Hun kaldte det selv for “verdens længste fødsel” – og selvom dét udsagn med garanti ikke er helt korrekt, så forstår jeg godt, hvis det har føltes sådan. Det tog intet mindre end 58 timer for hende, at føde sit første barn, som efter alle de timer, kom ud og havde brug for både ilt og hjertemassage for at komme igang. Det er heldigvis ganske, ganske sjældent at en fødsel ender ud med at barnet er så påvirket som tilfældet var det her – og gudskelov lever barnet altså i dag i bedste velgående og fuldkommen uden mén fra den hårde fødsel.
Efter tre timer bliver jeg kørt på neonatal for at se min søn, men på grund af overbelægning kan jeg ikke få plads sammen med ham og bliver lagt på barselsgangen. Det er det mest ensomme, jeg nogensinde har prøvet.
Torsdag, Kristi Himmelfartsdag 2015 er jeg til frokost hos svigermor. Jeg har haft en ukompliceret graviditet med mit første barn, en dreng, og er 40+5. De seneste dage har jeg forsøgt med akupunktur og fysisk aktivitet at få gang i fødslen, men der er ikke mange tegn på at noget er undervejs.
Hen over middag begynder jeg at mærke tydelige men svage veer, som kommer kommer omtrent hver 10. minut. I første omgang holder jeg den begyndende fødsel for mig selv.
Veerne fortsatte deres snegletempo hele eftermiddagen, og om aftenen lægger jeg mig til at se tv på sofaen og overlader sengen til min mand. Jeg har ikke store smerter, men er generet nok til ikke at sove sådan rigtig, så der går en nat med tv-kiggeri og en ve-tællerapp, der viser deprimerende uregelmæssig aktivitet.
Fredag formiddag ringer jeg til fødegangen og bliver inviteret op til tjek. Vi går op til Rigshospitalet med små pauser undervejs – og siden går vi også hjem igen, da det viser sig at jeg har er lige knap en cm åben. Så forbi bageren og hjem på sofaen igen og arbejde videre.
Veerne bliver værre i løbet af dagen og kampgejsten er på nulpunktet ved aftensmadstid, så jeg ringer og klager min nød til fødegangen og aftaler med den at jeg må komme derop ved 23-tiden til tjek og smertestillende. Mens vi venter på at skulle afsted begynder jeg at få rigtig ondskabsfulde veer, og da vi lander på fødegangen er det decideret ikke sjovt længere. Jeg er stadig ikke i aktiv fødsel, så efter at have fået kørt CTG får jeg tilbudt morfin og en seng på fødemodtagelsen.
Det letter stemningen lidt at få lov at blive på hospitalet, for nu skal vi i det mindste ikke hjem før der kommer en baby med, men der er stadig lang vej igen. Natten går med småsøvn mellem veerne og idelig kalden efter en jordemoder til at genopvarme mine varmepuder.
Tidligt på morgenen klinger morfinen af at jeg bliver utilpas. Jeg vralter ud for at kaste op og mens jeg evakuerer ventriklen går slimproppen med lidt blod i. På det tidspunkt er jeg ikke specielt imponeret, jeg synes ikke fødslen forløber som jeg var blevet stillet i udsigt til fødselsforberedelse.
Jeg bliver undersøgt indvendigt og under undersøgelsen går vandet. Jordemoderen mener jeg nu er 4 cm åben og har altså kvalificeret mig til en fødestue, langt om længe. Mind you, det er lørdag morgen, veerne har varet siden torsdag middag.
På fødestuen skifter vi til dagvagten og ind kommer min konsultationsjordemoder. Det er en glædelig overraskelse som jeg ikke sætter behørigt pris på, for jeg har travlt med at have kraftige veer uden nævneværdig pause, mens jeg krammer en sækkepude. Lynhurtigt er jeg dog også blevet 6 cm åben og vi når vist alle at tænke at nu sker der endelig noget, hvorefter al fremgang stopper.
Efter halvanden time med kraftige veer, som overhovedet ikke har effekt hvæser jeg af jordemoderen at hun godt kan kalde anæstesien NU, for jeg skal have en epiduralblokade for fem minutter siden. Jordemoderen er bare ikke sådan lige at forhandle med, så jeg skal først tømme blæren, klæde om og have lagt venekateter før hun vil ringe. Anæstesien kommer heldigvis hurtigt og lægger uproblematisk en epidural – den virker bare ikke rigtig på andet end mit højre ben, som bliver fuldstændig lammet.
Min søde jordemoder gør virkelig hvad hun kan for at smertelindrende, men hen over frokosttid bliver vi enige om at kalde anæstesien igen og få den lagt om og endelig, efter to døgn, er jeg smertefri – og træt. Så lige der, midt i fødslen, tager jeg en firetimers morfar.
