Endelig er det blevet fredag. Fødselsfredag! Jeg har glædet mig helt vildt til at dele den første fødselsberetning med jer og jeg glæder mig allerede nu til næste fredag, hvor I får den næste. Hvis I ikke kan vente så længe, kan jeg anbefale at slå et smut forbi HER, hvor én af de mest zenagtige damer jeg kender, blogger; mest om yoga og lidt om (andres) fødsler.
Jeg har modtaget virkelig mange fødselsberetninger og jeg er meget beæret over at få lov til at dele jeres personlige oplevelser her på bloggen. Den første beretning er fra en kvinde, som fik sit første barn ved en uventet hurtig fødsel.
Min fødsel tog 6 timer. Jeg var 24 år, og min graviditet var ikke planlagt – men bestemt lykkelig.
Min graviditet var præget af, at min kæreste og jeg begge stod over for at afslutte vores uddannelse. Jeg valgte at udskyde mit speciale til efter fødslen. Mine tanker gik de sidste måneder på fødsel og familieliv når jeg ikke var på job, og specIalet fyldte mindre og mindre. Min kæreste var derimod besluttet på at han skulle aflevere sit, selvom hans forsvar næsten faldt sammen med min termin. Vi havde derfor ikke været til andet fødselsforberedelse sammen end det kursus som hospitalet afholdt.
Vi havde dagen inden fødslen været til det sidste jordemoderbesøg i uge 40+4, hvor jeg var blevet tjekket for svangerskabsforgiftning. Jeg havde taget 25 kg på, havde vand i kroppen og mit blodtryk var de sidste to uger steget.
Plukveer havde jeg ikke mærket mange af, men til tjek for svangerskabsforgiftning kunne en anden jordemoder fortælle mig at jeg havde plukveer.
Klokken 1 om natten vågnede jeg af en ve. Jeg vækkede min kæreste, for jeg vidste at nu var det nu.
Vi var glade. Og fandt stopur frem for at tage tid mellem veerne.
Jeg gik ud for at tisse, og ringede til min mor. Hun ville gerne med til fødslen.
Ude på toilettet gik mit vand mens jeg ringede min mor op.
Vi ringede til fødemodtagelsen, og fik besked om at komme ind klokken 10 om formiddagen.
Vi gik ud og besluttede os for at lave en kop te. Vi kunne ikke bare gå til ro med det samme. Mens vandet kogte tog mine veer til. Jeg måtte lige ind og hænge over sengekanten et par gange. Intervallet mellem hver ve blev lige som kortere og kortere, og jeg indså da jeg stod over vasken på badeværelset og fik tevand tilbage op i svælget at jeg ikke kom til at drikke mere te.
Min kæreste fumlede med stopuret. Der var ca 1-2 minutter mellem de sidste par veer. Vi kunne ikke få det til at passe med hvordan vi havde fået at vide en fødsel forløb. Var vi i fase 1,2 eller 3?
Jeg bad min kæreste ringe til fødemodtagelsen og sige at veerne havde taget til. Han ville meget gerne give mig røret, men jeg kunne ikke overskue at tale under veerne.
Jeg fik ringet til min mor og bad hende kort for hovedet om at komme. Hun var faktisk på vej, for hun havde det på fornemmelsen.
Min mor kom og gik straks ind og strøg mig over lænden når jeg havde en ve. Det var dejligt. Min kæreste vidste ikke helt hvad han skulle gøre og kiggede med fra sidelinjen.
Jeg jamrede mig under veerne og var pinlig over det. Fødslen var jo lige gået i gang og jeg havde et halvt døgn foran mig sådan her. Mig, frk. Fitness, der dyrkede crossfit og løb. Altså inden graviditeten. For under havde jeg droppet træningen, og var begyndt til gravidyoga. Og jeg havde det fint med det. Jeg har aldrig set mig selv som en der nemt lod sig påvirke af smerte. Men nu tvivlede jeg.
