FOTO: Kristina Christiansen
Allerførst vil jeg starte med at sige at jeg egentlig er ret glad for min lejlighed, som kan hvad den skal kunne, som ligger helt, helt perfekt og som igennem 2,5 år har dannet rammen om mit og mine børns liv og hverdag. Det er jeg virkelig. Alligevel drømmer jeg om at flytte. Ikke langt væk, men til noget, der er bare en lille smule større. Til et sted, hvor jeg kan have masser af middagsgæster og invitere mine veninder og deres familier på uplanlagt aftensmad, uden det behøver at være lig med det “i aften spiser vi på gulvet”-tema, som det ellers har været tilfældet hidtil, i den lejlighed drengene og jeg bor i nu.
Igennem lang tid – allerede inden jeg blev skilt – har det været en tanke jeg har leget med og nu er det pludselig ved at blive alvor. Jeg har nemlig fundet ikke bare én, men hele tre lejligheder, som er ledige og som i hvert fald på papiret passer til mine behov og ønsker – og jeg kan næsten ikke få armene ned over det. Okay, det skulle da lige være fordi jeg er ved at få totalt koldsved over tanken om at skulle pakke alting ned, flytte, male, renovere og gøre min lejlighed klar til udlejning til nogen, som bare har at være nogle gode og ordentlige mennesker, som vil passe på min lille oase, imens jeg søger andre græsgange. Og over, hvor fanden man finder dén slags mennesker – allerhelst med super kort varsel. Avs, mand!
Men jeg tror sgu jeg gør det. I hvert fald starter jeg med – meget snart – at kigge på de tre lejligheder og så håber jeg bare, at én af dem viser sig at være alt dét jeg drømmer om. For så gør jeg det sgu. Flytter et par hundrede meter væk, til noget større. Til et hjem uden minder, men med masser af grobund for at drengene og jeg kan starte helt på en frisk, med nye, gode minder, lige her i vores eget nabolag.
Shit, hvor jeg håber!