Når vi nu har snakket en hel del omkring babys – nogle gange uhensigtsmæssige – position i maven, synes jeg næsten ikke at vi kan komme udenom sædefødslerne. De fleste kvinder som har et barn i sædestilling vælger et kejsersnit; nogle på baggrund af en anbefaling fra læger og jordemødre, andre fordi de føler sig mere trygge ved et planlagt kejsersnit, end ved en vaginal fødslen med en risiko for akut kejsersnit, som ligger omkring 50%, selvom studier viser, at det er akkurat ligeså sikkert at føde et barn i sædestilling, som i hovedstilling, så længe man tager sig de rigtige forbehold undervejs.
Fordi der er relativt få sædefødsler her i landet, er der selvklart også relativt få fødselsberetninger og netop dét, har fået kvinden her, til at nedfælde og dele sin beretning med os herinde.
“Jeg vil gerne dele min fødselsberetning, da jeg selv har savnet den gode historie om en sædefødsel da jeg skulle tage beslutningen om, om jeg ønskede planlagt kejsersnit eller at føde ved en sædefødsel, så her kommer en lidt længere beretning”
Ved jordemoderbesøget i uge 36 viser det sig at vores datter ikke har vendt sig. Vi fik derfor tid til første vendingsforsøg ugen efter. Jeg spurgte min jordemoder hvad man gjorde hvis ikke vendingsforsøget lykkedes, hendes svar var et planlagt kejsersnit.
Allerede på gå turen hjem nagede det mig at jeg ikke selv fik valget om hvad jeg ønskede hvis hun ikke vendte sig, og jeg begyndte at lege med ideen om at føde ved sædefødsel, hvis nu mod al forventning vendingsforsøget ikke lykkedes.
Vi snakkede om det i nogle dage og min mand syntes bestemt ikke om ideen, alle de skrækhistorier vi havde hørt om og ideen om at fødslen kunne ende i et akut kejsersnit gjorde ham utryg. Han har en dreng fra tidligere og den fødsel endte i akut kejsersnit, og denne gang havde han bestemt ikke lyst til at stå alene med vores lille datter hvis jeg skulle ende på opvågningen efter at have været i narkose. Alle i vores familier og de fleste venner så også helt forfærdede ud når jeg sagde at en sædefødsel var en mulighed. Det kunne de ikke forstå, der var alt for meget der kunne gå galt.
Efter et par dages snak og også med alle venner og familiens meninger taget med i betragtning, blev vi enige om at hvis ikke hun vendte sig, ville vi tage imod kejsersnittet, for at sikre os en god oplevelse og en god start som en familie.
Første vendingsforsøg lykkedes ikke. Det var bestemt ikke behageligt, men jeg kunne sagtens klare det, jeg tænkte hvis nu man skal føde i 2 døgn, så kunne jeg også bide tænderne sammen i den korte tid vendingsforsøget stod på. Jeg takkede også ja til 2. forsøg, jeg ville gøre alt for at få lov til at føde selv. Heller ikke det lykkedes, jeg var meget øm og hun stod urokkelig fast, så lægerne stoppede hurtigt.
Den ene læge kom efter vendingsforsøget ind og skulle snakke fødsel med os. Hun gav sig god tid til at forklare vores muligheder. Hun forklarede grundigt hvordan en sædefødsel ville foregå. For det første var der række ting der skulle være opfyldt for at man får love at føde ved en sædefødsel: først en scanning for at tjekke hovedet ikke er meget større end maven, fødslen skal starte helt af sig selv, den skal forløbe helt perfekt uden nogen hjælp, hun må ikke veje mere end 4 kg, hun skal ligge helt korrekt når hun skal ud dvs. numsen ned af og ikke fødderne nedad.
Vi vil blive scannet når fødslen er i gang for at sikre hun ligger perfekt til at blive født med numsen først. Der vil under hele fødslen blive holdt godt øje med os og baby, lægerne vil være på fødestuen klar til at sadle om til kejsersnit hvis der er det mindste der tyder på fødslen ikke skrider planmæssigt frem, der vil være en børnelæge udenfor klar til at kigge på vores baby hvis der skulle opstå nogle komplikationer ved fødslen og hvis det ender i kejsersnit er der meget lille chance for det bliver så akut det vil være i narkose, netop fordi der vil blive holdt så godt øje og de ingen chancer tager, så hvis man laver et kejsersnit er de i god tid. Det eneste vi skal gøre er at møde op på fødegangen i god tid så alt kan blive tjekket.
Vi blev enige om at starte med at få scanningen af hendes hoved og hvis der stadig efter den var grønt lys til en sædefødsel ville vi beslutte os. Scanningen gik godt og med en dags betænkningstid var vi enige om, at snakken med lægen havde gjort os så trykke ved en sædefødsel at vi ville prøve det. Vi vidste at der var risiko for kejsersnit hvis nogle af kriterierne ikke var opfyldt på dagen og det kunne vi forberede os på mentalt. På denne måde var forberedt på at alt kunne ske, men at der var chance for jeg kunne føde selv. Jeg havde det så godt med at fødslen selv skulle gå igang og at kejsersnittet kun blev hvis det ikke gik helt perfekt, så havde vi/jeg gjort alt for at baby kunne komme til verden “naturligt” som var det jeg allerhelst ville:-)
Den 06.11.16 har jeg en smule ondt i lænden om aftenen, jeg er i tvivl om, om der er noget under opsejling, men alle har sagt at veer er man ikke i tvivl om så jeg skyder det til side. Jeg sover som en sten om natten.
