Jeg husker en kvinde stå og spørge efter mit navn og CPR og det undrer mig, at hun spørger igen for det har jeg svaret på én gang før. Jeg har ikke registreret at de har overført mig til en ny afdeling. Jeg får sagt mit navn, men ikke mit CPR for der bliver det klart, at jeg har alvorlig svangerskabsforgiftning idet jeg får et krampeanfald. Min jordemoder som vagtlægen alligevel har valgt at ringe til er kommet og sammen med to andre jordemødre, sosu’er og læger fyldes stuen, har jeg fået fortalt. Der er ikke tvivl om, at ikke alene har jeg svangerskabsforgiftning, jeg har også eklampsi og de mistænker dertil, at jeg også har HELLP syndrom. Der bliver taget blodprøver og lagt diverse porte og indgange – alt sammen mens jeg ikke er ved bevidsthed. Mit ellers så fine blodtryk gennem hele graviditeten ræser opad og har svært ved at stabilisere sig og de begynder nu at tale om kejsersnit.
Svaret på prøverne kommer tilbage og jeg har også meget alvorlig HELLP. De frygtelige smerter under brystet var min lever der var meget påvirket. Kejsersnit er den eneste redning nu. Jeg kommer kortvarigt til bevidsthed i elevatoren på vej til operationsstuen, hvor min jordemoder fortæller mig at jeg er meget meget syg og har fået HELLP. Derfor skal Laura ud nu og om jeg kan gå med til det? Jeg når lige at tænke ”HELLP, jeg ved ikke hvad det er, men jeg har hørt at man kan dø af det” og svarer ja til kejsersnittet på den betingelse at jeg får lov til at være i fuld bedøvelse. Min mand bliver ringet op midt om natten (han blev selvfølgelig i første omgang nødt til at blive hjemme hos vores store pige) og får at vide, at hvis han skal være med til fødslen af lillesøster, så skal han køre som lyn og torden.
Canas note: HELLP er en særligt farlig videreudvikling af svær svangerskabsforgiftning, hvor blodet – helt kort fortalt – ikke kan størkne. Det er selvklart meget farligt under en fødsel og det kan i værste tilfælde føre til død for både mor og barn.
Heldigvis er min mor i byen denne nat og ræser over for at se til storesøster, mens Søren slår katastrofeblinket til på bilen og når frem i tide. Han kommer ind til mig på fødestuen og taler kort til mig, får mig til at visualisere og selvom jeg er ved bevidsthed husker jeg intet. I min hukommelse fik jeg kejsersnit uden at Søren var med.. Det næste jeg husker, er at se op i lampen på operationsstuen og hilse på narkoselægen og så er alt sort igen. Lægen får foretaget det, de kaldte et hyper akut kejsersnit og efter at Laura er blevet tilset af en børnelæge og fået lidt ilt kommer hun over til Søren som har ventet udenfor operationsstuen, da han ikke måtte være til stede. Laura har det rigtig godt og er ikke påvirket af den voldsomme fødsel. Jeg kan til gengæld ikke rigtig vågne op af narkosen og der går flere timer før jeg rigtigt vågner op på intensiv og får hilst på min datter.
Og så sker det igen. Jeg får et krampanfald mere. Et voldsomt ét hvor jeg flår en port ud af armen og bløder ret meget. Søren bliver gelejdet ud af stuen sammen med Laura og lægerne arbejder på at stabilisere mig. Det næste jeg husker er en intens følelse af tørst, jeg er frygtelig tørstig og en venlig, men bestemt stemme siger til mig at jeg ikke må få noget, fordi det er vigtigt at jeg er fastende og skulle undgå at kaste op. Jeg åbner øjenene og ser Søren sidde med Laura, en sygeplejerske og min jordemoder. Søren opfører sig som om jeg kender Laura, men det sidste jeg husker er operationslampen, hvorfor jeg er noget forvirret over, at han ikke præsenterer hende. Krampanfaldet har slettet min hukommelse om det første møde. Min jordemoder forklarer mig, at jeg havde præeklampsi, eklampsi og HELLP syndrom og at de blev nødt til at foretage et akut kejsersnit af grad I for at få Laura ud og det var på et hængende hår, at de nåede det.
Jeg ligger på intensiv afdelingen indtil den næste dag hvor de forsøger at overflytte mig til mor/barn afsnittet og hvor vi opholder os en times tid. Så får jeg pludselig hovedpine igen og ser ned på min hånd, der ikke kan holde op med at ryste. Pludselig ryster den anden hånd også og dernæst benene. Jeg får et krampanfald mere. Heldigvis er der tilfældigvis en læge til stede på stuen, som griber hurtigt ind og jeg får magnesium droppet i igen og i hast kørt tilbage til intensiv. Herefter går der yderligere et døgn før jeg forenes med Søren og Laura på mor/barn afsnittet. Og her bruger vi så fire dage før lægerne har fået stabiliseret mit blodtryk så meget, at jeg kan tage hjem. De næste uger er jeg meget medtaget både af oplevelsen og af kejsersnittet, som har været et meget voldsomt et: jeg er blå hele vejen hen over maven og med en bredde på min. 10 cm. Søren kan heldigvis tage lidt mere barsel og hjælper mig så småt på fode igen.
Mit hoved havde meget svært ved helt at forstå, hvad der var sket. Mest af alt fordi jeg ikke havde haft nogen tegn (forhøjet blodtryk, protein i urin), jeg havde ikke haft det i min første graviditet og ambulanceredderne havde jo sagt at jeg ikke var rigtig syg. En måned efter kommer vi til efterfødselssamtale med min jordemoder og to læger. De taler og fortæller og jeg får fyldt alle mine sorte huller ud. De svarer også på mit spørgsmål om, hvor syg jeg var: ”Vi er glade for at du ikke var i sommerhus, for så havde vi ikke nået det!” og jeg føler at fødslen bliver bearbejdet godt. Her tre måneder efter sidder jeg med en utrolig taknemlighedsfølelse. Taknemmlighed for at jeg lever i et land, hvor hjælpen er så hurtig og professionel! Jeg fik den bedste behandling jeg kunne forestille mig og da det virkelig gjaldt stod alle klar, vidste hvad de skulle og udførte deres arbejde på bedste vis. Og så føler jeg en dybfølt taknemmlighed over at Laura kom ud og var sund og rask og at hun kom indenfor acceptabel tid. Det satte jeg især pris på da lægen der havde foretaget kejsersnittet sagde at de havde gjort det lige meget hvor langt jeg havde været i graviditeten.. Men tænk sig: Da oplevelsen havde lagt sig lidt jokede Søren og jeg ofte med at på trods af alt, kom Laura alligvel til verden på nøjagtig den samme graviditetsdag (38+4) som sin storesøster, Signe. Det er da lidt skægt…