I min efterfestboble i går, hvor jeg – efter at have tilbragt hele dagen i min mors dejlige have, i selskab med grinende børn, pangfarvede badebassiner og overload af både kys og jordbær – faldt i søvn synkront med børnene henad klokken 19.30, glemte jeg fuldstændigt alt om det DR2-tema, som jeg tidligere har skrevet om HER “Fri mig for børn” som blev sendt, og som jeg altså var en lille del af. Som en sidebemærkning, ovenikøbet både med langt og kort hår. Programmet, som jeg forøvrigt synes er rigtigt fint, varer en lille times tid og kan ses HER.
Det er et program hvor en kvinde, som var i tvivl om, hvorvidt hun gerne ville have børn, mødtes både med mig og med en kvinde som har valgt ikke at få børn.
Vi snakkede om mange flere ting end programmet viser og hun spurgte mig blandt andet om jeg var blevet lykkeligere efter jeg har fået børn. Det korte svar er nej.
Nej, jeg er ikke lykkeligere efter jeg har fået børn.
Inden jeg fik børn, havde jeg et dejligt liv, hvor jeg udfordrede mig selv og var i en god personlig udvikling. Jeg nød livet og alle dets muligheder og jeg nød at have min mand for mig selv. Jeg nød at være ung og fri og jeg elskede mit liv.
Nu, efter jeg har fået børn, har mit liv ændret sig markant. Særligt de første par år af mit moderskab var hårde, fordi jeg var fortvivlet over det tab af frihed jeg oplevede, i takt med at jeg prioriterede min søn højere end mig selv. Friheden til at gøre hvad jeg ville, var forsvundet som dug for solen. Tiden – og lysten – til at være sammen med min mand, var nedadgående og jeg synes på mange måder, at det var enormt svært at blive mor.
Allermest svært var det, fordi den kærlighed jeg oplevede til mit barn – det symbiose vi indgik i – var altopslugende. Aldrig før har jeg oplevet at elske, som jeg elsker mine børn. Aldrig før har jeg elsket nogen så højt, så jeg uden at blinke vil ofre alt i mit liv til fordel for dem. Men det vil jeg. Det var enormt svært at være så følelsesmæssigt ambivalent, på den ene side at savne det frie liv og på den anden side at knuselske den som havde forårsaget den frihedsfrarøvelse jeg følte det var at få er barn.
Mit liv er anderledes end det var, før jeg fik børn. Tilvalget af mine børn har betydet fravalg af noget andet. Daglige, timelange cafeture med veninderne, lange morgener i sengen og cocktails hver eneste weekend, står ikke længere på min dagsorden. Til gengæld er jeg sammen med mennesker som jeg elsker ubetinget, hver eneste dag. Jeg får lov til at mærke kærlighed hele tiden.
Da det, for nogle år tilbage, gik op for mig, at mine fravalg ikke var betinget af andre end mig selv og mine prioriteringer, blev alting lettere. Det gik op for mig, at jeg selv vælger en del af de sociale hverdagsarrangementer fra, fordi jeg rent faktisk hellere vil noget andet. Jeg vil hellere mine børn. Og heldigvis også min mand, som – efter jeg forstod at ansvaret for mit eget liv og min ændrede hverdag, udelukkende lå hos mig – igen blev min allierede, min ven og min kæreste.
Da jeg forstod at min frihed til at gøre hvad jeg ville, i virkeligheden ikke var blevet så begrænset som jeg antog, men i stedet et udtryk for at mine prioriteter havde ændret sig til, at jeg i virkeligheden hellere ville være sammen med min familie og være en god mor, end jeg ville ligge på sofaen og spise tømmermændsjunkfood hver eneste søndag, som det ofte var tilfældet, fordi det var dét jeg dengang havde lyst til.
Jeg er ikke blevet lykkeligere, men jeg oplever hver eneste dag den største kærlighed jeg kan forestille mig og jeg ville – til trods for at jeg formentlig også havde været tilfreds med mit liv uden børn – aldrig, aldrig, aldrig bytte det ud for noget.
Jeg tror ikke der kan findes et entydigt svar på, om det er bedre at have børn, end ikke at have børn og jeg respekterer fuldstændigt hvis nogen vælger ikke at få børn. Jeg tror, at livet uden børn kan være et dejligt og på mange måder rigt liv, men jeg tror også, at livet med børn – hvor besværligt det i perioder end måtte være – for de fleste, er et liv forbundet med ubetinget kærlighed, som set med mine øjne, er det største vi som mennesker kan opnå.