Pludselig stod hun over for sin værste frygt – at hun igen skulle føde sit barn uden selv at være rigtigt til stede. Camillas fødselsberetning her har taget mig igennem hele følelsesregistret og jeg kan kun anbefale alle at læse den. Den rummer det hele – og det allersejeste, synes jeg, er accepten af, at det gik som det gik.
Mit fødselsforløb startede torsdag den 19. maj 2011 kl 9.00, hvor jeg havde fået tid til igangsættelse pga tidligere akut kejsersnit og stor baby.
Jeg mødte op og fik kørt en kurve samt lavet en scanning, fordi de ville være sikre på, at hun vendte med hovedet nedad. Hun sad ikke fast og de blev en smule i tvivl ved den indvendige undersøgelse, da hun var langt oppe, så de ikke kunne mærke trykket fra hendes hoved. Men hun lå som hun skulle, så jeg fik lagt en stikpille, da jeg slet ikke var åben og stadig havde lidt livmoderhals tilbage men var lidt blød/moden.
Derefter skulle vi afvente og se, hvad der skete af sig selv. Pga tidligere kejsersnit og risiko for, at kejsersnitsarret kunne springe op ville de helst ikke give mig for meget medicin, så jeg fik kun lagt en stikpille. Vi ventede og ventede bare den dag, så fjernsyn og slappede af, men ingenting skete og da jeg blev undersøgt om aftenen ved 20 tiden, var der ikke sket noget som helst. Jeg var dog lidt mere moden, men det var det. Derfor fik jeg kl 22 lagt et ballonkateder, det var bestemt ikke behageligt, men de sagde, at de maks kunne putte 80 ml i de to balloner, så jeg holdt smerten og ubehaget ud og fik lagt maks saltvand op. Det gjorde ret nas, men var udholdeligt og efter et par panodiler, faldt jeg hurtigt i søvn og sov til næste dag, hvor jeg skulle have taget kateder ud og have taget vandet mellem kl 8 og 9.
Fredag morgen var der dog vildt travlt på fødegangen,så vi ventede og ventede helt til kl 14, før vi kom over på fødegangen. Vi blev modtaget af en supersød jordemoder og jordemoderstuderende, som egentlig havde fri kl 16, men som lige ville starte mig op, da de begge skulle møde ind igen kl 00 og derfor regnede med, at de så ville kunne overtage min fødsel. De havde tydeligvis læst hele min tidligere historie om min søns fødsel, der endte i akut kejsersnit i fuld bedøvelse. De var så søde og rolige. Jeg kom på briksen og de tog katederet ud. Og sørme om jeg ikke havde udvidet mig 3 cm, så de tog efterfølgende mit vand som derefter sev stille og roligt.
Kl 15 sagde de, at vi jo kunne gå en tur og se om der skete noget og derefter komme tilbage til vores “nye” jordemoder kl 16. Det var jo dejligt lige at kunne gå en tur og jeg havde ingen smerter overhovedet, så det blev en dejlig tur, hvor vi tog trapperne op og ned og gjorde alt, for at jeg ville få gang i denne her fødsel. Og helt mirakuløst begyndte jeg at få en smule murren efter en halv times tid og noget, der mindede lidt om veer, men jeg tænkte, det var for godt til at være sandt, så troede bestemt ikke, det var “rigtige” veer. Men da vi kom tilbage til vores “nye” og igen supersøde jordemoder, nev de mere og mere og da jeg fik kørt en kurve var veerne fuldstændigt regelmæssige med 5 minutter i mellem og varede 2 minutter!
Det var så fedt, så slap jeg for vedrop osv og det hele var igang! jubii! Jeg nød hver en ve og trak vejret fint på smerten, så det var så fedt. Jeg gik rundt og dansede på stuen og brugte alle de tricks, jeg havde lært gennem det sidste halve års graviditetsyoga. Efter 2 timer havde jeg udvidet mig til 5 cm. Jeg var så glad og så stolt.
