Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke møder spørgsmålet om, hvorvidt Simon og jeg ikke snart skal have nogle børn sammen. Og jeg forstår det så godt. Børn er jo noget af det dejligste der overhovedet findes og når nu jeg har forelsket mig i en mand, der ikke har sine egne, så er det da oplagt at overveje muligheden for at få flere. Hvis det ovenikøbet ses i lyset af at jeg – inden min skilsmisse – faktisk var overbevist om at jeg skulle have (mindst) ét barn mere, så virker det nærmest som en klokkeklar beslutning.
Det er bare ikke så ligetil.
Jeg elsker børn, jeg elsker Simon og jeg elsker at være mor, så hvis jeg sådan helt isoleret kunne se på dét faktum, så ville der ikke være nogen tvivl om, at jeg gerne ville have flere.
Der er bare den lille detalje, at jeg jo altså ikke længere er sammen med mine børns far. Og dét har altså givet mig et sæt usædvanligt slappe æggestokke. Af flere årsager, men allermest fordi jeg simpelthen ikke ved, om jeg nogensinde tør risikere at få børn med flere forskellige mænd. Bevares, jeg har selvfølgelig en klar overbevisning om, at jeg kommer til at være sammen med Simon for altid og i dét tilfælde, ville problemet være løst inden det overhovedet opstod, men på den anden side, så har livet også lært mig – på allerhårdeste vis – at alting ikke altid er som man tror. Man kan ikke vide hvad morgendagen bringer og tror simpelthen ikke jeg ville kunne klare endnu en skilsmisse med børn involverede. Det gør mig slet og ret skidebange at tænke på, at det overhovedet kunne være en reel mulighed. Ganske uagtet hvor godt vi end har det, så kan man aldrig vide. Eller i hvert fald, så er jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde – sådan for alvor – tør tro igen.
Det piner mig at jeg er blevet sådan en lille realist når det kommer til kærlighed, for det ligger mig i virkeligheden så fjernt at være sådan. Min evige ja-hat kan næsten ikke udholde at have fået et par pessimistiske solbriller underneden, men ikke desto mindre, så er det sådan det er. I hvert fald lige nu.
Derudover så er der selvfølgelig også andre i familien at tage hensyn til; de to børn jeg allerede har og som jeg (selvfølgelig) elsker til uendelighed. De spørger begge af og til om ikke de må få en lillesøster eller en lillebror, men oprigtigt talt, så tror jeg ikke de har den fjerneste idé om, hvad det betyder for dem og for vores nye familiekonstellation. Særligt tænker jeg på, hvordan det må føles, når man som barn oplever at éns mindre søskende altid må “blive hjemme” imens man selv skal over til den anden forælder.
Jeg er selvfølgelig med på, at det ikke er nogen straf for børnene at skulle over til deres far og at de selvfølgelig også har et behov at at være der, men jeg tænker alligevel, at det må stikke lidt i hjertet, at eventuelle nye søskende altid må være hos deres mor. Og hvis der er noget jeg ikke vil, så er det da at stikke mine børn mere i hjertet, end jeg allerede har gjort, da jeg skrev under på skilsmissepapirerne i sin tid.
Så altså, selvom jeg altid har påstået, at man kun kan fortryde de børn man ikke får, så er det altså ikke ensbetydende med at det ligger lige til højrebenet for mig, at få flere, ganske uagtet at det på papiret godt kunne se sådan ud. Det er ikke så ligetil og jeg ved derfor helt oprigtigt ikke, om jeg nogensinde skal have flere børn.