Som en lynhurtig indledning, vil jeg bare advare om, at årets allerførste fødselsberetning er en barsk én af slagsen, som i hvert fald fik mig til at fælde en tåre. Først i sorg og sidenhen i glæde. For den ender godt, heldigvis.
Kvinden der har skrevet beretningen skrev indledende sådan om sin fødsel:
Dette er min historie om dengang min søn blev født. Det er min historie om dengang verden stod helt stille og det hele gik i stå. Om den gang han blev født uden at sige en lyd, helt blå og helt slap. Om dengang han bare to timer gammel blev kørt væk i ambulance og jeg blev tilbage. Det er hans, og min, historie om livet.
Han er mit første barn og var i den grad ønsket og ventet. Hele graviditeten igennem havde jeg gået og hyggesnakket med ham i maven og fortalt om hvordan livet ville blive når han kom ud. Om hvordan vi skulle kysse og kramme og putte. Og om hvordan vi skulle fjolle og grine og lege.
Jeg gik over tid og skulle til tjek på hospitalet da jeg nåede 40+6. Mit blodtryk var højt –alt for højt, men det havde det været længe, så ingen grund til bekymring. Graviditeten var nu nået så langt og blodtrykket blevet så højt, at jeg blev indlagt og så ville man sætte fødslen i gang næste morgen. Det hele var stille og roligt og ingen panik. Indlæggelsen og igangsættelsen var kun fordi de på hospitalet altid bruger både livrem og seler. Både min kæreste og jeg er ingeniører og synes ualmindelig godt om det princip.
Min kæreste fyldte 30 år samme dag og vi fejrede hans fødselsdag med hospitalsfrikadeller på hospitalsstuen. Jeg husker stemningen som overdreven lykkelig og lyserød – dagen efter skulle vi møde vores søn for allerførste gang. Vi var høje på kærlighed og nysgerrighed.
Næste morgen kom og alt var godt – jeg fik en pille i måsen og så gik ventetiden ellers i gang. Vi fik lov at gå en tur rundt på hospitalsgrunden. Glæden var stor da jeg hurtigt begyndte at måtte stoppe op fordi det gjorde ondt og stak og hev i lænd og mave. Endelig var vi i gang og jeg glædede mig. Fulde af forventning mødte vi på fødselsmodtagelsen igen til kontrol, men der var travlt og vi ventede længe. Det begyndte at stikke mere og mere og endelig blev det vores tur. Vi blev mødt af en meget rutineret jordemoder, som vist havde set alt og lidt mere til. Hun var ikke imponeret af det vi ellers havde været overbevist om var rigtige veer og det var måleudstyret heller ikke. Smerterne var dog helt regelmæssige, men da jeg kunne smile og fjolle imens, mente Rutinen bestemt ikke at det var mere end små plukkeveer. Lettere nedslåede modtog jeg besked fra Rutinen om at det ville blive værre – meget værre. Jeg fik endnu en pille i måsen og vi gik tilbage på stuen. Herefter er det hele lidt sløret, men jeg kan huske at det gjorde ondt og at smerterene kom rullende hele tiden. Jeg prøvede med lidt mad, men måtte opgive. Jeg var beordret hvile, og da mit sovehjerte altid har været godt blundende jeg lidt mellem smerterne. Efter en times tid ringede vi efter jordemoderen på gangen – overbevidste om at nu var der noget i gang. Heller ikke hun var imponeret, men hun sagde, dog mest i trøst, at det måske kunne udvikle sig til veer på sigt. Hun kiggede overbærende på mine kinder og fortalte at med rigtige veer fulgte røde kinder og der var vi vist ikke endnu. Hun foreslog et bad og derefter muligvis to panodiler. Hun fortalte også at det nok gik i sig selv og der var lang vej endnu…
Hele graviditeten var min største frygt at blive kaldt pivet. Jeg kastede op alle 9 måneder ville helst ikke klage af frygt for at blive kaldt pivet. Jeg kunne ikke sidde ned i tre uger på grund af mit bækken, men prøvede ikke at klage for meget for jeg ville ikke have at nogen skulle kalde mig pivet.
Så jeg bed smerten i mig og gik i bad. Jeg var helt nede i kulkælderen, for jeg kunne ærlig talt ikke overskue at det allerede nu gjorde så ondt at jeg havde lyst til at skrige, samtidig med at jeg fik at vide at det ikke engang rigtigt var i gang endnu. Det varme vand lindrede lidt, men ikke længe efter kunne jeg ikke holde skrig af smerte tilbage og jeg fik en afsindig pressetrang. Lige pludselig kunne jeg mærke at det hele var helt forkert og jeg hev i alarmsnoren – om ikke andet kunne jeg da i hvert fald få mine panodiler. Jeg var omtåget og alt gjorde ondt. Jeg var nøgen og vaklede ud på gangen mod jordemoderen og min kæreste. Normalt er jeg ganske blufærdig, men jeg kunne ikke være der mere. Min kæreste kom løbende med badekåbe og en sygeplejerske prøvede at gene mig ind i seng, hun syntes vist jeg var lidt af en hystade. Jordemoderen kom og kiggede lidt forbløffet på mig. Hun undersøgte mig og kunne hurtigt mærke at jeg var helt åben. Hun lyttede efter hjertelyd, men kunne ikke finde ham. Hun fandt et hjerteslag, men kunne ikke høre om det var mit eller hans da det var alt for langsomt.
