Med trætte fødder, et fyldt hoved og en halvtom mave, er jeg netop checket ind på et dejligt hotel i Aarhus, udelukkende i selskab med den mest velsmagende veggieburger jeg vistnok nogensinde har smagt og som altså er hentet på Mikuna efter adskillige opfordringer, da jeg i går spurgte på instagram hvem i Aarhus, der var bedst til at servere netop dén spise. Hold nu kæft, hvor er det lækkert! (Se burgeren på instagram @canabuttenschon)
Da jeg i morges ankom til Aarhus, var det med en forventning om en spændende dag, som jeg faktisk ikke anede andet om, end at den udsprang af Eastpacks “She Wears”-kampagne i anledning af kvindernes internationale kampdag.
Vi startede dagen hos ReUse – en genbrugsplads, hvor man kan både aflevere og afhente gamle (fine) sager – begge dele helt gratis.
Derefter tog vi ind til smykkedesigner By Marika, som udover inspirerende snak, bød på friskpresset juice og smukke smykker.
Som et passende frokostsstop var vi forbi S’vinbar til smagning af tre glimrende vine.
Jeg fik tilsyneladende så meget vin, så jeg på én eller anden måde konsekvent troede at der lå en (brugt) ble på bordet foran mig; i virkeligheden var det bare skinken fra min sandwich, der var pakket ind i en serviet. – Men I kan godt se det ligner en ble, ik’?
Der var gaver og mad i lange baner!
… Men det allerbedste var nu alligevel selskabet.
Jeg endte med, i selskab med en række andre bloggerdamer, at blive præsenteret for nogle af Aarhus’ sejeste og mest inspirerende kvinder. Især én af kvinderne gjorde et stort indtryk på mig da hun med et skarpt blik i øjnene og et smil om læberne fastslog at “vi er forpligtede til – hvis vi kan – at efterlade os et godt indtryk hos andre“.
Bum.
Det er jo en vanvittigt god betragtning, som jeg ville ønske, at jeg selv var kommet på, længe før i dag. Bevares, det er selvfølgelig ikke rocket science eller helt ny information, men alligevel var det bare så præcist formuleret, at jeg ikke kunne lade være med at falde på halen over det.
Som en sommetider underskudsramt mor, kan jeg nogle gange godt komme til at gemme mit smil væk bag en lunken facade og et flygtigt “på beløbet, tak” og dét mine damer, det er jeg sgu ikke alt for stolt over.
Jeg vil være den bedste version af mig selv; der er ingen andre til at være det og jeg er faktisk ret sikker på, at jeg godt kan. Jeg kan i alle tilfælde starte fra i dag – og jeg forestiller mig faktisk, at opgaven bliver hjulpet godt på vej af, at jeg lige om lidt vil finde ud af om ikke fjernsynet der hænger på væggen henne over skrivebordet, byder på ét eller andet dejligt jeg kan falde i søvn til, inden jeg påtænker at sove en hel nat. Uden afbrydelser.