Det er ikke mere end otte dage siden min mand afsluttede sin forårstour og nu er han rejst til det store udland, for at spille musik, planlægge film og sidst men ikke mindst, for at holde hvad jeg mistænker bliver verdens fedeste polterabend for en af hans gode venner, som skal trækkes igennem Las Vegas’ mange kulturelle tilbud formentlig ledsaget af en tårnhøj promille og væsentligt pænere tøj, end dét jeg var iført til min polterabend for lige knap to år siden.
Kæft, det gad jeg også godt! Polterabend i Las Vegas. Eller altså, der behøver som sådan ikke at være nogen kommende brug, bare det er en dametur. Uden børn, som selvklart ikke hører hjemme på nattens mange beværtninger.
Jeg har kun været i Las Vegas en enkelt gang i mit liv, hvor jeg var gravid med Jens og mere træt end et alderdomshjem, og hvor jeg i øvrigt også stadig var for ny og for usikker på mit forhold til min dengang nygifte mand, til at turde tage (ham) med på stripklub, hvorfor besøget ikke blev en udpræget god fornøjelse. Jeg tænker dog, at der må være en årsag til at stedet er kendt, berømt og berygtet over hele verden – endda i en sådan grad, at der bliver lavet hylemorsomme film over fejlslagne, eller måske nærmere grænseoverskridende, polterabender der (ikke fordi jeg satser eller tror på at det kommer til at gå sådan for Thomas) – som uden tvivl ville komme bedre til udtryk ved et besøg nummer to, som jeg håber på at få anledning til engang. Når jeg også lige bliver rig nok til at kunne fyre en masse penge af på ingenting. Well…
Ikke desto mindre, er Thomas i skrivende stund på vej over atlanten, drengene sover og jeg sidder og forsøger at stykke den kommende uges mange planer sammen, på en nogenlunde fornuftig måde, selvom de peger i øst og i vest, med skolebesøg, tv-optrædender, møder, bogrettelser, værksstedsbesøg, og forhåbentlig en masse solskin, is og gode stunder på legepladserne rundt omkring, hvor jeg i øvrigt tænker, at det kan være fuldkommen ligegyldigt for alle andre forældre end mig, hvordan jeg gebærder mig i eller udenfor sandkassen og hvor meget kaffe jeg når at drikke imens jeg gør enten det ene eller det andet, jævnfør en debat jeg så hos hende her på Instagram tidligere i dag, hvor jeg mest af alt synes at vi hver især bare bør passe egen isbutik og smile lidt mere til hinanden på tværs.
Det kommer – uanset turene på legepladsen – uden tvivl til at kræve en ekstra dyb vejrtrækningen, at være så meget alene hjemme med børnene, i en tid hvor jeg også selv har gang i en pokkers masse projekter, men for fanden hvor er det fedt at have muligheden! Især når det giver anledning til stunder som dem drengene og jeg har haft i dag. Dem kommer jeg glimmer på i håbet om, at jeg kan huske dem, til når det med garanti om et par dage (eller timer eller minutter) vil føles helt uretfærdigt at skrælle kartofler og ordne vasketøj, imens jeg véd, at den anden halvdel af husstandens voksne, fyrer den af med musik og drinks og alt for store bettings i et orgie af latter (og letpåklædte damer, formoder jeg).
Det bliver nok i virkeligheden mest af alt bare pissehyggeligt med lidt (mere) alenetid med drengene og så håber jeg at der falder et wellnessophold eller en solotur til Barcelona, Paris eller Marrakech af til mig i den anden ende. Man har jo altid lov at håbe, ik’?
