“Hader børn… Yeah I said it!” Denne status læste jeg forleden på facebook; skrevet af én i mit netværk, som har børn på cirka samme alder som mine. Og helt ærligt; det gjorde mig glad. Ikke fordi jeg er glad for at nogen hader børn, men glad fordi det var så direkte. Uindpakket.
Når man bliver gravid og får børn, sker der noget med én, som man ikke kan beskrive for dem som ikke har prøvet det. Det er det meste fantastiske i verden, men det er også det hårdeste og mest ulidelige man kan udsættes for.
Men det siger vi ikke til nogen. Slet ikke offentligt. Og hvis vi gør, så tilføjer vi det en god portion sarkasme, som vi kan gemme os bag, så vi alligevel ikke behøver se de barske følelser og faktum i øjnene.
Jeg har en meget god veninde som er gravid og venter sit første barn. Hun har mange drømme og forhåbninger, som hun gerne vil dele med både mig og alle andre, men inde bag alle de positive forventninger, gemmer der sig formentlig også en angst. Angsten for hvad hun dog har begivet sig ud i.
En forbudt angst. Forbudte følelser.
Selvfølgelig kan jeg på ingen måder vide hvad min veninde går og forestiller sig eller forventer – og jeg vil heller ikke på nogen måder pådutte hende min forståelse af hvor hårdt det indimellem er. Men for fa’en – hun er jo nødt til at vide, at hun ikke er alene, når hun står der en kold nat engang i februar når hun er nedkommet og føler at det hele ramler for hende. Føler sig som det usleste menneske, som ikke fortjener at være mor. For nogen. Hun er jo nødt til at vide, at andre har stået det samme sted. At jeg har. Men heldigvis ikke hele tiden. Det er som livets vildeste rutsjebane. Op og ned i en uendelighed.
Vi lærer at børn er den mest værdifulde gave vi kan give os selv og andre – og det er de selvfølgelig også, men der er altså også en bagside. En bagside, som jeg oplever i dén grad er tabubelagt.
Vi skal altid elske vores børn og altid være glade for dem, stolte over dem og vise hvilket stort overskud vi i øvrigt stadig har i forhold til alle andre aspekter af livet. Vi må ikke vise verden (og ind i mellem måske heller ikke os selv) at vi nogle gange synes det er møghårdt. Men det er det. For alle. Vi må ikke vise, at vi ikke alene synes det er møghårdt, men også at vi faktisk ikke aner hvad vi skal stille op. At vi er usikre. På alt. På egen berettigelse som mor. Og vi må, måske allermest, ikke tænke på hvor dejligt og ukompliceret alt var før vi fik børn. Vi må ikke drømme os tilbage. Vi skal være taknemmelige.
Derfor, når nu nogen, som hende der skrev at hun hader børn, kommer ud med det, så tror jeg faktisk det er med til at nedbryde tabuet om at vi ikke må ”ikke-kunne-lide” vores børn og det liv der følger med dem. Vi skal tale om det; komme ud med det. Vise hinanden at det er okay at tænke de forbudte tanker – så vi kan hjælpe hinanden med at komme styrkede ud på den anden side, i stedet for at være skamfulde og flove over os selv.
Selvfølgelig kan alle forældre lide deres børn. Og selvfølgelig kan de fleste forældre lide det liv der følger med at have børn. Og selvfølgelig kan alle forældre også ind i mellem ikke lide det liv der følger med at have børn. It’s ups and downs.
Så hvad skal jeg fortælle min veninde når hun spørger forventningsfuldt om jeg ikke nok vil fortælle hende hvordan det er at være nogens mor? Skal jeg smide hende mine sandheder, uden at vide om de også gælder for hende? Eller skal jeg hellere male verden lyserød? Nej, hverken eller.
Mit bedste bud må være, at jeg skal fortælle hende at det er en rutsjebane. Op og ned – vildere end man kan forestille sig. Og så skal hun vide, at jeg altid er der. Jeg er der til at hjælpe hende med at tømme hovedet for de forfærdelige tanker hun end måtte gå med. Jeg lytter. Uden at dømme.
Ikke at blive dømt, tror jeg er det allervigtigste vi kan hjælpe hinanden med.
Det var bare det jeg ville.
Kys fra Cana.
Hvis du har lyst kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin.