Noget af dét jeg personligt har frygtet allermest ved mine fødsler, har været blødningen. Den akutte og voldsomme blødning, som nogle gange opstår efter fødslen, har jeg været bange for. Ikke så meget fordi den potentielt kan være farlig, men mest fordi jeg ville være så ked af at blive adskilt fra min baby lige efter fødslen. Jeg frygtede at dét savn ville overskygge alt andet…
Derfor bliver jeg simpelthen så glad for at læse en beretning som denne, hvor kvinden faktisk ender ud med at tænke tilbage på sin fødsel som en rigtigt god oplevelse – til trods for at hun, på grund af voldsom blødning, blev adskilt fra sin barn ❤️ Det er derfor Fødselsfredag stadig giver så god mening; fordi der er så mange forskellige oplevelser og perspektiver og at det ene ikke er mere rigtigt end det andet, men at det altid er dejligt at have nogen at spejle sig i – og måske endda og blive inspirerede af.
Efter kun 2,5 måneds forsøg stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden, og vi var lykkelige! Graviditeten gik fuldstændig ukompliceret med kun et enkelt tjek for noget svangerskabsforgiftning, som heldigvis viste sig ikke at være noget alvorligt. Derudover blot de ”normale” gener som godt med væske i kroppen og en krop/bækken der var tungt og træt til slut i graviditeten.
Ifølge mine egne beregninger havde jeg termin den 28. november, men ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem, så terminen hed den 26. november.
Den 26. november kom og gik igen, og jeg var ved jordemoder dagen efter, hvor alt var fint og vores lille pige blev skønnet til 3400 gram. Jeg havde haft lidt kvalme og hovedpine samme dag, og urinprøven viste lidt proteiner i urinen så jordemoder var lidt i tvivl om hun skulle sende mig til tjek, med tanke på tidligere symptomer på svangerskabsforgiftning. Jeg snakkede selv med akutmodtagelsen og mine symptomer var milde til aftagende, så vi blev enige om at jeg godt bare kunne tage hjem.
Da klokken bliver 17 samme dag begynder (hvad jeg tror er) plukveerne at nive godt, synes jeg. De sidder primært foran på maven/underlivet, men er umiddelbart ikke noget der ikke er til at holde ud. Jeg har altid fået af vide, at hvis ikke man kan mærke det i lænden, så er det ikke rigtige veer. Derfor var jeg 100% overbevist om, at det her var i hvert fald ikke starten på noget som helst, for de sad kun foran på maven. En times tid efter de er startet, synes jeg alligevel at de kommer ret regelmæssigt, så jeg begynder at tage tid på dem. Der er små 10-11 minutter i mellem og de varer cirka 1-1,5 minut. Min kæreste kyler en frysepizza i ovnen, og imens den bliver færdig siger jeg til ham, at jeg faktisk er ved at være overbevist om, at det her muligvis er rigtige veer. Min kæreste går med det samme i det praktiske ’mode’, og begynder at pakke, gøre en mail klar til hans chef osv. Selvom jeg stadig indeni er lidt bange for at det måske kunne gå i sig selv igen. Jeg havde da i hvert fald læst om kvinder der havde veer i flere timer, og så stoppede det pludseligt igen, for så først at starte igen flere dage (!?!?) efter. Så selvom veerne efterhånden gjorde ret nas, så håbede jeg alligevel de ville fortsætte, for jeg ville egentlig gerne snart bare føde!
Klokken 22 gik vi i seng, eller min kæreste gik ud som et lys og jeg kunne på ingen måde sove. Veerne kom stadig regelmæssigt og der blev ligeså stille kortere og kortere imellem dem. Klokken 23-ish vækkede jeg min kæreste, for nu havde jeg ikke lyst til at være i det selv mere. Veerne blev ret intense, og jeg var nu nødt til at stå stille og foroverbøjet når de kom. Omkring 23.30 ringede vi første gang til fødegangen, men den søde jordemoder var slet ikke overbevist, og jeg blev beordret panodil og et varmt bad. Lige omkring midnat gik mit vand lige pludselig. Først en lille skylle som egentlig føltes mest som om jeg tissede lidt i bukserne. Efter 1-2 veer sad jeg ovenpå toilettet og pludelig kom der en ordentlig skylle. Okay, nu var jeg overbevist om at vandet var gået. Klokken 00.30 ringede vi igen til fødegangen, men den nye jordemoder vi snakkede med synes stadig det lød som om det ’bare’ var gode arbejdsveer, og synes vi skulle give det tid derhjemme for at lade veerne arbejde godt og grundigt. ”Prøv om du kan få sovet lidt..” Det var i mine øjne verdens største joke! Som om jeg kunne så meget som at hvile mig med de her veer!
Vi gav det en lille time endnu, og klokken 01.30 beordrede jeg min kæreste til at ringe og sige, at nu kunne jeg simpelthen ikke være i det mere herhjemme. Jordemoderen lyttede/snakkede med mig igennem en ve, og hun kunne godt høre at de efterhånden var ret intense. Det skal lige siges at de stadigvæk ikke kunne mærkes decideret i lænden, men stadig sad mest fortil. (Jeg var dog på ingen måde i tvivl mere om at det her var rigtige veer. Vi fik lov til at komme ud på fødegangen, og fra min kæreste ringede til hans forældre, som skulle køre os, og til de var hos os gik der nok max 30 minutter – det føltes dog som de længste 30 minutter i hele mit liv. Min kæreste og jeg havde taget alle tasker og ting, og havde sat os ned i opgangen for at være klar. Stakkels de andre i opgangen, for jeg har siddet og brølet igennem et hav af vanvittige veer nede i den rungende opgang klokken 02.00 om natten.
