Dagen i går startede som en vaskeægte mandag i gråvejr, hvor intet virkede som det skulle og det nærmest virkede som et vidunder, at mælken i køleskabet ikke var blevet sur, fordi alt andet ligesom gik galt for mig. I ved, det føltes som én af de der dage, hvor man bare har lyst til at købe sig en pakke flødeboller og gå i seng, iført uldsokker og knold i nakken.
Heldigvis havde jeg samme morgen bedt om billeder af fastelavnsbørn på min facebookside og hvis der er noget, som kan få mig i godt humør, så er det glade børn. Der kom hundredevis af billeder og jeg sad, til min store begejstring, i løbet af eftermiddagen og kiggede dem allesammen igennem, imens jeg kunne mærke smilet om læberne blive større og større.
Lige indtil jeg så billedet. I mængden af søde, nuttede, glade og bedårende superhelte, politibetjente, prinsesser og pokémons var der ét billede som gav mig et helt særligt sug i maven. Det var et billede af Ida på syv år, som stod med en fastelavnskølle i hånden, klar til at give den pyntede tønde et ordentligt slag. Hun var iført en Elsa-kjole i den helt rigtige længde, men til forskel fra alle de andre Elsa’er, havde hun ikke noget hår. Til gengæld havde hun et næsekateter og holdt altså fastelavn på børneafdelingen på Odense Universitetshospital, som hendes mor havde skrevet til billedet.
Av, mand.
Arghmen jeg kan næsten ikke skrive det, uden at få en klump i halsen og tårer i øjnene, for der er for helvede ingen børn, som fortjener at være dér. Ikke at der er nogle voksne som fortjener det, men når børn bliver ramt af livsfarlige sygdomme, så virker det som om uretfærdigheden ikke har nogen ende.
Av, av, av, altså.
Og for at det ikke skal være løgn, så kender jeg faktisk Ida. Eller, kendte, i hvert fald. Hun gik nemlig i børnehave med Jens, da vi boede i Broager og jeg husker tydeligt, hvordan hun altid vimsede glad omkring og dansede med de andre piger. Hun var sådan en sirlig lille én at se på og så var hun bare helt vildt sød. Som børn jo er. Og så pludselig, i sommerferien sidste år, et år efter vi var flyttet fra Broager, blev hun konstateret med leukæmi.
Lille, søde og livsglade Ida.
For fanden, altså.
Jeg har på ingen måder været tæt på hverken Ida eller hendes familie under hendes sygdomsforløb, men de har haft en helt særlig plads i mit hjerte og da jeg pludselig blev konfronteret med billedet af hende til fastelavn, blev jeg mindet om, hvor forpulet heldig jeg er.
Mine børn er raske. Min mand er rask. Jeg er rask. Vi er på ingen måder direkte konfronteret med uretfærdigheden, som Ida og hendes familie er og har været det og min latterligt dårlige mandag, virkede pludseligt så ligegyldig. Faktisk, så virkede samtlige af mine problemer og udfordringer pludselig bare som små, irriterende, men fuldstændigt ubetydelige bump på vejen.
Heldigvis fortæller Idas mor, som jeg efterfølgende kontaktede, at det går godt med Ida lige nu og at hun forventes at være færdigbehandlet om to år. Hun fortæller at de – selvom det er hårdt – lever i en hverdag med masser af nærvær og hvor de i dén grad værdsætter at leve i nuet.
Sådan som vi i virkeligheden nok alle bør gøre det; vi bør jo alle sammen værdsætte de små stunder. Når vores børn griner og klapper i hænderne, når vores kollega sender os et uventet smil, når solen, lige efter den regnbyge vi blev fanget i, skinner ind ad vinduerne og varmer vores våde bukser og når vi mærker al den kærlighed der findes omkring os.
Det hele tæller og det ér dog sjovere, at hæfte sig ved det gode, frem for det dårlige.
Jeg synes, at Ida så helt vildt skøn ud i sit Elsakostume og hvor jeg dog håber at hun, præcis ligesom alle andre børn, havde en rigtig god fastelavnsfest og så håber jeg, at I der læser med her, får en rigtig dejlig aften.