Jeg kommer gående ind på stuen, som ligger placeret for enden af rummet med de mange senge. Jeg kan høre en kvinde presse og jeg kigger forsigtigt ind bag det hvide klæde, der hænger ned fra loftet. Der står to kvinder med blodige handsker på, foran en kvinde, som ligger i et klassisk rygleje på en lillebitte briks, hvor hun presser på livet løs. Den fødende venter sit syvende barn og der går ikke mere end ganske få minutter før en lille, lækker dreng glider op på brystet af hende i en skylle af lysegrønt fostervand.
Drengen græder straks og moderen lægger hovedet tilbage på den korte madras og lukker øjnene af udmattelse.
“Jordemoder, kom herover!” kalder én på mig og det går op for mig, at jeg befinder mig på en tre-sengs fødestue, hvor der bag klædet til den anden side ligger endnu en kvinde og presser, nærmest lydløst.
Kvinden, hende der endnu ikke har født, venter sit andet barn, ovenpå en første fødsel som desværre endte med, at barnet døde undervejs. Hendes veer var startet små syv timer tidligere og hun var nu klar til at presse barnet ud. “Der er vesvækkelse” siger jordemoderen til mig, hvorefter hun råber igennem lokalet at én af de studerende skal komme og hjælpe med at gøre klar til et drop. Jeg hilser på den fødende, og selvom hun ikke forstår hvad jeg siger, så bilder jeg mig ind, at hun forstår mit smil og mine anerkendende nik.
Hver gang der kommer en ve, griber kvinden fat i sine lår og presser alt hvad hun kan. Hun klarer det godt, selvom veerne ganske rigtigt er temmeligt korte og jeg forsøger at rose hende, inden jeg bevæger mig et par meter væk, for at lægge min taske, som stadig hænger over skulderen på mig, fra mig. Jordemødrene råber alt muligt jeg ikke forstår og det virker ikke just, som om den gode, rolige stemning, som jeg ellers ved kan hjælpe med at højne niveauet af oxytocin og dermed veerne hos kvinden, er i højsædet. Det omsorgsfulde nærvær mangler ligesom lidt; i hvert fald i forhold til mit temperament, når jeg befinder mig i nærheden af en fødende kvinde.
Jeg kigger mig lidt omkring og på kvinden, der ligger og presser. Hendes kønsdele ligner ikke de fleste andre jeg har set i min karriere som jordemoder. Bevares, alle kvinder er forskellige og kønsdelene kan se ud på mange måder, men hende her, er alligevel anderledes. Hun har ikke rigtigt nogle kønslæber. Eller en klitoris. Til gengæld er der, ovenover skedeindgangen, henover urinrøret og dér hvor klitoris engang sad, en tynd hudfold af arvæv. Hun er tydeligvis omskåret.
Stort set alle kvinder her i Somaliland er omskåret. Nogle har “bare” fået fjernet en del af klitoris, imens andre mere uheldigt stillede, som kvinden her, har fået fjernet både kønslæber, klitoris og er ofte blevet syet så tæt sammen, at de, når de indgår i ægteskab, skal “skæres op” således penetrationen og dermed befrugtningen kan finde sted. Sidenhen vil de kvinder, som er blevet invasivt omskåret, have problemer under fødslen, hvor det stramme arvæv skal skæres yderligere op, for at fødslen, som i øvrigt indebærer markant øget risiko for både mor og barn, kan finde sted.
En ung kvinde kommer og lægger et drop i armen på den fødende. Det virker ikke rigtigt for hende, ser jeg og hun opgiver undervejs og lader den ældre jordemoder, som vist nok skælder ud, komme til. Droppet bliver lagt, imens den fødende trøsteløst presser videre. Den ældre jordemoder vandrer lidt rundt på stuen og kommer tilbage med et sæt handsker til mig. Hun vil vist gerne lade mig tage imod barnet og selvom jeg virkelig er fristet af muligheden, takker jeg nej og stiller mig i stedet op ved siden af fødelejet og lægger en hånd på kvindens lår. Jeg vil meget hellere “bare” observere og opleve, end jeg vil til at være praktiserende jordemoder i et fremmed land og overfor en kvinde, som jeg ikke kan kommunikere med på anden måde end via fagter, når der nu rent faktisk er lokalt fagpersonale til hendes rådighed. Alligevel kan jeg, efter 20 minutters tid, hvor ingen har lyttet på barnets hjerte, ikke lade være med at spørge om de kender barnets hjerterytme. “Barnet bevæger sig” siger jordemoderen køligt og selvom jeg kan undre mig over hvordan hun ved det, når hun ikke holder en hånd på kvindens mave, så tænker jeg, at hun selvfølgelig har styr på det – og at et barn, der bevæger sig, er et barn, der har det fint.