Min svigerfar er heldigvis kørende sælger til dagligt, og er derfor vant til at køre langt og meget – så der blev trådt godt på speederen, og det var (lige i den situation) rigtig rart. Jeg anede jo ikke hvor langt jeg var i fødslen, og spurgte du mig, så var jeg oprigtig talt i tvivl om jeg måske ville føde i bilen.
Det skete heldigvis ikke (tror min svigerfar var besvimet på stedet). Vi ankom, og jeg blev undersøgt og var 3-4 cm åbent. Så direkte ind på en fødestue med os, med den sødeste jordemoder. Klokken var 02.30 da vi ankom, og jeg kom ret hurtigt i badekar for at kunne slappe mere af. Jordemoderen var lidt skeptisk, da hun var lidt nervøs for om det kunne stoppe de gode veer lidt. Hun blev dog hurtigt klogere for efter lidt tid i badekaret var min livmoder 7 cm åben. Veerne gjorde vanvittigt ondt, men jeg kunne dog døse lidt hen imellem veerne. Til sidst blev jeg lidt kold af at ligge der, og kom med besvær op og ind på stuen igen. Tiden gik, hvor jeg havde (hvad der føles som) uendeligt mange veer. Jeg sad på en bold, stod op, lå på ryggen osv. Jeg kom op og ligge og blev tilbudt lattergas, hvilket var GENIALT! Jeg kunne fokusere fuldt ud på at trække vejret dybt i masken, og i pausen mellem veerne bare være lidt ’småfuld’. Min kæreste (som arbejder som psykolog) var verdens bedste støtte. Han guidede mig gennem veerne ved at huske mig på min vejrtrækning, holdt mig i hånden og gav mig vand når jeg bad om det. Jeg var lidt i min egen osteklokke, og kan kun huske korte momenter hvor jeg kom op til overfladen og snakkede med min kæreste og jordemoderen. Jeg havde fuld fokus på at komme igennem veerne, og et skridt tættere på at møde vores lille datter.
Klokken blev 07.00 og der var vagtskifte. Jeg synes det var lidt ærgerligt at det ikke var samme jordemoder som skulle hjælpe med selve fødslen. Dog trådte en (hvis muligt) endnu sødere jordemoderstuderende og dertilhørende jordemoder ind på stuen, og omkring klokken 08.00 var jeg klar til at presse lidt med på veerne. Det var skønt endelig at kunne arbejde med veerne, i stedet for bare at ”holde ud”. Det er det mest intense jeg nogensinde har prøvet, og for at være helt ærlig – så føles det som at skulle skide en kummefryser ud. No joke.
Da jeg halv-desperat spurgte den søde jordemoderstuderende om hvor lang tid der mon var igen, svarede hun meget pædagogisk, at det nok ikke varede længe. Min kæreste gættede at hun ville være ude klokken 08.39, så jeg kæmpede videre. Pludselig var hovedet født, og (hvad jeg ikke vidste) var at hun valgte at have den ene hånd oppe langs hovedet på vej ud. (No wonder, at den såkaldte ’ring of fire’ gjorde ustyrligt ondt!) Dette gjorde også den resterende del af pressefasen lidt mere hård, og de fik flået godt og grundigt i hende, for at få hende ud lidt hurtigt.
Den 28/11 (altså, på min egen udregnede terminsdato) klokken 08.42 (MEGET tæt på min kærestes gæt) strakte jeg armene ned, og tog selv imod vores fuldstændig perfekte datter, og hev hende op på mit bryst. Fuldstændig som jeg havde håbet på, og vi hylede begge fuldstændig ustyrligt.
Skæbnen ville sig, at moderkagen var blevet stædig, og gad i første omgang ikke komme ud. Der blev trykket godt og grundigt på min mave (noget der i øvrigt gør nærmest ligeså ondt som at føde).
Ud kom den heldigvis, men den blev efterfulgt af en mindre tsunami af blod. Før vi fik set os om, blev der trykket på en alarmknap og lige pludselig stod der omkring 10-12 mennesker i rummet. Det gik pludselig meget stærkt, fordi jeg havde mistet for meget blod, og der sad ¼ af moderkagen fast i livmoderen, som ikke ville ud. Min kæreste fik flået t-shirten af, og vores datter blev placeret på hans bryst, mens de hastede afsted med mig til operation. Mit blodtryk dykkede med fuld fart, og jeg blev hurtigt lagt i fuld narkose.
Halvanden time senere var jeg på opvågningen med min kæreste og vores lille baby. Jeg havde mistet over 2 liter blod, og var godt omtåget, men fuldstændig overvældet af lykke på samme tid. Min kæreste og jeg kiggede på vores lille pige, og derefter på hinanden med tåre i øjnene, og han sagde: ”Vi gjorde det!”.
Fødslen isoleret set var en absolut drøm! Den gik præcis som jeg havde håbet, og drømt om! Jeg klarede den med minimal smertelindring, og jeg tog selv imod vores pige. Det var uden tvivl den vildeste oplevelse nogensinde, og jeg gør det gerne igen. (Selvom jeg vidst flere gange under veerne har proklameret at vi i hvert fald kun skulle have ET barn!).