Dette er en lidt speciel fødselsberetning fordi at, for at forstå hvad der egentlig skete, starter beretningen 7 uger før termin, da jeg går på barsel.
Min mor har kræft og har været i behandling i lidt over et år. Det sidder i galdevejen i leveren og behandlingen er eksperimentel og har i første omgang virket. Den anden omgang har ikke virket og 4 dage efter jeg er gået på barsel, sidder vi til samtale på Herlev Sygehus. De stopper behandlingen nu og erklære hende terminal. De kan ikke gøre mere nu, udover smertedække. Hun bliver henvist til palliativ behandling.
Så i stedet for at bruge min barsel på at forberede mig på babys ankomst, bruger jeg tiden på at hjælpe med at få styr på hospice, medicin, hjemmepleje og bare være sammen med hende. Jeg bor i Jylland og min mor bor på Nordsjælland. Jeg har et barn på 3 år og en mand der skriver Speciale. Så jeg pendler det jeg kan mellem Jylland og Sjælland. 
De første 5 uger går det okay. Hun liver lidt op da kemoen er uden af kroppen. Men hun spiser næsten intet og vi kan mærke hun bliver svagere. Der er gode dage og dårlige dage.
6 dage før min termin bliver hun indlagt med en infektion. Det er meningen at hun skal flytte på hospice. Da hun endelig flytter er vurderingen, at det er rigtig skidt. Lægen fortæller min lillesøster at han ikke mener der kan være lang tid tilbage. Højst et par dage…

Og her starter min fødselsberetning.
Der er mange der har en mening og en holdning til hvordan vi skal forholde os til det faktum at min mor er døende og jeg er højgravid og kan føde hvornår det skal være. 
Skal vi skifte fødested og flytte hele familien (mig, min mand og min søn på 3 år) til Sjælland? Skal vi blive ved med at pendle frem og tilbage? Hvornår dør hun? Hvornår føder jeg? Jeg har aldrig i mit liv følt mig så presset. Alle siger min mor venter på at jeg føder…
Men det gør jeg bare ikke…

Jeg er til jordmodersamtale da jeg er 39+6. Min jordemoder tilbyder mig igangsættelse, på grund af den specielle situation. Men baby har ikke sat sig fast og jeg har ingen tyngende fornemmelse. Jeg har ikke lyst til at gennemtvinge en fødsel for enhver pris. Mange venner og bekendte forstår mig ikke og jeg holder op med at snakke med andre end den nærmeste familie. 
Min første fødsel startede med vandafgang og var præget af en langsom start, hvor jeg endte med at blive proppet med alt den medicin der kunne tilbydes. Det endte med en vaginal fødsel på ren stædighed. Jeg vil helst ikke igennem det igen.

Da jeg ser min mor allersidste gang er jeg er 40+1. Det hospice min mor ligger på er smuk og varmt. Det er rart at være der, men min mor er sur på mig. 
Hun er svag men klar nok i hovedet til at fortælle mig at jeg skal tage hjem og tage mig af min søn og min ufødte baby. Jeg skal have et barn og det er det vigtigste i hele verden. Jeg skal passe på mig selv og holde op med at bekymre mig om hende. Så min mand og jeg aftaler, at vi siger farvel til min mor og ikke kommer tilbage før jeg har født.
Plukkeveerne niver, men der sker ikke rigtig noget…

Dagene går… Spørgsmålet “har du født?” begynder at fylde alt. Vi forsøger at opretholde en normal tilværelse for vores søn og holde sommerferie med ham. Men presset stiger. Sygeplejerskerne på hospice fortæller at min mor nu er rigtig dårlig. Hun stopper med at tale tydeligt og begynder at sove det meste af tiden. Hun ligger for døden og vi får at vide det kan ske når som helst.

Da jeg er 40+5 flytter vi ind hos mine svigerforældre for at blive aflastet og for at få ekstra hænder til min søn. Tanken om at min mor måske kun venter på jeg føder fylder alt i mit hoved. Det gør mig stresset, ked af det og giver mig en skyldfølelse over måske at være årsagen til hun ikke får fred.

