Han er ét af de fineste mennesker jeg kender. Ét af de mest impulsive, tossede, sjove, søde og hjælpsomme mennesker jeg kender. Hold kæft, hvor han har hjulpet mig meget, min far.
For eksempel dengang jeg havde taget min lille familie med til Afrika og vi havde indbrud i vores hus derhjemme, som vi stod til at flytte fra, og han, efter ét af verdenshistoriens korteste opkald, lejede en lastbil og kørte den hele vejen fra Sønderjylland til Valby, hvor han pakkede hele (eller altså, resten af – der havde jo været et par tyveknægte før ham) hytten ned og flyttede vores hjem fra den ene ende af landet til den anden. Egenhændigt. Uden overhovedet at blive spurgt, fordi han er sådan én der bare gør. Han gør bare gode ting for andre, som han oplever har brug for ham.
På præcis samme måde som jeg havde brug for ham i sommer, hvor jeg pludselig havde fået kvalme over mit liv som lige-knap-skilt, i en (lige så pludseligt) alt for trang og mørk og by-agtig lejlighed og jeg derfor som en (allermest pludselig) indskydelse købte mig et kolonihavehus. Et kolonihavehus som hverken havde køkken, bad eller toilet, hvor han – som det mest selvfølgelige i verden – rev et par uger ud af sin kalender for at hjælpe mig (eller altså, gøre det meste og lade mig hjælpe til hvor jeg kunne) med at lave tilbygning og installere køkken og bad. Og en trampolin til børnene, selvfølgelig, Bare sådan lige og så vidt jeg husker, uden jeg havde spurgt.
Han gør bare, min far. Og på tirsdag bliver han 60 år gammel og i dag har vi spist kridhvide rundstykker og kagemand og alt har sådan i det store og hele været perfekt. Især fordi han, manden der bare gør, var så glad. Det er han i øvrigt altid, min far, men i dag var det bare ekstra vigtigt.
Hvis jeg kunne, ville jeg give ham hele verden, men jeg vil i denne omgang nøjes med et tak. Tak, for fanden. Tak til jer for at læse med, men især til min far, for at være så skide god.