Jeg lå på knæene med arme og hovedet hen over sengekanten. Der var ikke mere end 30-45 sekunder mellem hver ve nu.
Min mor gik ud for at lave sig en kop te. Mine veer tog gevaldigt til i styrke, og jeg råbte ‘hårdere’ da min kæreste strøg mig forsigtigt på lænden.
Bag efter var jeg ked af at have råbt af ham, men så kom en ve igen.
Min mor kom ind på soveværelset: ‘nu tager vi afsted’.
Det var hårdt at få jakke og sko på, og jeg havde gennemsigtige strømpebukser og en af kærestens fodbold t-shirt på under jakken. Jeg, som havde forestillet mig at jeg ligge make up efter et bad, som Kourtney Kardashian gør i tv-showet på tv 3.
På vej ned til bilen fik jeg en ve og skreg, det gav et rungende ekko ud i kvarteret.
Jeg følte jeg var ved at føde hele turen i bilen, hvor jeg lå helt forkvaklet på bagsædet og havde en ve hver halve minut
Da vi havde parkeret i parkeringskælderen skulle vi hen til fødemodtagelsen. Det var den længste gåtur jeg nogensinde har gået, og jeg har altså løbet et Marathon 😉 halvvejs var en stol som jeg udså jeg kunne læne mig op af. Den var sømmet fast til jorden, så jeg faldt skævt ned over den da jeg fik en ve. Som en strandet hval.
Jeg skreg hver gang jeg fik en ve. Da vi kom hen til fødemodtagelsen bad jordemoderen, der tog imod os, mig om at trække vejret.
Hun må syntes jeg er irriterende, når jeg allerede skriger sådan og kun har været i fødsel to timer tænkte jeg.
‘Du er 10 cm åben, vi kører dig til fødestuen nu” kunne hun konstatere da de havde fået mig op på briksen.
Jeg var sur, og sagde at til hende de havde lovet man fik et bad når man ankom til fødselsmodtagelsen til forberedelseskurset.
“Jamen Asta-Marie, du er jo i fødsel. Du skal have din lille pige nu”
Det var nok først der det gik rigtig op for mig, at der ikke var 10 timer til at min datter var der.
Vi kom ind på en stue, og jeg blev bedt ligge mig på briksen.
Jordemoderen var en ung blond kvinde. Hun var træt og havde lige fået en frikadellesandwich ind i det vi kom.
Jeg var meget smertepåvirket og skreg på en blokade. Jeg fik en skedebedøvelse, for vi var for langt i processen til en blokade.
Jordemoderen og jeg var allerede ikke helt på bølgelængde, da jeg så længden på den nål hun skulle stikke mig med.
Jeg havde en masse forestillinger om fødslen, men nu lå jeg her og blev ikke spurgt. Jeg skulle føde liggende på ryggen, og hun ville ligge kateter på mig og nævnte sugekop.
Jeg skulle i hvert fald ikke have taget baby med sugekop.
Og jeg kunne godt tisse selv.
Jeg var i chok over, at jeg havde tigget om smertestillende. Nu gjorde det til gengæld ikke ondt længere.
Men der var noget galt, for jeg havde ikke pressetrang. Babyen var kommet skævt ned i mit bækken.
Jordemoder foreslog rebozo, og sagde det godt kunne være lidt ubehagelig.
Jeg brød mig ikke om hendes øvrige forslag og sagde nej, selvom jeg ikke anede hvad det var.
Jeg fik lov til at tisse selv. Og til at sidde på hug og se om det hjalp på at baby faldt bedre ned.
Det føltes som om vi havde været der i 100 år.
Jeg kom op på briksen igen og skulle presse.
‘Nu skal du gøre som jeg siger’ sagde hun til mig.
Jeg blev ked af det, for jeg prøvede men jeg var ualmindelig træt.
Baby lå med armen oppe ved hovedet og albuen ud til siden.
