Nogle fødsler er bare beundringsværdige og denne kommer klokkeklart ind under lige præcis dén kategori. Barnet blev født i vand – i sin sejrsskjorte, som, til de af jer der ikke ved det, betyder at der ikke var gået hul på fosterhinden før barnet blev født, hvorfor hinderne, som er fyldt med fostervand og baby, kom ud først. Det må altså være den blideste måde overhovedet at blive født på for en baby. I sin helt egen intakte hule. Ovenikøbet under en fødsel, som kvinden selv beskrev som fantastisk. Wauw, altså.
Jeg bor og arbejder i Italien, hvor jeg ventede min anden dreng med min italienske kæreste. Vi har sammen en dreng på 2 år, og nu ventede jeg igen en dreng. Jeg havde termin d. 26. oktober. Graviditeten var gået fint uden problemer, selvom jeg var ved at være godt træt af at være gravid. Som andengangsfødende var jeg sikker på, at jeg ville føde før termin, men terminsdagen kom og gik, uden at der skete noget som helst. I løbet af ugerne op til terminen havde jeg ikke haft de vilde mærkbare plukkeveer – højst nogle få, som jeg lagde mærke til. Derudover havde jeg indimellem lidt murren i underlivet og en ømhed, hvor det til tider føltes som om, at jeg havde dyrket en masse sport – altså ømt, men ikke noget der gjorde ondt eller var ubehageligt.
31. oktober, 40+5, havde vi en tid på hospitalet, hvor der skulle køres en strimmel. Denne viste, at drengen havde det fint i maven, og at jeg havde regelmæssige plukkeveer, som jeg da godt kunne mærke, men de gjorde på ingen måde ondt. Vi fik en ny tid til at få kørt en strimmel d. 5. november, og lægen, som vi aftalte tid hos og som kiggede på strimlen, sagde, at det var meget sandsynligt, at jeg fødte inden da. “Nå da”, tænkte jeg – “det ville da være dejligt.”
Men dagene gik uden at der var tegn på noget som helst, så lørdag d. 5. november om formiddagen troppede vi op på hospitalet for at få kørt endnu en strimmel. Den viste igen, at baby havde det fint, og jeg havde ikke veer – heller ikke engang plukkeveer. Jeg var nu 41+3, og der blev derfor aftalt tid til en igangsættelse mandag d. 7. november. Det var jeg noget træt af, da jeg gerne ville have en så naturlig fødsel som muligt, men på den anden side var jeg også bare så træt af at være gravid, at det egentlig var ok med mig. Jeg blev også undersøgt af en jordmoder, som kunne konstatere, at jeg var 2 fingre åben og kun havde lidt livmoderhals tilbage. Hun spurgte, om hun må forsøge at sætte lidt skub i tingene, og det sagde jeg ja til, og hun rodede lidt rundt deroppe – ikke noget der hverken gjorde ondt eller var ubehageligt.
Nå, men vi kom hjem og resten af dagen gik med hygge med vores store dreng på to år. Vi spiste aftensmad, og min kæreste puttede vores dreng ved nitiden. Jeg lå på sofaen og så lidt fjernsyn, og efter lidt tid syntes jeg, at det begyndte at nive mere og mere i lænden og foran til, men ikke så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at se fjernsyn. Det går dog hurtigt op for mig, at det, som jeg i første omgang er overbevist om bare er kraftige plukkeveer, måske godt kunne være veer, da de nu begynder at komme rimeligt hurtigt efter hinanden. Jeg forsøger at tage lidt tid på dem – veerne varer en 45-50 sekunder og kommer med 2-3 minutters interval, men igen er jeg lidt i tvivl – jeg syntes at have læst, at veer skulle vare i mindst 1 minut, før de kunne betegnes som regelmæssige – og det til trods for, at jeg har født før og derfor nok burde have lagt 2 og 2 sammen.