07.11.16 – med 9 dage til termin, står jeg op halv syv og er der en smule blod i mine trusser, jeg er sikker på det er tegnblødning og jeg ringer derfor på fødegangen. De beroliger mig og siger de ikke vil se mig før der er gang i livmoderen også. Jeg sender min mand på arbejde. Det begynder at nive lidt i lænden og jeg finder varmepuden frem og ligger mig på sofaen for at slappe af så godt det kan lade sig gøre. Min mand kommer hjem lidt i ti, jeg er ikke i tvivl om der er gang i noget, men smerterne er til at holde ud, så jeg er sikker på der er lang vej endnu. Ved 10-tiden ringer jeg på fødegangen igen for at være i god tid. De vil stadig ikke se mig, jeg skal komme når der er 5-6 minutter imellem. Jeg begynder derfor at tage tid på veerne, men er sikker på det ikke er rigtige veer, da de varer under et minut og der er 2-3 min imellem. Kl. halv elleve gør det rigtig ondt når det niver, jeg kan hverken tale eller tænke, min mand ringer derfor på fødegangen, nu vil han gerne derop så de kan se på mig. Vi ved jo jeg skal scannes for at tjekke hun ligger ordentlig. Vi får lov at komme derop. Vi er på fødegangen halv tolv ca. der er ikke lige en ledig jordemoder så vi bliver sendt i venteværelset. Et kvarter senere har jeg nærmest bidt ryggen i stykker på stolen i venteværelset og min mand henter en, nu skal de kigge mig. Det gør rigtig ondt og jeg har det som om jeg bløder en del.
De finder en sød jordemoder der ikke er på arbejde, men er til et møde i huset, hun har lovet lige at kigge mig, da de andre jordemødre er optaget. Hun fortæller at ugen forinden havde hun taget imod 2 sædefødsler og at det var gået så fint. 11.55 ligger jeg på fødestuen og bliver undersøgt og jeg er 9 cm åben. Shit mand tænker jeg, nu ved jeg der ikke er langt igen og det gør bestemt ikke noget, men jeg havde alligevel forventet mig at det skulle gøre mere ondt.
Jeg får sat strimmel på maven og de ringer efter lægen der skal scanne mig. Baby ligger perfekt. De får fat i den JM der er på arbejde. Det viser sig hun aldrig har taget imod en sædefødsel, det har den søde jordemoder der undersøgte mig, men som ikke er på arbejde. Lægen siger at hvis hun bliver og tager imod så er der grønt lys for min sædefødsel, og det gør hun så. Hun trækker i en fødeskjorte og stiller sig lidt tilbagetrukket og vil så guide den anden jordemoder.
Jeg kommer over på fødebriksen og jeg kan virkelig mærke mine veer nu, jeg kan følge med når de flytter strimlen nedad på maven,i hvor langt baby bevæger sig nedad mod udgangen. Vandet er ikke gået og hold op hvor det spænder, min mand spørger om ikke de kunne tage det. Det gør man helst ikke når det er en sædefødsel, så vil de at alt skal gå sin egen gang. Jordemoder lindrer med varmeklude både for smerter men også for at passe på min hud så den ikke revner. Hun forklarer mig hvor vigtigt det er lytte på hvad hun siger; trække vejret dybt, at gispe når hun siger det og presse når hun siger det. Mens veerne tager til forbereder hun os på hvad der skal ske, hvor saksen er min mand skal bruge hvis alt er som det skal når hun er født, hvad der vil ske hvis baby har brug for start hjælp og at når det er tid vil de ringe til børnelægen der skal vente udenfor fødestuen. Alt går i stille og roligt tempo og både min mand og jeg er begge helt trykke ved hvad det sker.
Kl 13 er der presseveer, min mand kan se hinden stå ud som en ballon og de kan efterhånden se babys numse i ballonen, jeg kan huske der bliver sagt lægerne står i farezonen hvis vandet går. Jeg får lidt ilt der sidste stykke tid, da babys hjertelyd er lidt præget af at jeg ikke kan trække vejret helt ned i maven. Da baby er ude til under armene går vandet i jordemoderens træsko. Da det kun er hovedet der mangler, kan jeg fornemme de lige trykker hende lidt op igen og drejer hendes hoved, trykker mig i maven for at hjælpe næste ve på vej og så er hun ude kl 13.57. Hun kommer lige op på maven helt perfekt 2750 gram og 49 cm og far klipper navlestrengen. Alt er simpelthen gået helt perfekt. Jeg slipper med en lille hudafskrabning.
Under fødslen fornemmer jeg slet ikke alle de mennesker der er på stuen, der sådan en fantastisk ro om os og begge jordemødre og alle de øvrige hjælpere har været så rolige og har hele tiden været i god tid med at forklare og guide os igennem det hele – ikke et sekund under fødslen er vi utrygge.
Jeg kunne ikke have ønsket mig noget som helst var gået anderledes og er så taknemmelig for at jeg har fået sådan en god fødselsoplevelse, jeg kan kun sige til andre – lyt til dit eget hjerte hvis du skal vælge mellem sædefødsel og kejsersnit – jeg er glad for at jeg fulgte mit hjerte .