Da jeg rammer 40+6 mister jeg modet fuldstændig. Den fødsel vil bare ikke gå i gang. Plukkeveerne er forsvundet igen og jeg tigger og beder min mand om at ringe til hospitaler og få den fødsel overstået. Jeg kan ikke mere. Min mand nægter. Vi har tidligere lavet en aftale om at jeg skal give kroppen en chance for selv at gå i gang med fødslen og det er hans opgave at holde fast i den plan. Uanset hvad jeg siger. Han trøster mig og jeg finder styrken igen.

41+0 kommer min mor på smertemedicinpumpe og er ikke længere kontaktbar. Min lillesøster er hos hende og det er hende der ringer og giver besked. Min storesøster er kaldt hjem fra ferie. Min mors veninde er flyttet ind på hospice for at være hos hende 24/7. 
Spørgsmålet kommer igen “Hvornår tror du at du føder?”

41+2 melder jeg ud til mine søskende og til hospice at jeg slukker min telefon. Jeg kan ikke holde det ud længere… Jeg vil ikke vide mere før jeg har født. Hvis hun dør må det være sådan. Jeg er hel knust og ødelagt…

Da jeg kommer til 41+3 er det tid til overtidssamtale. På det tidspunkt er det 14 dage siden min mor kom på hospice og 9 dage siden jeg sidst har set hende. Scanningen og forundersøgelsen viser at alt er i den skønneste orden. Baby har det godt og fysisk har jeg det rigtig fint. Der er intet der taler imod at jeg ventede et par dage mere. Kroppen er ved at være klar. Baby står fast og jeg har en tyngende fornemmelse nu. 
Men jeg kan ikke mere. Jeg er psykisk nedbrudt og nu aftaler vi, at sætte mig i gang med Angustapiller. Mine svigerforældre flytter nu ind hos os, for at tage sig af vores søn når fødslen går i gang. Pillerne virker. Plukkeveer bliver kraftigere og regelmæssige. 
Men dagen efter er plukkeveerne væk. Til kontrollen om morgen er jeg stadig lukket som en østers. Der er stadig et par cm livmoderhals tilbage. Hun kan ikke lave hindeløsning eller tage vandet. 
Jeg skal nu tage piller hver anden time og komme tilbage til fødegangen klokken 19. Vi bor tæt på hospitalet og jeg bruger dagen på at pakke det sidste og slappe så meget af som muligt. Plukkeveerne er kraftige men de er stadig til at holde ud.

Da jeg kommer til kontrol om aftenen er den jordemoder der tjekker mig, den samme som tilbød mig igangsættelse allerede for 14 dage siden. Hun er en ældre kvinde der virker meget erfaren. Hun tjekker mig og fortæller mig at der er 1½ cm livmoderhals tilbage. Baby har det stadig godt og alt er normalt, men hun vil gerne forsøge at tage vandet hvis jeg vil. Det vil jeg gerne! Klokken 20 tager hun vandet og vi bliver flyttet til en fødestue. Det er en rolig aften. Der er ikke mange andre på fødegangen og vi har en oplevelse af at der er masser af tid og omsorg fra personalet.
Veerne tager til og der er nu 4-5 minutter mellem dem. Klokken 22.30 bliver jeg undersøgt igen. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage. Der er ingen udvikling i veer og jeg begynder at miste modet igen. 
Jordemoderen kikker på mig og siger “Du trænger til at få det her overstået!” Og det har hun ret i… Jeg er taknemlig for, at hun tager over og bestemmer at nu skal jeg sættes til ve-drop.

