Siden jeg endnu engang skulle være så heldig at vågne op fra mit sygdomsleje, fornemmer jeg at diskussionen om, hvorvidt det er okay at vi er nøgne sammen med vores børn, har lagt landet ned. Altsammen affødt af en statusopdatering, som Torben Chris skrev på facebook tidligt i går morges.
Gudskelov lader det til, at flertallet i dén grad er på Torbens side og dermed fuldstændigt enige i, at vi selvfølgelig kan tillade os – og skal – være nøgne med vores børn, i de situationer det forøvrigt forekommer naturligt, som når vi skal på toilettet, i bad eller skifte tøj. Bevares, jeg synes også det er helt fint at være nøgne på andre tidspunkter, hvis det er sådan familiens hverdag fungerer, men hos os, er det altså primært i ovennævnte situationer at vi alle fire render barrøvede rundt. For selvfølgelig gør vi det.
For mig er det så stor en selvfølge, at jeg blev helt ked af det over at opdage den debat der raser, for jeg havde vitterligt – inden i går – ikke fantasi til at tro, at nogen ved deres fulde fem kunne mene, at en far ikke måtte bade (med) sin datter. Gudskelov er det er fåtal der deler denne holdning, men for fa’en!
Selvfølgelig skal vi passe på vores børn og selvfølgelig skal vi gøre hvad vi kan, for at de ikke bliver til syge menneskers sexobjekter, men ærligt talt, medmindre den voksne, som er nøgen sammen med sit (eller et hvilket som helst andet) barn, selv har pædofile præferencer, så er der altså ingen ko på isen. Det er ikke farligt eller seksuelt betonet, bare fordi der er en tissemand og en tissekone.
Voksnes seksualitet sidder i hjernen og for alle velfungerende ikke-pædofile, som jeg blåøjet formoder tæller langt, langt de fleste af os, gælder denne seksualitet altså ikke overfor børn. Vi bliver ikke seksuelt stimulerede af at se på hverken vores egne eller andres nøgne børn, ligesom børnene ikke bliver det, af at se på vores nøgne kroppe. Sådan hænger verden nemlig ikke sammen.
Børn lærer om anatomi, når de ser andres kroppe. De lærer at vi ser forskellige ud, at der er forskel på børn og voksne; ligesom der er forskel både børn og voksne imellem. For eksempel spørger min 4-årige mig nogle gange, hvorfor det nu er, at jeg har så mange rynker på maven, når jeg bukker mig. Rynker, der kommer af de strækmærker, som mine to graviditeter har givet mig. Rynker, der adskiller mig fra de fleste andre 29-årige, men som er tegn på de liv jeg har givet. Rynker jeg med glæde fortæller mine børn om. Rynker som jeg ærligt talt ville være ked af, hvis de ikke skulle få at se.
Mine børn skal imens de er så små, at de endnu ikke selv kan klare deres egenhygiejne, se at ingen er ens og at det er helt okay, hvis man ikke ligner dem fra bladene og til dét formål, synes jeg altså at jeg som deres mor, er den bedste rollemodel, ligesom alle andre forældre er det for deres børn.
Hvad siger I? Er I nøgne sammen med jeres børn eller er det et no go hos jer?