Der går vel yderligere et kvarters tid på nogenlunde samme måde, hvor kvinden har svært ved at presse barnet ordentligt frem, indtil en yngre jordemoder støder til og forsøger, med sine fingre, at guide kvinden til at presse mere effektivt. Det har tilsyneladende kun ringe effekt og jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke det var en idé, hvis kvinden fik lov til – eller blev bedt om – at ligge/sidde/stå i en anden stilling end det klassiske rygleje, men med tanke på dengang jeg engang gjorde dét på et hospital i Nigeria, hvor jordemødrene grinede af mig, som om jeg havde sagt, at kvinden skulle stå på hovedet, lader jeg være. Den unge jordemoder forsøger at lytte på barnets hjerte, men har tilsyneladende ganske store problemer med at finde hjertelyden. Mit hjerte hamrer. Det er bare ikke rigtigt…
En tredje jordemoder støder til og forsøger at finde hjertelyden. Hun finder noget, som jeg hurtigt konstaterer er moderens puls og stopper så med at søge videre. Jordemoderen sætter ikke doptonen på dét sted jeg selv ville forsøge at finde hjertelyden på det her tidspunkt i fødslen og selvom jeg egentlig tænker, at jeg “ved bedre” så blander jeg mig ikke. Stemningen bliver mere hektisk og folk råber efter hinanden. “Tilkald lægen!” skærer en stemme sig igennem den tykke luft af spænding, “vi bliver måske nødt til at lave et kejsersnit”. Ve-droppet kører på fuld drøn og jeg føler pludselig trang til at hjælpe til. Til at hjælpe kvinden, som under forrige fødsel mistede sit barn. Hun skal klare den med et levende barn i den anden ende. Det skal hun simpelthen.
Jeg lægger en hånd på maven af hende og mærker efter veerne. Så snart veen starter, griber jeg fat under nakken på hende med den ene hånd og under hendes ene fod med den anden og opfordrer hende – på klingende dansk – at presse. “Kom, kom, kom, kom, kom” hvisker jeg med et kærligt blik til hende, imens jeg kan se hvordan mellemkødet bliver gradvist mere udspilet. I ve-pausen trækker vi vejret sammen. Kvinden med halvt lukkede øjne og mig, med en hånd på hendes mave, klar til at mærke optakten til næste ve, og den anden hånd strygende henover hendes hår. Hun har brug for at slappe af og ilte blodet i vepausen. Barnet har. Jeg tænker, at den hjertelyd snart skal findes – eller at den baby snart skal ud.
I næste ve griber jordemoderen en saks og forsøger at anlægge et klip i mellemkødet. I virkeligheden bliver det til mange klip, fordi saksen tydeligvis er ganske sløv, men ikke desto mindre, bliver der – henover tre veer og ganske mange klip – skabt plads til, at barnet kan fødes. Jeg fortæller kvinden, som kæmper så bravt, at hun gør det godt og jeg forsøger, selvom stemningen er hektisk, at bevare en ro og et nærvær hos kvinden.
Det er en pige. En slap, lille pige, som kommer op på mors mave, hvor jeg per refleks tørrer hende om munden og gnubber hende på ryggen. Hjertet slår, mærker jeg hurtigt og efter få sekunder og et enkelt pust i ansigtet, hoster hun og kommer igang. Hun lever i bedste velgående, får hurtigt fin farve og klarer den med en ganske fin apgar score, som tydeligt indikerer at hjertelyden altså havde været til at finde, inden panikken bredte sig på stuen, hvis bare doptonen havde været placeret det rigtige sted. Heldigvis.
Barnet har det fint, moderkagen fødes og imens kvinden efterfølgende bliver syet, går jeg med lægen på den rundtur på hospitalet jeg skrev om i går, for at udnytte tiden bedst muligt imens jeg er her.
Efter rundturen går jeg tilbage til fødeafdelingen, hvor kvinden og den lille, fine pige er blevet installeret i det store rum med de mange senge, og hilser på familien. “Hvad hedder du?” spørger de og fortæller at de har besluttet at den lille pige skal opkaldes efter mig, som tak for al min hjælp.
Kæft hvor er det stort! Især med tanke på, at det eneste min hjælp i virkeligheden bestod af, var ro, nærvær og tilstedeværelse med kvinden, bliver jeg simpelthen så rørt over alligevel at have betydet så meget for et andet – komplet fremmed – menneske, som jeg ikke engang kan kommunikere verbalt med.
Lille, fine Cana.
