“Gode” putteritualer

Lige siden jeg blev mor for lidt over 3 år siden, har søvn fyldt meget. Sådan virkelig meget.

Mangel på søvn. Hos mig. Hos min baby. Hos min ikke-så-meget-baby-mere. Om morgenen. Om aftenen. Til fester. Derhjemme. Til middag. I barnevognen. På sofaen. You name it. Been there, done that, got the t-shirt.

Så vidt jeg kan forstå, er det ikke kun mig, som har det på denne måde, men derimod langt størstedelen af alle forældre. Manglen på søvn kan være altoverskyggende. Og ødelæggende.

Derfor gør vi alt og forsøger på at springe badut, hvis det er det der skal til, for at lære vores børn gode sovevaner. Eller i det mindste bare for at få dem til at sove bare lige her og nu.

Samtidig med, at alle forældre formentlig vil stå på hovedet for at hjælpe deres børn til at falde i søvn, er det helt klart også min fornemmelse at det der med putning, er noget som deler vandene. Sådan for real.

Hos os har scenarierne været mange. Særligt med den store, som jo i sagens natur har været – og stadig er – prøveklud for vores forældreevner her i husstanden. Han er den første til alting og vi gør det allerbedste vi kan forestille os, uden rigtigt at vide om det virker.

Inden han blev et halvt års tid, var det noget med ”amning-indtil-han-sover-og-så-liste-babs-ud-af-mundvigen-og-så-sidde-i-virkelig-akavet-stilling-længe”. Rimelig irriterende fase, kan jeg nu se tilbage og tænke. Derefter blev det noget med ”bære-og-vugge-og-synge-godnatsang-mange-gange”.

Efter et år blev det mere i stil med ”godnatsang-godnatsang-godnatsang-liste-langsomt-og-lydløst-hen-mod-døren-og-blive-opdaget-i-sin-sniger-mindst-3-gange-før-barnet-sover”.

Hen mod 1½ år var han blevet så god til at snakke, at vi nu begyndte på forhandlingerne, ”Jeg er sulten… Jeg er tørstig… Jeg er ikke træt… Jeg skal tisse… Jeg har en bussemand… Jeg kan ikke sove…”

Omkring de 2 år blev repetoiret udvidet til også at indeholde: ”Hvorfor skal jeg sove nu?… Hvorfor sover man?… Jeg kan ikke lukke mine øjne… Jeg skal lave lort… Må jeg ikke sove i Jeres seng?.. Hvornår er det morgen?.. Er det morgen nu?”

Og nu ved 3 år er det: ”Nej, jeg vil ikke have et godnatkys… Okay, så hundrede kys… Godnat mor… Jeg elsker dig… Vi ses i morgen…” Og så sover han!

Det er (fucking) fantastisk! Vores barn, som igennem så mange år har bøvlet og bakset med at give slip på dagen og falde i søvn til natten, har nu lært det. Han har lært det igennem kærlighed og tryghed og forældre som altid har forsøgt at lytte og forstå. Som altid har været der og aldrig har ladet dagen ende med gråd. Aldrig.

… Og nu har vi så fået endnu et barn. Som jeg, på trods af at han efterhånden er blevet flaskebarn, ammer i søvn. Næsten hver aften.

Fuck.

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med via bloglovin, facebook og instagram