Der blev ringet efter en portør og nu gik det stærkt. Hun besluttede at vi ikke kan vente på portøren og hev selv sengen og min kæreste med i elevatoren og ned til fødegangen. Jeg spurgte om jeg måtte presse og hun sagde for alt i verden nej. Vi kom ned på fødegangen og her var de klar. De prøvede at få elektroder på hans hoved, men uden held. De fandt hans hjerte, men han var påvirket. Vandet gik og det var grønt. De målte hans ph og opdagede at han havde det skidt – meget skidt. Nu væltede det ind med folk og min kæreste siger bagefter at de gjorde klar til hyperakut kejsersnit. Jeg fortalte at jeg virkelig gerne ville presse og fik lov. Jeg prøvede og de hjalp med kop. To pres og han var ude. Han er blå, helt blå, armene hænger ned og der er stille – helt stille. Han får en Apgar score på 1 – det ene point fordi hjertet slår, svagt, men det slår.
Jeg kan kun huske små glimt. En der puster ham i hoved. En rækker ham ud mod mig. Og en der lige pludselig og alt for hurtigt tager ham væk, langt væk. De omringer ham og de taler højt. Jeg forstår intet og hører kun stilheden. Efter hvad der føles som år kommer et skrig og jeg begynder at trække vejret igen. Jeg tænker at alt er godt . Jeg prøver at få jordemoderen, min kæreste og sygeplejersken til at bekræfte dette. Alle snakker uden om eller svarer på noget andet. Jeg kommer op og stå og får lov at gå hen til ham. Jeg har glemt mine briller i badet og alt er sløret, så jeg har endnu ikke set ham. Set i bagklogskabens lys var det nok heldigt jeg ikke kunne se alle ansigter og frygten, der stod skrevet deri. Ingen havde nogen idé om hvor dårlig han er før han kommer ud.
Der ligger han så, min lille søn, intuberet, blålig og mærkelig slap. Hans arm er foldet helt forkert og han ligner en lille dukke. Men han lever og han er hos os. En eller anden presser på at vi får taget nogle billeder, men det virker bare så uvæsentligt og ubehageligt. Den dag i dag får jeg stadigvæk kvalme når jeg ser de allerførste billeder.
De kører ham væk – han skal have mere hjælp. Min kæreste går med og lige pludselig er jeg helt alene. Jeg opfatter egentlig ikke krisen. Jeg får lidt brød og prøver at forklare at der ikke behøver at side en ved mig. Jeg fortæller vitser og prøver igen at få bekræftet af børn tit bliver født og har det lidt skidt. Jordemoderen fremstammer noget med at der kun fødes 3-4 børn om året der har det som ham, men jeg hører det ikke rigtigt. De foreslår at vi ringer efter mine forældre og jeg insisterer på at gøre det selv – de skulle jo nødigt blive bekymret. Jeg får fremstammet at de er blevet bedsteforældre, men at han ikke har det helt godt. Mere tror jeg ikke mine forældre hører før de allerede er på vej mod bilen. Da jeg fortæller at han skalhedde det samme som min morfar er det eneste svar jeg får telefonens dytten.
Hospitalet kan ikke få styr på mit blodtryk, så jeg må ikke gå nogen steder. Mine forældre er der nu og min kæreste kommer tilbage. Vores lille søn skal overføres til Riget. Han skal køles ned i et forsøg på at undgå/minimere hjerneskade. Jeg forstår det ikke og må først følge efter når mit blodtryk er faldet. Jeg kan ikke forstå min far ikke bare kan køre mig derind. Heldigvis forbarmer jordemoderen sig over mig og giver mig en masse orange piller og snart efter følger jeg i min egen ambulance.
Da jeg finder ham på Riget står en mand med kæmpe skæg helt klædt i hvid over min søn og barberer hans hoved og påsætter elektroder. Der er skrap lys og det hele er meget uvirkeligt. Min søn har ledninger alle steder og ligger i respirator. Men jeg ser kun ham og han er den kønneste lille dreng jeg nogensinde har set. Mit hjerte springer et lille slag over.
Sådan kom min lille fighter til verden og sådan mødte jeg ham for første gang. De næste 72 timer lå han på en briks – nedkølet til 34,5 grad og overvåget på alle leder og kanter. Vi var i undtagelsestilstand og da først chokket lagde sig kom tårerne, fortvivlelsen og frygten. Og følelsen af svigt – det var jo bestemt ikke hvad han blev lovet. Her var ingen kram, ingen kys, ingen varme og ingen ro.
Dette er min historie om hvordan min søn kom til verden. Det er ikke en historie om en mislykket igangsættelse, men en historie om at lytte til sig selv og om at lytte til sin krop. For selvfølgelig var det veer jeg havde allerede før anden igangsættelsespille. Men jeg troede mere på andre end mig selv og var bange for hvad andre tænkte. Det kostede næsten min søn livet.
Dette er historien om min søn, kølebarnet, som i dag er næsten fire år og trodser alle odds. Han har overrasket alle læger og sundhedspersonale og er et livsstykke uden lige. Den dag den første læge kiggede på ham og kaldte ham helt normalt står stadigvæk som en af de allerlykkeligste dage i mit liv. Han viser i dag ingen tegn på men efter sin forfærdelige start. Jeg arbejder stadigvæk med skyldfølelsen over at jeg burde have beskyttet ham bedre og jeg burde have holdt mit løfte bedre, men vi er vi her alle endnu. Og vi er sunde og raske og helt normale. Og verden er fyldt med tid til kys og kram og varme.
Og som en lille krølle på halen er dette også historien om fødslen af hans lillesøster, der også blev født efter igangsættelse da jeg nåede 41+6. Da hun blev født stod jeg fast og fortalte at mine veer er anderledes end andres og ganske rigtigt – selvom både jordemoderrutine og måleudstyr sagde noget andet kom hun 45 min senere, helt udramatisk og helt perfekt og helt uden veer der kunne måles med maskiner.