Ved halvtitiden kommer min kæreste ind til mig i stuen, og vi snakker lidt frem og tilbage om de her veer, som jeg mærker. Jeg tror, at det på det her tidspunkt ikke rigtigt er gået op for min kæreste, at det er rigtige veer og ikke bare plukkeveer, da jeg hverken krøller mig sammen i smerte eller på anden måde beklager mig over smerterne. Vi går i seng ved titiden, og jeg forsøger at læse lidt, men det er svært at holde fokus, når veerne kommer. Kl. halv elleve slukker jeg lyset og forsøger at lægge mig til at sove, men det er ikke muligt. Min kæreste og jeg snakker lidt frem og tilbage om vi skal tage på hospitalet eller vente – vi har trods alt en køretur på 45 minutter foran os for at komme på hospitalet. Kl. halv tolv siger jeg til min kæreste, at vi nok bliver nødt til at køre på hospitalet – det værste der ville kunne ske var jo, at de ville sende os hjem igen, hvis jeg endnu ikke var i aktiv fødsel.
Jeg får pakket de sidste ting, og min kæreste får hentet sin far, som skal være hos vores store dreng, mens vi er væk. Ved midnat kører vi afsted. Heldigvis er der ikke meget trafik på dette tidspunkt af døgnet. Veerne kommer stadig skyllende ind over mig, og jeg holder fast i panikhåndtaget (hedder det egentlig det?) i passagersiden hver gang der kommer en ve. Jeg synes, at veerne stadig er til at overskue. Endelig kl. 00.50 er vi fremme ved hospitalet, hvor vi skal henvende os på skadestuen, som derefter sender os videre ned til fødegangen.
Vi bliver modtaget af en jordmoder, som fører os ind i et rum, hvor hun skal køre en strimmel for at se, hvordan baby har det inde i maven. Først undersøger hun dog mig, og hun siger, at jeg er 5-6 cm åben. Jeg er lidt skuffet, for jeg troede egentligt jeg var mere åben, for veerne gør niller-naller nu. Jeg bliver så koblet til ctg-maskinen og placeret i en stol, men hver gang der kommer en ve er jeg nødt til at rejse mig op – det er ikke til at holde ud at sidde ned. Efter hver ve sætter jeg mig ned igen og forsøger at slappe af – lige indtil næste ve kommer skyllende ind over mig. Min kæreste får sagt til jordmoderen, at jeg gerne vil i vand. Heldigvis er det eneste fødekar på fødeafdelingen ledigt, så jordmoderen går ind for at fylde det.
Lægen, som vi mødte, da vi fik kørt en strimmel d. 31. oktober, kommer ind i rummet. Han sætter sig ved computeren og snakker lidt med min kæreste. De snakker lidt frem og tilbage om Danmark, hvor Danmark ligger og om det virkelig kan passe, at man kan køre hele vejen fra Italien til Danmark i bil. Jeg ville bare ønske, at de ville holde kæft. Efter et par minutter vil lægen gerne scanne mig (hvorfor ved jeg virkelig ikke!) samt undersøge mig, og jeg får kæmpet mig op på briksen i et hav af ledninger fra ctg-maskinen i en vepause. Baby har det stadig fint, og lægen undersøger mig og siger “Du er nu 7 cm åben, og barnet er ved at rotere. Det går temmelig stærkt, det her.” “Fedt,” tænker jeg!
Jordmoderen vender nu tilbage og sender min kæreste ud for at hente min taske med håndklæder, babytøj osv., som vi har ladet stå i bilen. Min kæreste kommer heldigvis hurtigt igen, og vi går alle tre ned på fødestuen, hvor fødekarret er klart. Min kæreste hjælper mig af tøjet, og jeg får igen sat trådløst ctg-overvågningsudstyr på maven, så de kan holde øje med baby mens jeg er i karret, og så jeg hopper i karret kl. 00.45 ca.
