I sidste uge fik I en fødselsberetning fra en kvinde, som på ingen måder syntes det var spor fedt at føde. Hun syntes faktisk, efter eget udsagn, at det var sygt hårdt. Alligevel gjorde hun det igen – ligesom de fleste andre – og jeg har i dag fornøjelsen af at dele hendes anden fødselsberetning, hvor frustrationen endnu engang skinner igennem, over det lange opstartsforløb og den hurtige aktive fødsel. Hvis I har lyst, kan I (gen)læse beretningen om kvindens første fødsel HER.
Mandag 25.11.12:
C er i Norge men jeg kan mærke veerne er begyndt.
Har fået lavet fødselsplan på OUH så jeg ikke ender i samme helvede som første fødsel. Jeg ringer ud og skal komme ud og blive tjekket.
Min svigerinde tager med. 1 cm åben. Mit hovede tænker straks – åh nej! – men jeg har jo den fødselsplan. Det skal nok gå.
Vi tager hjem.
Tirsdag 26.11.12:
Går hjemme med veer. Magnus bliver passet.
Onsdag 27.11.12:
Kommer ud og bliver undersøgt igen. Der er INTET sket trods de sagtens kan se de store veer der er på skærmen. Jeg er sur. Frustreret. Alene. Det er nu præcis det samme helvede som sidst!
Torsdag 28.11.12:
De har travlt på fødegangen men de undersøger mig igen. Intet! Jeg siger at jeg ikke kan mere. Jeg har en mand i Norge, en lille dreng hjemme jeg overhovedet ikke kan tage vare på. Og DESUDEN har de LOVET mig de ikke ville putte mig igennem det her igen. En læge bliver tilkaldt og jeg får hendes ord på at de vil ringe dagen efter SÅ SNART de har en fødestue klar så jeg kan blive sat igang. Fedt!
Fredag 29.11.12:
Min kæreste er stadig i Norge – min svigerinde må med til fødslen da han ikke kan komme hjem.
Hun er på job – ingen ved jo hvornår der sker noget – så min mor er hjemme ved mig.
Kl 10.30 ringer telefon, “du kommer bare så snart du kan”. Hurtigt ud af døren. Ringer til min svigerinde og siger hun skal møde os på sygehuset.
Vi bliver indlogeret, og kl 12. prikker de hul på vandet. Vi går ned og får noget at spise.
16.00 – stadig intet sket. De vil give ve-drop.
16.50 – de sætter ve-drop i.
17.10 – de stopper ve-drop.
Mine veer er konstante. Jeg er helt inde i mig selv og skriger på en epi. Det får jeg at vide ikke kan betale sig, så jeg suger en masse ilt i masken.
Jeg opdager lige kort at det sner. Er vidst lidt ved siden af mig selv, så masken bliver taget fra mig.
Jeg har slet ikke styr på tiden her, men kl 18.40 vil jeg presse. Virkelig presse! Kan SLET ikke styre det. Jeg tisser. Jeg presser. Får af vide jeg ikke må, er ikke nok åben. Jeg tisser lidt mere. Og presser lidt mere. Og tisser igen. Og tisser og tisser. Faktisk overpisser jeg den fødestue sønder og sammen. Jeg presser lidt mere. JDM måler og kalder efter en “det er NU!”. Jeg kommer tissende over på fødelejet og presser en enkelt gang.
18.51 holder jeg en pige på 3675g og 52 cm i mine arme. Og har 1 minut senere har min svigerinde ringet manden op på FaceTime. (24 timer senere kom han hjem!)