Jordemoder besluttede at vi prøvede med rebozo – og ellers var det sugekop.
Jeg fik et klæde over ryggen og blev rystet. Det var slet ikke ubehageligt, men rigtig dejligt.
Der blev sat en sensor fast i hovedet på baby så den lilles iltforsyning kunne monitoreres.
Min mor og kæreste blev bedt om at holde mine ben, for jeg var træt og hjalp ikke godt nok selv selvom jeg prøvede.
Jeg havde ikke fået noget afførende, og selvom min aftensmad havde bestået af en snickers fordi min kæreste var på arbejde og jeg havde så meget refluks, var jeg kronisk angst for at skide midt i fødslen.
Min mor mærkede det vidst på mig og sendte ham op for at give mig ilt imens jeg pressede istedet.
Andreas havde kun øjne på skærmen med babys puls og glemte alt om Ilt midt i det hele.
Det tog 8 presseveer, så var hun ude. Vores lille Augusta.
Jeg var bare træt. Men også lykkelig over det var overstået.
Jeg sagde tak til jordemoderen. Jeg havde følt hun ikke kunne lide mig. I virkeligheden var hun nok bare træt. Jeg var glad for at hun havde respekteret mine ønsker, selvom jeg havde været elendig til at kommunikere dem. Hun virkede overrasket. Måske havde hun følt jeg ikke kunne lide hende?
Jeg glædede mig til toast og saftevand. Men det fik jeg ikke engang.
Min livmoder træk sig ikke hurtig nok sammen og jeg havde blødt en del. Jeg mærkede intet og følte det som endnu en uretfærdighed at jeg skulle køres væk. Og jeg fik lagt kateter, øv. Det gjorde mig selvfølgelig mest ked af det, at jeg skulle væk fra Andreas og min datter.
Personalet var tilgengæld super søde, og jeg glemte jeg var ked af det mens jeg blev tjekket for rester af moderkagen.
Det var først da jeg kom til opvågning at jeg savnede dem igen. De kom hurtigt og jeg fik først rigtig tåre i øjnene, dels af lykke og dels af udmattelse der.
Inden vi blev udskrevet fra patienthotellet fik vi gennemgået fødslen. Det var rigtig dejligt, selvom jeg tudbrølede gennem hele den seance.
Længe efter fødslen plagede det mig, at jeg ikke følte jeg havde gjort det godt nok. Succeskriteriet for en fødsel er vel, at man levere et sundt og raskt barn.
Er det mærkeligt at have en forventning til ens egen præstation under en fødsel?
Efterfølgende har det også slået mig som morsomt hvor meget jeg har lagt i den fortælling og video vi så til hospitalets fødselsforberedelse; bad og en lille cocktail af smertestillende ved modtagelse, mens man venter på stue, og toast og saftevand ved slut. Det betød virkelig meget, at jeg ikke havde haft de holdepunkter.
Jeg hører fra andre at jeg var heldig min fødsel “kun” tog 6 timer, men jeg tror ikke helt de forstår at en hurtig fødsel er udmattende på sin egen måde.
Jeg havde ikke svangerskabsforgiftning, men jeg er lynføder.
Blodtryk faldt efter fødsel og de 25 kg inden for 6 måneder efter fødslen uden andet end amning.
Næste gang overvejer jeg hjemmefødsel, hvis det går lige så stærkt og håber på at kunne læse med om nogle af dine læseres oplevelser med det.
Åh mit hjerte springer altså et ekstra slag, over denne beretning, fordi den i så høj grad vidner om, at den fødendes oplevelse ikke nødvendigvis er betinget af hvor længe fødslen varer. Hvis I har lyst, synes jeg det ville være dejligt, hvis I ville komme knytte en lille kommentar til spørgsmålet om hvorvidt det er mærkeligt at have forventninger til éns egen præstation under fødsel. En meget interessant debat i forhold til fødselsoplevelser, tænker jeg.