Kan I huske at jeg for et par uger siden løftede sløret for at jeg går med flyttetanker og at jeg allerede havde planlagt at skulle se nogle lejligheder? Oh well, det har jeg gjort nu og tilfældet ville det simpelthen at jeg i går fandt dén lejlighed jeg har gået og drømt om! En fire-værelses lejlighed på første sal, med stort køkken, to toiletter, en fin gård (og god udsigt ned til den) beliggende kun få hundrede meter fra hvor vi bor nu – og dét endda i den helt rigtige retning. En fireværelses lejlighed, som nærmest fra sekundet jeg trådte ind over dørtærsklen, føltes som et (okay, mit) hjem.
Alligevel så jeg efterfølgende på en – endnu større – lejlighed hos samme udlejningsfirma og blev pludselig i tvivl. Ville jeg helst have den store – men lidt upersonlige – lejlighed, eller ville jeg have den mindre? Udlejningsfyren kunne vidst se at jeg var i tvivl, hvorfor han usædvanligt venligt tilbød mig at beholde nøglerne til begge lejligheder et par dage, så jeg kunne vende tilbage på lidt forskellige tidspunkter af døgnet for at “mærke efter” (og lytte efter larm og bemærke lys og dén slags, selvfølgelig). Jeg takkede selvfølgelig ja, tog hjem og spiste frokost og vendte så tilbage til lejlighederne igen.
Der var ingen tvivl.
Den første lejlighed var perfekt. Fuldstændigt som udlejningsmanden i øvrigt havde sagt til mig imens vi var der.
Du behøver selvfølgelig ikke lytte efter mig, men jeg synes uden tvivl at du skal tage denne her, sagde han.
Der var tusinde ting jeg skulle have styr på, eftersom lejligheden stod tom og indflytning sådan set var i næste uge og som det første – og vigtigste, for at min økonomi hænger sammen – fik jeg straks fat i én som havde vist interesse for at leje min lejlighed og forhørte mig, om hun og hendes familie stadigt var interesserede – med indflytning allerede 15.marts. Det var de.
Fucking fedt, mand! Det flasker sig. Hell yeah!!
Som en hurtig beslutning tog jeg derfor drengene med op i lejligheden her til morgen, for at vise dem deres nye værelser, inden jeg skulle aflevere nøglen retur for den kommende uge, indtil lejligheden officielt ville blive vores (altså, leje, forstås). De var ellevilde, drengene! Jens især over sit meget store værelse, som han hoppede lykkeligt rundt i, imens sommerfuglene baskede rundt i maven på mig over, at det rent faktisk lykkedes mig at finde så fin en lejlighed, der passer akkurat til vores behov.
Drengene blev afleveret og jeg ringede til udlejer.
Han tog den ikke.
Jeg drak kaffe og ringede til en veninde og fortalte lykkeligt om hvor travlt jeg ville få i den kommende tid, med en pludselig flytning, der i øvrigt overhovedet ikke passer ind med det faktum at jeg efterhånden har lært mig, at jeg skal fylde mine børnefri weekender med tonsvis af planer, hvis jeg ikke skal blive ensom. Hun sagde tillykke, tilbød sin hjælp og jeg sagde tak.
Og så ringede udlejer.
“Jeg har tænkt over det. Og du havde selvfølgelig ret” sagde jeg til ham.
“Åh, det håber jeg sørme ikke da” svarede han promte.
Jeg blev forvirret: “Hvorfor ikke?”
Ham: “Fordi den lige er blevet lejet ud til én fra en ambassade. Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke flytte ind”
Mig: “…”
Hold. Nu. Fucking. Kæft. Altså.
Så sådan var det. Jeg troede jeg havde fundet verdens mest perfekteste lejlighed og alt lod til at flaske sig med søde, nye lejere og flyttehjælp og alt i hele verden. Og så blev jeg fucking røvpulet, mand.
Øv.
(Og ja ja, jeg ved godt at alle mine indlæg stort set altid slutter på en positiv lille note, men ærligt, i dag er det sgu lidt noget lort. Heldigvis har jeg hvidvin i køleren og slik i spisekammeret og så er der 55% rabat hos boozt.com på denne her fine Ganni-bluse (reklamelink), som jeg tænker kan hjælpe lidt på humøret. Jeg mener, der er jo hjerter på, for pokker. Det kan altså også noget, selvom det ikke giver mig nogen ny lejlighed.)