For filan, hvor var det lækkert! Dejligt varmt vand, som med det samme tog toppen af veerne. Jeg ligger og slapper lidt af og snakker lidt med min kæreste. Vandet er virkeligt skønt, men jeg skal stadig lige finde en ordentlig position at indtage, når der kommer en ve.
Efter små 8-10 minutter kommer jordmoderen tilbage og undersøger mig igen. Nu er jeg 10 cm åben, og jeg spørger: “Jamen, hvad skal jeg så gøre nu??”. “Du skal bare lytte til din krop,” svarer hun. Jeg mærker en lillesmule pressetrang og prøver forsigtigt at presse med. Næste ve kommer, og jeg presser igen – lidt kraftigere denne gang – men jeg synes ikke rigtigt, at der sker noget. Endnu en ve og jeg presser alt, hvad jeg overhovedet kan, mens jeg hiver i et tov, som jeg er overbevist om er beregnet til, når man skal ud af karretJ Jeg kigger ned i vandet og ser noget meget mærkeligt – hvor jeg tror, at jeg skal se toppen af hovedet, ser jeg nu noget hvidt/gennemsigtigt på vej ud af mig. Jordmoderen siger, at hvis jeg sætter en finger derned, vil jeg kunne mærke hovedet, men på det tidspunkt i forløbet og efter det underlige syn, der mødte mig, kan jeg ikke lige overskue det, og jeg siger nej. Jeg fortryder godt nok lidt i dag, at jeg ikke gjorde det.
Herefter bliver jeg for første gang i forløbet ramt af panik og siger til jordmoderen “Jeg kan ikke!” Tanken om at skulle føde hovedet gør mig panisk – jeg kan da for fanden ikke presse noget så stort ud af mig!! Jordmoderen kigger fast på mig og siger “Jo, det kan du godt!” Herefter kommer endnu en ve, og jordmoderen beder mig om at stemme imod på karret med fødderne og presse til. Hun spørger om jeg stadig kan presse lidt mere på samme ve, og det gør jeg. Alt imens er der et stimlen sammen på stuen – der er vel kommet en 5-6 personer til, men jeg ænser dem knap nok (og jeg finder såmænd heller aldrig ud af, hvorfor der lige pludselig var så mange mennesker på stuen). Jeg presser endnu engang, holder igen sindssygt hårdt fat i tovet og kommer med et brøl, som jeg aldrig nogensinde har hørt mig selv udstøde før, og så er hovedet er født. På næste ve beder jordmoderen mig holde lidt igen og presse lidt mere forsigtigt, men det kan jeg simpelthen ikke, og jeg presser til og så fødes resten af kroppen i selve fosterhinden. Det var altså fosterhinden, som jeg kunne se til at starte med, da hovedet var på vej ud! Min kæreste fortalte mig så pænt bagefter, at det så ud som om jeg fødte et gigantisk æg. Jeg kan læse mig frem til, at det sker temmelig sjældent, at et barn fødes i selve fosterhinden – eller det som man kalder at blive født i “sejrsskjorte”, så det toppede bare en helt igennem fantastisk fødsel og gjorde den endnu mere fantastisk.
Drengen kommer op til mig med det samme efter jordmoderen har fjernet fosterhinden – den fineste lille babydreng på 3200 g og 51 cm født d. 6. november kl. 02.12 efter ca. 10 minutters presseveer. Moderkagen føder jeg et par minutter derefter. Jeg kommer op af karret og jeg bliver syet en smule, men det er intet i forhold til min første fødsel.
Alt i alt var det en fantastisk god fødsel, som gik dejligt hurtigt. Jeg følte i hele forløbet, at jeg var med og havde kontrol over veerne – selvom jeg ikke er fan er ordet “kontrol” i denne sammenhæng, men jeg følte, at jeg kunne overskue veerne – måske fordi jeg kendte til den form for smerte og dens forløb fra min første fødsel. Og jeg er helt overbevist om, at hvis jeg skulle få et tredje barn, så vil jeg helt klart vælge at føde i vand igen.