Jeg synes ofte det kan være svært at manøvrere i film. Både dem på Netflix og i særdeleshed dem i biografen, som efterhånden koster det samme som man kan få en udmærket kjole – som for eksempel denne fine sag – for, og som jeg derfor synes skal vælges med omhu. Nogle film er altså også bare bedre, når man kan se dem derhjemme med åbne bukser og fødderne oppe på sofabordet. Dén kategori forestiller jeg mig for eksempel at den nyeste Bridget Jones falder ind under, og selvom jeg lige nu måske alligevel ville ønske at jeg kunne snakke med om den, så er jeg sikker på at oplevelsen kun bliver bedre af at vente.
Sådan er det til gengæld ikke med Snowden, som Thomas og jeg så fra fjortende række i Imperial forleden.
For galopperende gazeller hvor var det en vild film, altså! Bevares, der var måske ikke sååå meget nyt i den, i forhold til hvad jeg allerede vidste fra medierne, men jeg følte mig alligevel lukket ind bag de hemmelige mure og jeg følte mig faktisk pludselig en lille smule krænket, som jeg ellers overhovedet ikke har gjort siden Edward Snowdens afsløringer i den virkelige verden. Jeg følte pludselig at jeg fik en forståelse for den fuldstændigt latterlige og enorme magt USA formentlig sidder på, over for hele verden og da instruktøren efterfølgende fortalte om filmen og spurgte om man mon vidste om Danmark i virkeligheden var USAs allierede eller deres gidsel, var jeg lige ved at få min lakridspibe galt i halsen.
Det er en smaddertung – og i virkeligheden også en smule lang – historie at fortælle og jeg er virkelig imponeret over hvordan denne dramatisering af Edward Snowdens karriere og vanittige liv udspiller sig i filmen, som måske nok enkelte gange bliver lidt langtrukken, men som alt i alt altså er en virkeligt stærk film. Den vækker omtanke, skaber debat og så tror jeg bare, at den er et vigtigt indspark til alle os, helt almindelige mennesker, som lever i hverdagens trummerum. Fordi den skildrer hvordan andre menneskers valg kan have indflydelse på os, vores integritet og især på vores personlige frihed.
For mig at se er Snowden en fantastisk biograffilm, fordi den kræver et nærvær og fordi den er fed både for mænd og for kvinder, for ærligt talt, så synes jeg altså, at det er allerdejligst, når jeg kan sætte mig i de bløde stole, med Thomas’ hånd i min.