Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Ligesom som mange andre har jeg også installeret verdens sjoveste hukommelsesapp, timehop. Den fortæller mig hver dag hvad jeg lavede på samme dato for både få og mange år siden – tilbage til dengang jeg startede op på de sociale medier.

For otte år siden skrev jeg for eksempel “føder børn i elevatorer” og da jeg genlæste det for et øjeblik siden, siddende i bilen med min sommerhuslykkelige familie ved min side, blev jeg trukket direkte tilbage til den fuldstændigt vanvittige følelse jeg stod med den nat på vej til fødeafdelingen i Sønderborg, hvor jeg dengang var i min afsluttende praktik som jordemoder.

Jeg var på vej i nattevagt og blev, allerede da jeg ankom til hospitalet på min cykel, mødt af en ung læge som stod med engangshandsker i hånden, panik i øjnene og en seng ved sin side. “Der er en fødende på vej. Hun presser”. Jeg løb ned om skiftede tøj så hurtigt at jeg forestiller mig at selv Miss Striptease 2008 ville have været misundelig, inden jeg løb tilbage op og så sengen med den fødende, hendes taskebærende mand og den unge læge på vej ind i elevatoren. “Hold døren, vi skal have jordemoderen med” småråbte lægen. Jeg pilede ind i elevatoren, præsenterede mig for manden og forvissede den fødende om, at alt var okay og at jeg nok skulle passe på hende, inden jeg trak tæppet hun lå under til side og så toppen af barnets hoved imellem hendes ben.

“Du føder nu”

Lægen trak handskerne, som hun ellers lige havde iført sig, af og gav dem til mig og sådan skete det, at jeg for otte år siden stod som jordemoderstuderende i en elevator på vej op til fødeafdelingen og tog imod en lille, sund og lækker ny verdensborger.

Adrenalinen pumpede i kroppen på mig, da jordemoderen kort efter vi trillede ind på fødestuen, kom ind og ønskede tillykke – både til parret og til mig, for at have varetaget “min første fødsel” uden en jordemoder ved min side. Ureglementeret, men fantastisk!