Imidlertid er der jo stadig ingen fremgang i fødslen, og jeg bliver monteret med vedrop og som timerne passerer mere og mere overvågning af både mig og baby. Ikke fordi det som sådan er i vejen – når man kun har et fungerende ben går man ikke særlig meget rundt på stuen.
Med vedrop og blokade lykkes det at tvinge fremgang i fødslen. Aftenpersonalet tager over og jeg udvider mig i et tempo, der antyder at fødslen nok trækker ud til en gang næste år. Og endelig er jeg 10 cm. Og så venter vi på presseveer, hvorfor jeg må kysse epiduralen farvel. Presseveer lader dog vente på sig, så efter at have været fuld udslettet i tre timer får jeg besked på at presse på dropveerne. Samtidig får vi ‘ny’ jordemoder til natten – nemlig hende, som varmede varmepuder for mig natten forinden.
Hun kommer heldigvis med friske kræfter, så nu skal der presses barn ud, og det åbenbart i sytten forskellige stillinger for at få ham ned i bækkenet. Jordemoder og -studerende opmuntrer og hepper at de kan se hans hoved. Min mand har siden fortalt at jeg var bøffarvet ned til navlen og det, der kunne ses af hans hoved, var på størrelse med en kidneybønne.
Veerne bliver længere – der er skruet op for vedrop. Jeg har presset en times tid og presser 4-5 gange pr. ve. Jeg skal bare lige give lidt mere får jeg at vide, og jeg har lyst til at foreslå jordemoderen at vi bytter og hun viser mig hvordan fanden man lige ‘giver lidt mere’.
Efter halvanden times pressefase kommer en obstetriker på stuen og spørger om jeg kunne tænke mig at få forløst min søn med kop. Ja tak. Lad os så blive færdige. Det er hæsligt at få sat koppen på, men i næste ve bliver min første søn født. Klokken er 00:05 søndag d. 17. maj 2015. Han er blå, bleg og trækker ikke vejret, og jeg ser ham ikke. Han kommer op på et børnebord og får hjertemassage og ilt for at komme i gang. Jeg har arbejdet i 58 timer for at føde ham og er så træt, at jeg bare sætter pris på, at jeg endelig er færdig med at føde.
Men jeg forstår ikke hvorfor min mand er så oprevet og græder. Jeg har ikke set hvor dårlig vores søn er ved fødslen, og jeg har ikke hørt jordemoderen opfordre min mand til at tage nogle billeder i en fart eller set at der står 11 mennesker på stuen under forløsningen. Det viser sig at min dreng har stået forkert og er kommet ud med panden først. Ingen har opdaget det før han var så langt ude, at alle kunne se at han havde næsen opad.
Jeg får at vide at han skal en tur på neonatal og sender min mand med mens jeg selv føder moderkagen og bliver syet. Kopforløsningen har givet en bristning om i endetarmsmusklen, som syes i næsten halvanden time på fødestuen. Og jeg vil egentlig bare gerne have fred. Efter tre timer bliver jeg kørt på neonatal for at se min søn, men på grund af overbelægning kan jeg ikke få plads sammen med ham og bliver lagt på barselsgangen.
Det er det mest ensomme, jeg nogensinde har prøvet.
Min søn er heldigvis okay. Han havde brug for hjælp til at komme i gang, og var ligesom jeg mærket af en meget lang fødsel. Efter et halvt døgns tid på neonatal bliver han udskrevet og kommer med mig på barselsgangen hvor vi kan begynde at lære hinanden at kende. Han vejer 3320 gram og har et kæmpe rødt mærke midt i panden efter koppen og så har han skide meget hovedpine. Det var selvfølgelig aldrig et valg om jeg ville føde ham med kop eller ej, men det blev tilbudt som et valg. I virkeligheden skulle han fødes nu, men det er endnu en af de ting jeg aldrig opdagede selv.
I dag er han 2,5 år og er ikke på nogen måde mærket af den hårde fødsel. I lang tid frygtede vi om han havde manglet ilt i en sådan grad at han havde taget skade, men vi slap heldigvis med skrækken. Bearbejdning af hans fødsel har en lang proces, og i retrospekt skulle vi have stillet spørgsmål indtil vi fik den information vi havde brug for undervejs. For bagefter stod vi tilbage, og forstod ikke de beslutninger der var blevet truffet undervejs, eller hvorfor ingen havde opdaget at vores søn stod forkert. Men i takt med at kroppen helede og trak sig sammen gjorde psyken det også i en sådan grad at vi fik mod på at få et barn mere, som I kan læse fødselsberetningen fra i næste uge…