Klokken 02.20 har jeg nået max dosis ve-drop de vil give mig, og jeg har 5 veer pr 10 minutter. Det er det jeg har ventet på! Nu er jeg tæt på fødslen! Jeg beder om en epidural, fordi at nu kan jeg ikke holde veerne ud.
Jordemoderen tjekker mig igen og vil sætte en elektrode til babys hovedet. Det kan hun ikke. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage… Jeg er slet ikke tæt på en fødsel. Hun tilkalder bagvagten.
Lægen kikker på målingerne og fortæller os at babys hjerterytme bliver påvirket negativt og de er nødt til at stoppe med ve-droppet nu. 
Lægen kikker på mig og siger “Der er jo et alternativ…” Da ved jeg at hun mener kejsersnit. Efter 30 sekunders overvejelse siger jeg ja tak! Min mand bliver noget overrasket over den pludselig drejning, men jeg kan ikke mere. De slukker ve-droppet og undersøger mig. Jeg har ingen naturlige veer, det går helt i stå og jeg har stadig ikke åbnet mig. 
Klokken 02.47 bliver der bestilt kejsersnit og d. 29. juli 2015 klokken 03.16 bliver vi forældre til en dreng på 3115 g og 52 cm.

Vi bliver kørt på opvågning. På det tidspunkt har jeg ikke været i kontakt med mine søskende eller med hospicet i 3 dage. Min mand fortæller at det sidste han har fået at vide er at min mor stadig er i live. Han ringer til hospice og får bekræftet at hun stadig er i live. Hun har ikke været vågen i 4-5 dage men hun trækker vejret. Klokken 03.55 ringer jeg til hospice og får fat i nattevagten. Hun tager telefonen med ned til min mor og sætter den på medhør. Jeg kan høre hun trækker vejret tungt og jeg fortæller hende at jeg har født. Hun er blevet mormor igen. En dejlig dreng og vi har det godt. Jeg fortæller hende at jeg ville ønske at hun kunne se ham. At det er okay at give slip nu. Jeg kan høre hun holder vejret mens jeg taler, som om hun vil have hvert eneste ord med. Jeg fortæller hende at jeg elsker hende og takker hende for at være min klippe jeg har støttet mig op af.
Solen står op, det er sommer og for en gangs skyld er det ikke skyet. Vi bliver kørt på en enestue på gynækologisk afdeling. På grund af sommerferien har de kun 1 anden indlagt og vi får fred og ro.
Om formiddagen kommer den nybagte storebror på besøg sammen med farmor og farfar. Jeg snakker med mine søskende. De er hos min mor. Hun trækker stadig vejret. Min storesøster beder om et billede af baby og efter noget besvær og problemer med teknikken får jeg sendt et afsted omkring klokken 11.15. Vi aftaler at jeg ringer senere.

Omkring 11.30 bliver jeg ramt af en frygtelig uro i kroppen. Jeg går næsten i panik over jeg ikke kan finde min mobil. Den har puttet sig ned i min dyne. Jeg finder den og ringer min lillesøster op. Det er min svoger der tager den. Min mor er død. Ganske få minutter før…

Min mor og min søn deler nu en mærkedag. Min mors dødsdag og min søns fødselsdag. Jeg håber det med tiden kan blive en smuk historie…

Til efterfødselssamtalen deltager lægen og jordemoderen. Lægen fortæller mig at hun ikke tidligere har oplevet en fødsel der på samme måde, slet ikke gik i gang. Hun vidste det var et fænomen der kunne ske hos dyr. At hvis dyret føler sig truet kan fødslen lukke helt ned. Hun var hel sikker på at jeg aldrig ville kunne havde født selv. 
 
Sammenstødet mellem liv og død er stadig meget svært at takle. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kan fortælle den her historie uden kommentaren “din mor ventede med at dø, til du havde født”. Det er en frygtelig kommentar fordi jeg netop ikke kunne føde min søn selv. Der gik 11 dage fra jeg så hende sidste gang til jeg fødte og hun endelig gav slip. Mange har tilkendegivet deres mening og fortalt hvad de selv ville havde gjort. Spurgt om jeg ikke kunne havde gjort “sådan og sådan i stedet?”. 
Men nej… Det her, var det der skete. Og med mindre du har stået i præcis samme situation, vil du aldrig vide eller kunne forstå hvordan det egentlig var at være mig.