Da jeg kom tilbage til stuen var Mathias blevet kold, og jeg var rigtig bange for at røre ved ham, fordi det så ville blive fuldstændig virkeligt for mig, at han var død. Sådan skriver kvinden i slutningen af denne fødselsberetning og jeg kan kun forestille mig hvor hjerteskærende og forfærdeligt det må være at konstatere, at éns lille baby ikke lever. Det virker så uretfærdigt, når et barn ikke skal få lov til at møde verden andet end inde fra sin mors mave.
Vores lille Mathias var vores første barn.
I august sidste år bestemte vi os for at forsøge at få et barn, og allerede måneden efter stod jeg med en positiv test i hånden. Vi var lykkelige. Graviditeten forløb rigtig godt; jeg havde nogle af de normale gener, som man har under en graviditet, og døjede i slutningen med et blodtryk, der havde det med at blive lidt for højt engang imellem, men det blev der holdt øje med. Jeg var i forvejen i omsorgsteam hos Hvidovre Hospital og jeg blev derfor fulgt ekstra tæt af jordemoder og læger.
Da jeg var 40+6 onsdag d. 18.maj, på min fødselsdag, begyndte jeg at have regelmæssige plukveer omkring kl. 17. Mine plukveer blev meget hurtigt kraftige, og omkring kl. 19 var de blevet til rigtige veer. Jeg var både spændt fordi fødslen nu var ved at gå i gang og bekymret fordi jeg ikke havde mærket Mathias under hverken plukveerne eller de rigtige veer og jeg fortalte min kæreste om mine bekymringer. Vi var i gang med at lave mad, så vi aftalte, at vi ville spise aftensmad og derefter ringe til fødegangen. KL. 20 ringede vi til fødegangen og fik besked på at bruge en time på at prøve at få en reaktion fra Mathias. Vi prøvede alt, men der var ingen reaktion fra ham. Vi troede det var unødig bekymring, da han før havde snydt os med ikke at ville reagere, når vi forsøgte at få gang i ham herhjemme, og når vi så kom ind og fik kørt ctg blev han super aktiv. Vi forventede, at det ville være det samme denne gang. Vi kunne slet ikke forestille os andet.
Cirka kl. 21 ringede vi igen til fødegangen og fortalte vi ikke kunne få en reaktion fra Mathias. Vi fik af vide, at vi gerne måtte komme ind, selvom mine veer endnu ikke var lange nok. Jeg var sikker på, at fødslen nu var i gang, og at vi ikke ville få lov til at komme hjem igen før jeg havde født, så vi tog os tid til at pakke en taske, alt imens vi hyggesnakkede om, at når vi kom hjem igen ville det være med vores lille bebs. I det samme vi trådte uden for vores dør kl. 22 tog min veer voldsomt til i både styrke og længde, og jeg havde omkring 2 minutters pause imellem hver ve nu. Det var enormt svært at være i, og jeg begyndte allerede i bilen at føle en smule pressetrang.
Da vi kom ind på fødemodtagelsen kl. 22.30 blev jeg næsten med det samme ledt ind i et modtagelsesrum. Jordemoderen undersøgte mig og konstaterede, at jeg var 5 cm. åben og i aktiv fødsel. Efter det satte hun ctg instrumenterne på min mave og forsøgte at finde Mathias’ hjertelyd. Da hun ikke kunne finde den begyndte jeg at gå i panik og græd. Jeg har aldrig været så bange som i det øjeblik hun ikke kunne finde hans hjertelyd. Nu blev alle mine bekymringer pludseligt bekræftet og jeg vidste, at der var noget helt galt. Hun hentede en ny maskine, hvis nu den anden var i stykker, men heller ikke med den kunne hun finde hjertelyd. Derefter hentede hun en anden jordemoder, som også forgæves forsøgte.
