Hvordan det dog skulle tage mig så mange år at finde ud af, begriber jeg virkelig ikke. Måske skyldes det at programmet startede op, da jeg stadig var teenager og at jeg derfor selvfølgelig ikke gad at se det samme i tv, som alle de “rigtigt voksne”, hvorfor jeg altså aldrig nogensinde gav Vild Med Dans en reel chance i mit tv. Som altså har vist sig at være en kæmpe fejl, for det er jo et fantastisk program!
Okay, jeg er selvfølgelig farvet af at Thomas danser med og jeg skal ikke afvise at min begejstring ville have været mindre, uden ham, men nu er tilfældet jo som det er og jeg er pjattet med det. Der er både store følelser, corny kommentarer, spænding, krise, glæde, flotte kjoler og selvfølgelig en masse dans samlet i ét program og med så mange elementer, er det altså svært ikke at blive grebet af det.
Lige efter gårsdagens danse, imens weekendvejret kørte på TV2 hjemme i stuerne, stod jeg klar i backstagelokalet, hvor jeg gav et kort interview, som I kan se herunder, hvis I har lyst. Jeg “går på” omtrent otte og et halvt minut inde og jeg skal love for at det går stærkt! Jeg tror måske at jeg var bange for at blive afbrudt hele tiden, så jeg snakkede så hurtigt jeg kunne, i håbet om at kunne lukke munden på den i øvrigt vældigt søde journalist. Tænk hvis de engang slap mig løs på dansegulvet også – I would be on fire, ha ha!
Et par stykker som så interviewet live på TV2s hjemmeside i går, spurgte mig om jeg mon var en lille smule fuld – men nej, der må jeg altså skuffe jer. Jeg var ikke det fjerneste fuld. Faktisk havde jeg ikke drukket så meget som én eneste genstand før showet, fordi jeg var så bange for at skulle tisse (for meget) undervejs og jeg er altså således pinligt ædru, men i usædvanligt godt hopla. Jeg syntes ligesom også jeg havde en lille smule der godt kunne tåle at blive talt lidt op.
Det gik jo, som jer der har set programmet allerede ved, desværre ikke ligeså smooth for Thomas og Mie i går, som det gjorde i sidste uge, men gudskelov, ved hjælp af en masse sms-stemmer (hvoraf jeg personligt stod for de 12, som tilsyneladende er maksimum antal man kan sende), gik de direkte videre uden at ryge i den frygtelige omdans. Pyh. Jeg har endnu ikke genset programmet, men hvis man kan høre nogen der skriger lige i dét Thomas’ navn bliver sagt højt, så er det altså mig. Well, jeg har alligevel aldrig anset mig selv for at være særligt ladylike, så hvad pokker. Og så skal jeg da lige love for at der blev skruet godt og grundigt op for sjusserne efterfølgende.
Vi endte med at holde fest den halve nat, hvor det fællesskab man altid hører så meget om, viste sig at være endnu sejere, end jeg nogensinde havde turdet tro. Alle stod sammen, krammede, dansede, skålede og grinede på kryds og tværs og jeg har altså sjældent følt mig så veltilpas til en fest hvor alle andre kender hinanden og jeg kun kender ganske få. Dét kan altså noget særligt og så er det i øvrigt fuldstændigt ligegyldigt, at jeg kun har sovet tre timer i nat, for de var sammenhængende, jeg har spist snasket take-out til frokost, min svigermor har haft drengene med på legeplads imens jeg kunne gense et par afsnit af SKAM og jeg dør en lille smule af lykke over, hvor pissevildt alting føles lige nu.
Alt. Er. Godt. Selv tømmermændene er til at holde ud.