Pga tidligere akutte kejsersnit, hvor jeg endte i fuld narkose, skulle jeg tidligt i forløbet havde lagt an til epidural, så jordemoderen bestilte den tidligt, hvor jeg slet ikke følte behov. Men pga travlhed tog det et par timer, før narkoselægen kom og på det tidspunkt var mine veer gået fra at være gode veer med fine pauser, til at være veer fra helvede, der kom næsten uden pauser, -Sammenhængende veer som min jordemoder kaldte dem, av av av! Derfor var jeg meget glad, da jeg fik lagt epidural og havde pludselig en masse overskud igen. Skrev endda sms’er til min nabo, der lige ville høre, hvordan det gik. Det var igen så rart det hele og jeg troede stadig på sagen…
Desværre gik der ikke meget mere end en times tid, så begyndte jeg at kunne mærke mine veer igen, først i højre side og hurtigt over det hele. Det gjorde virkelig ondt og det værste var, at disse veer overhovedet ikke hjalp en pind, så jeg blev nødt til at få vedrop. Dette vedrop blev dog aldrig sat over det laveste niveau, fordi mine veer gjorde så ondt og pga manglende pauser mellem veerne, kunne jeg og jordemoder ikke vurdere om smerten kun kom fra veerne eller om det måske var mit kejsersnitsar, der var ved at springe.
Lynhurtigt kom der en masse mennesker ind på stuen og det blev hurtigt besluttet, at det ikke gik længere, – jeg skulle have kejsersnit.
BUHU, hvor jeg bare tudede, jeg ville jo så gerne have født selv og fået den oplevelse, men der var ikke noget at gøre, man tager jo ingen chancer med sin lille baby eller med sig selv i sådan en situation.
Nu blev jeg bare så ked af det, fordi jeg frygtede, dels kejsersnittet igen og dels om jeg igen blev nødt til at få fuld narkose, særligt efter at have prøvet at få lagt en epidural, der ikke virkede. Så jeg må nok have været en smule hysterisk, da de kørte mig af sted til operationsstuen. Heldigvis havde jeg det mest fantastiske narkoseteam, der først fik min epidural til at virke og derefter kæmpede en meget brav kamp for ligeledes også at give mig en spinalbedøvelse, for hvis nu epiduralen ikke virkede lige pludselig, så ville det jo ende i fuld narkose igen (som ved min søns fødsel). De kæmpede og kæmpede og var flere gange ved at give op, men der var bare sådan en god stemning på stuen. De talte alle om, at mit største ønske var at være vågen, så de blev ved og ved. Og lige pludselig sagde narkoselægen ”nu er den der” og derefter begyndte jeg at stortude igen, for jeg kunne absolut ikke mærke mine ben, jeg kunne ikke røre dem, mine arme eller noget som helst. Det vidste jeg jo godt, hvad betød så jeg blev overlykkelig og græd og græd, mens jeg bare sagde tusind tusind tak og følte den største ro indvendigt, for nu vidste jeg, at jeg ville komme til at opleve min datters fødsel. Det var så fantastisk og jeg kunne kort tid derefter høre min datters første gråd og se hende blive taget over og blive undersøgt af min søde jordemoder. Min mand sad ved mit hoved og vi græd af glæde og stotlhed og lykke og kærlighed. Min lille datter var kommet til verden og pyt med, hvordan det var sket og at jeg ikke kunne holde hende med det samme eller endda se hendes ansigt. Jeg var bare så lykkelig og følte mig som den heldigste kvinde og mor i verden. Hun var helt perfekt, 51 cm lang og 3980 g, fik 10 i apgar og er den smukkeste lille pige i verden.
Min mand fik hende over til sig, mens jeg blev syet sammen, – ikke ligefrem den mest behagelige oplevelse og jeg fik kvalme og kastede op, men intet kunne slå mig ud alligevel. Tror nok de alle sammen fik set, hvordan mit humør kan skifte. Tænk, at jeg det ene øjeblik kan græde af frygt over at skulle sove fra det hele og det næste ligger jeg bare og græder og griner, mens jeg kaster op.
Det var lidt surrealistisk, men fantastisk.
Jeg mistede næsten 2 liter blod, men havde det strålende efter få dage, blev hurtigt helt mobil og fik kun smertestillende i 4-5 dage. Jeg er stadigt stormende forelsket i hele min lille familie og er fuldstændigt ovenud tilfreds med mit fødselsforløb og jeg skylder mine jordmødre, mit operationsteam og ikke mindst min fantastiske narkoselæge den største tak!
De sørgede for at mit største ønske om at være vågen ved min datters fødsel blev opfyldt, så kan man jo ikke ønske sig mere.