Min ambition om at tage mine drenge med på eftermiddagstur sammen med resten af København til folkevandring for at byde verdens flygtninge velkommen til vores land, blev skudt i sænk, da jeg pludselig befandt mig alene med to eftermiddagstrætte og ditto sultne børn og et overskud, der efter en lang dag med (endnu flere) bryllupsforberedelser var at finde et sted i gulvhøjde sammen med nullermændene, som jeg (endnu engang) ikke havde – eller har – fået taget mig af.
Stille og roligt kommer der til gengæld styr på alle forberedelserne til vores bryllupsfest på lørdag. Nu på lørdag. Om fire dage. Gosh!
… Bortset fra mine sko, som jeg endnu ikke har helt afklaring på. Men jeg tænker, at jeg, hvis det går helt galt, må få mig en pedicure og køre den hjem på charmen og bare tæer. Ikke sandt?
Udover at arrangere negle, hår, dekoration, drinkskort og blomster, har jeg i dag forøvrigt haft den store fornøjelse at snakke med en vældigt sød fyr fra Go’ Aften Danmark, i forbindelse med at Thomas skulle derind og snakke om sit liv, sin dokumentar og sin indsamling til den storslåede koncert, han planlægger at afholde sammen med en række andre kunstnere i Zambia, i forbindelse med World Aids Day. Jeg skulle med som et hemmeligt overraskelsesindslag overfor Thomas og jeg brugte – efter optagelserne, som Thomas altså ikke anede havde fundet sted – hele eftermiddagen på at gøre mig helt normal, så Thomas ikke skulle fatte mistanke til at jeg pludselig skulle tone frem på skærmen midt i hans interview. En overraskelse som Morten Ankerdahl lynhurtigt fik spoleret, da han få minutter inden showstart, løftede sløret overfor Thomas og fortalte at jeg var med i indslaget.
Øv! Du skylder en kvajekage, Morten.
Alligevel var det ret fint, synes jeg. Jeg så indslaget sammen med drengene og glædede mig en lillesmule over, at vi, selvom jeg umådeligt gerne ville have støttet den gode sag, ikke var en del af folkevandringen, nu hvor mit hjerte i stedet kunne smelte over, hvor glad Peter blev over at se sin far i “fjerneren”. Den lille fyr kyssede skærmen og kunne slet, slet ikke forstå hvad der skete, da jeg pludselig tonede frem. Han kiggede undrende fra skærmen til mig og tilbage igen, imens han i et kæmpe smil sagde én af sine mange kærlighedslyde og faldt mig om halsen i et kæmpekram.
Så er det sgu (endnu mere) fedt at lave fjernsyn, med den type modtagelse!
Ikke desto mindre var jeg selvfølgelig kun en lille bitte del af indslaget, som centrerede sig om Thomas, som jeg er så umanérligt stolt af. Han fortæller, at han er kommet i en position i sit liv, hvor han er nødt til at gøre hvad han kan, for at hjælpe andre. Han kan ikke lade være og kan ikke bare vende den kolde skulder til. Han lever for at gøre en forskel og jeg tror han lykkes med det. Jeg ved han lykkes med det.