Rigtigt mange gravide læner sig op af deres mødres, søstres og mormødres fødsler og forventer ofte, at komme til at føde på nogenlunde samme måde som dem, men selvom der af og til ses en sammenhæng mellem hvordan kvinderne i en familie føder, så er det altså ingenlunde nogen garanti, som kvinden der har skrevet denne uges fødselsberetning har oplevet.
Har I født ligesom kvinderne i jeres familie?
Jeg ville have født hjemme – gudskelov fik jeg det ikke lov til det af min mand. Tænk at noget så smukt, skal gøre SÅ ondt. Min mor og mormor havde begge sagt at det var ”som at smutte mandler”. WOUW, så kunne det umuligt være så slemt. Jo jo, jeg vidste da godt det ville gøre ondt – det er trods alt sjældent at man høre om en smertefri fødsel Men derudover tog jeg det egentlig meget roligt, jeg var en smule nervøs, men mest af alt glædede jeg mig bare til at se min lille pige. Det skal lige siges, at det var min første fødsel.
Jeg var sat til lørdag d. 27. juni 2015, og vi ventede og ventede. Jeg havde hørt om en masse fjollede ting, som kunne få fødslen i gang, så det skulle da prøves. Jeg gik laaaaaaaaaange ture, prøvede så godt jeg kunne med sex (jeg var så bange for at mase min mand), og drak en masse hindbær the. Måske hjalp det lidt, for om søndagen d. 28. juni begyndte jeg at få veer. Man går og forstiller sig så mange ting om veer, og om hvordan de føles – men som folk siger, er man slet ikke i tvivl når de kommer. Av av av. Der kom jeg og min mand på prøve, det gjorde helvedes ondt. Mandag morgen tog jeg tid og der var cirka 7 min. mellem mine veer, så min mand og jeg besluttede at ringe til fødeafdelingen for at høre om de ville se os, eller om vi bare skulle blive hjemme og vente lidt. De ville gerne se os. YES tænkte jeg bare, og var sikker på at det var nu det skulle være. Men der blev jeg slemt skuffet, jeg var slet ikke i nærheden af at være bare 1 cm. åben. Jeg fik smertestillende og blev smidt hjem i seng.
Det var en forfærdelig nat, jeg fik ikke lukket et øje på grund af veerne, som var så voldsomme og gjorde så ulideligt ondt. Jeg forsøgte med varmt bad, varmepude, vejrtrækningsøvelser osv. osv. Da det endelig blev tirsdag morgen besluttede vi at se tiden an, jeg følte ikke jeg kunne lave noget som helst fordi mine veer blev værre og værre. Om eftermiddagen besluttede vi igen at tage på hospitalet, da jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop for smerter. På hospitalet besluttede de at sætte mig i gang, jeg havde stadig ikke åbnet mig men jeg havde stadig mange mange veer. Det tog så lang tid og der var stadig ikke noget som hjalp. Natten til onsdag fik jeg så meget smertestillende man kunne få, i håb om et par timers søvn, men endnu en nat gik uden søvn. Endelig onsdag morgen klokken 08:00 gik mit vand! Desværre havde jeg stadig ikke åbnet mig særlig meget.
Dagen gik og mine veer tog mere og mere til. Klokken 12:00 var jeg i aktiv fødsel og jeg pressede og pressede. Men hov, pludselig fandt de ud af at min lille pige var stjernekigger. Så jeg blev bugseret om på alle fire, og måtte IKKE presse. Da lægerne mente hun var tilbage på plads prøvede vi igen. Jeg pressede og pressede, men intet hjalp. Jeg var ikke åben nok og veerne ikke lange nok. Øv. Tiden gik. Min mand var presset, jeg var rigtig træt og havde faktisk følelsen af at jeg ikke ville klare det. Jeg havde haft smerter i så lang tid og jeg ville bare have min baby ud! Det hele var da også lidt kaotisk.
Lægerne rendte frem og tilbage, for der skulle tages prøver at både mig og min lille pige. Jeg husker desværre ikke så mange deltaljer omkring det, udover at jeg endte med at få kejsersnit. Jeg var heldigvis vågen da min lille pige, sund og rask, kom ud klokken 17:03. Og hvor var det bare fantastisk. Vi nåede at sige hej til hinanden og så skulle jeg desværre i fuld narkose. Men det vigtigste var, at hun var sund og rask – og stadig er det.
Efterfølgende oplevede jeg en periode med rigtig mange følelser, både gode og dårlige. Jeg havde haft en svær fødsel og var bange for at skulle opleve det igen. Men som tiden gik, gik det over. Jeg elsker Josephine af hele mit hjerte og hun er i dag 5½ måned gammel. Jeg tænker nogle gange, at min fødsel passer meget godt til hendes temperament. Hun er stædig og til tider lidt hysterisk Så alt i alt, kunne det nok ikke have været så meget anderledes. Jeg vil ikke skræmme nogen. Det var hårdt. Men heldigvis er lægerne i dag så dygtige og kompetente, og de gør alt hvad de kan for at hjælpe en. Jeg priser mig lykkelig for at have haft min mand ved min side gennem hele forløbet og for vores dejlige, søde, glade og stædige datter.