Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre, end at miste sine forældre imens man er barn og man i virkeligheden ikke har brug for (særligt mange) andre i verden, end lige akkurat dem. Eller altså, det kunne jeg ikke, førend jeg mødte Lenia, som jeg har tilbragt et par timer sammen med i dag. Hendes historie knuste virkelig mit hjerte.
Lenia er en pige på 17 år, som netop er blevet mor til sit første barn. Det er ikke ualmindeligt at piger bliver mødre så tidligt her i Malawi, men jeg bilder alligevel mig selv ind, at denne historie er noget ud over det sædvanlige. Det håber jeg i hvert fald.
Allerede umiddelbart efter fødslen mistede Lenia kontakten til sin far, der stak af fra den lille nye familie. Han har i hendes hukommelse aldrig været til stede og hun tænker egentlig ikke på ham som en rigtigt far. Hun boede i stedet sammen med sin mor, der desværre døde, da Lenia var bare 8-9 år gammel. Heldigvis levede bedstemoderen stadig og Lenia kunne bo hos hende. Her passede hun i nogle år sin skolegang, indtil bedstemoderen døde og Lenia var nødsaget til at flytte over til sin moster og onkel. På det tidspunkt var Lenia omkring 14 år gammel.
Onklen, som var mere end dobbelt så gammel som Lenia, forgreb sig på hende flere gange og som tiden gik, blev det kun mere og mere regelmæssigt. En dag, da Lenia lige var fyldt 16 år, opdagede hendes moster at der var noget ravruskende galt i familien og det gik op for hende, at manden og Lenia havde en seksuel relation. Godt nok var relationen kun af positiv karakter for onklen, som flere gange havde truet Lenia på livet hvis hun ville fortælle nogen om hans overgreb. Mosterens opdagelse gjorde hende enormt vred og uden overhovedet at forstå hvad der foregik, flyttede hun ud og overlod Lenia til den incestiøse onkel.
Fordi traditionen i Malawi fungerer således at man egentlig hverken behøver en velsignelse eller officielle papirer for at indgå ægteskab, blev onklen og Lenia herefter at betragte som ægtefolk og Lenia skulle derfor leve op til sine ægteskabelige forpligtelser og indgå i et ”rigtigt” parforhold med onklen.
Desværre skulle det vise sig, at onklen – eller altså, manden – ikke blev spor bedre af at Lenia nu havde ham som sin ægtefælle og selvom han lovede guld og grønne skove (eller i hvert fald penge til at gå i skole, rent tøj og sæbe) så fik Lenia ikke spor andet end sex mod sin vilje, som et års tid efter udmundede sig i dét barn hun fødte for lidt over to måneder siden.
Sidenhen har Lenia forladt manden og er flyttet ind i det lillebitte hus hendes bedstemor i sin tid brugte som køkken. Det er en ét-rums lerhytte på omtrent to kvadratmeter, i hvilken hun altså både sover og laver mad over bål sammen med sin lille baby, som hun gør alt i verden for at tage sig så godt af, som overhovedet muligt.
Lenia har ingen uddannelse, ingen penge, ingen jord at dyrke og til at toppe det hele så er hun nabo til sin moster, som nægter at have kontakt til hende, fordi hun mener, at Lenia ”stjal” onklen fra hende.
Det er så frygtelig en skæbne som jeg overhovedet kan komme i tanker om. Tænk sig, at være offer for så voldsom incest og samtidigt blive gjort til skyldneren. Det stikker mig dybt ind i hjertet, at denne pige – som på trods af al den voldsomme modstand hun ganske givet har mødt igennem sit liv, alligevel virker selvsikker og stærk – ikke har nogle umiddelbart fornuftige udveje fra sin massive fattigdom og meget triste livssituation andet end at få hjælp fra nogen udefra. Hun har ingen hjælp at hente i lokalsamfundet og der er ikke skyggen af socialt sikkerhedsnet so vi kender det hjemme i Danmark. Hun er bare mutters alene, 17 år gammel, med en baby på armen, ingen penge, ingen mad og ingen udsigter til nogensinde at få sig et fast job, medmindre hun på mirakuløs vis får taget sig en uddannelse.
Fuck, altså.
At gå fra hende var noget af det sværeste jeg længe har gjort og jeg stemmer altså for, at vi skal være hendes mirakel. Vi skal sørge for – igennem Danmarks Indsamling, som støtter Folkekirkens Nødhjælps projekt her i Malawi, som netop er søsat for at hjælpe piger som Lenia – at hjælpe Lenia og en hel, hel masse piger som hende. De har om nogen brug for hjælpen og så vidt jeg kan forstå, er bare én donation på få hundrede kroner nok til at kunne sende en pige i skole i årevis hernede. Så damer, vil I ikke godt gribe til lommerne og hjælpe til ved at sende en sms med teksten DI til 1212 – så støtter I Danmarks Indsamling med 150 kroner.