Jeg blev afklædt mit eget tøj og iført hospitalstøj og ledt ind i et andet modtagelsesrum, hvor der stod en scanner. De to jordemødre var der sammen med den læge, der stod for scanningen. Da lægen konstaterede, at Mathias’ hjerte ikke længere slog, brød min verden fuldstændigt sammen. Jeg havde vidst, at der var noget galt, men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at vi skulle miste ham.
Endnu en læge kom ind og Mathias blev erklæret død.
De to jordemødre stod på den ene side af sengen og holdt mig i hånden og på benet mens de græd sammen med os. Efter at have stået sammen med os, lod jordemødrene og lægerne os være alene lidt mens der blev klargjort et lokale til os, da jeg stadig skulle igennem fødslen. Efter at have været i sorgen i et stykke tid lukkede jeg fuldstændig af for den og indstillede mig på at skulle klare fødslen. Siden vi kom ind på fødemodtagelsen havde jeg været “tåget” i hovedet pga. panik og chok, men nu var det som om tågen lettede og jeg blev fuldstændig klar i hovedet. Nu skulle fødslen bare overstås.
Omkring kl. 23 mødte vi den jordemoder, der skulle være hos os hele natten og vi fik et lokale på fødemodtagelsen. Jeg fik lovning på al den smertestillende medicin jeg måtte ønske, men nåede ikke at få epidural, som var mit helt store ønske, da det gik meget stærkt med udvidelsen, og lige pludselig skulle jeg til at presse. Jeg fik noget bedøvelse i skeden og fik nogle elektroder på undersiden af maven, der gjorde, at jeg kunne være i mig selv. Min kæreste gav mig ilt mellem hver presseve, da jeg var ved at besvime under hver presseve. Efter cirka 20 presseveer kom Mathias til verden kl. 01.22 natten til d. 19.maj. Fødslen tog i alt 6½ time fra de første rigtige veer.
Jeg fik lov at holde min lille bebs flere gange, og den første gang, hvor han stadig var varm, havde jeg svært ved helt at forstå, at han var død, da han lignede en, der kunne åbne øjnene hvert øjeblik. Han var utroligt fin; en lang og slank baby, som lignede sin far, men havde sin mormors næse og sin mors læber og hage. Han havde sin fars lange krop, hænder og fødder, og hår, der var ligeså mørkt som mit. Han var 54cm. lang og vejede 3456g.
Efter fødslen blev jeg ved med at bløde uden at jordemoderen kunne finde ud af hvorfor (min moderkage så hel ud) og lige pludselig kom der rigtig meget blod på en gang, så jeg blev kørt på operationsstue. De var oppe i min livmoder og se, hvad der var galt, og de fandt et lille stykke moderkage, der ikke var kommet med ud. Den vilde blødning stoppede heldigvis efter de havde fjernet moderkagestykket.
Selvom jeg blødte meget, følte jeg mig fuldstændigt tryg sammen med personalet og det var på en måde dejligt at have noget andet at fokusere på end sorgen og savnet. På den anden side spøgte tankerne om, hvad nu hvis jeg ikke overlevede, hvad nu hvis de ikke kunne nå at gøre noget. Det var ikke så meget min egen død jeg frygtede, det var min kæreste jeg tænkte på, og hvor forfærdeligt det ville være for ham, hvis han endte med at miste mig også. Jeg var bange for, at det ville være for meget for ham.
Da jeg kom tilbage til stuen var Mathias blevet kold, og jeg var rigtig bange for at røre ved ham, fordi det så ville blive fuldstændig virkeligt for mig, at han var død. Tidligere havde han været varm, og der havde jeg på en måde kunnet bilde mig selv ind, at han ikke kunne være død, når han stadig var varm. Da jeg så alligevel tog ham op efter i lang tid at have ligget og grædt mens jeg kiggede på ham blev det virkeligt for mig. Der gik det helt op for mig, at han var død og jeg græd og kyssede ham og havde ikke lyst til at lægge ham fra mig igen.