Nu vil jeg altså lige slå én ting fast. Jeg vil ikke være bange.
Som jeg skrev i mit forrige indlæg skal jeg på tirsdag til London sammen med to veninder (den ene kan I se på billedet ovenfor) en tur jeg lige siden vi planlagde den for et par uger siden, har glædet mig til, på samme måde som jeg engang glædede mig til at komme til børnedisko i nabolandsbyen. Jeg glædede mig fra sekundet vi trykkede bestil, jeg glædede mig i fredags og jeg glæder mig altså stadig i dag.
Jeg er ikke bange.
Vi, der er så heldige at bo i Europa, lever i sikkerhed og selvom dét der skete i Paris i fredags er ganske forfærdeligt og angstprovokerende, så vil jeg altså stadig vove den påstand, at vi – uanset i hvilken by, stor som lille, vi befinder os – kan færdes lige så sikkert både i dag og i morgen, som vi kunne i sidste uge.
Verden blev med terrorattentatet i fredags ikke er farligere sted at leve, så længe vi ikke lader os påvirke. Vi må ikke være bange og vi må for alt i verden ikke optrappe konflikten. Det er nu vi har chancen for at opdrage vores børn til at være rummelige og tolerante og jeg synes vi bør gribe den.
Jeg blev skrækslagen et øjeblik, men jeg vil ikke være bange og jeg tror kun jeg bliver det, hvis selv vi synker til et niveau, hvor vi barbarisk går efter at slå uskyldige ihjel, i håbet om at ramme de skyldige, i samme skudsalve.
Vi må ikke blive så bange, at vi griber til onde løsninger. Please.
Med det sagt håber jeg at dette var det sidste jeg skulle skrive – nogensinde – om terror. Fra i morgen, håber jeg at det er lidt mindre tunge emner der fylder mig og dermed siden her.
Tak fordi I læser med.