Det er nu knap en uge siden jeg kom hjem fra presseturen til Lesbos, som Spies havde inviteret mig med på og jeg kan stadig ikke rigtigt finde ud af at samle mig om at få skrevet det blogindlæg, der ligger i maven på mig og venter på at komme ud.
Fotos: Frank Undall
Der er så meget at skrive om Lesbos, men jeg har ærligt talt haft lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg skal gribe det an, fordi der er så mange holdninger og fordomme til øen og til mennesker der rejser dertil. Jeg ved selvfølgelig godt at I der læser med her hos mig både er velovervejede, grundigt reflekterede og sødere end gennemsnittet, men alligevel har jeg været bange for at blive misforstået.
Som jeg skrev morgenen efter vi var ankommet, fik jeg snakket med byens borgmester, som fortalte, at det eneste de ønskede af mig og af alle andre danskere, var at vi ville komme ned til øen og nyde den, som vi alle dage har gjort. Nu helst bare endnu mere.
“We need you as tourists here. Now more than ever.” sagde han flere gange
I de kommende dage sagde alle de lokale jeg overhovedet kunne få i tale (altså, dem som kunne tale engelsk) præcis det samme. De ville så gerne give mig og dem jeg rejste med, en god oplevelse, så vi kunne fortælle hjemme i Danmark, at Lesbos er et dejligt sted at feriere.
Og det ér et dejligt sted.
Jeg anede ikke at der var så smukt. Og roligt. Og sjovt at gå i byen. For det var dét vi gjorde; vi lod en lokal guide vise os øen fra sit perspektiv, imens vi gjorde hvad vi kunne for at manøvrere i vores mål for rejsen; for mit vedkommende, at finde ud af hvordan jeg som en nogenlunde-gennemsnits-dansker bedst kan hjælpe øboerne til en højere levestandard, som de for alvor trænger til ovenpå først økonomisk krise og sidenhen en halv million flygtninge som har passeret den lille ø, som størrelsesmæssigt kan sammenlignes med Lolland.
På den sidste aften, mødtes vi med en dansk kvinde, som siden sommeren 2015 har arbejdet som frivillig koordinator i en velgørenhedsorganisation på øen – selv hun sagde, at det primære øen(s beboere) lige nu havde behov for, var turister. Ikke tøj/redskaber/udstyr/penge, men turister.
For pokker, hvor gjorde det indtryk.
Heldigvis stemte alle de mange udsagn vi hørte om, at øen stadig var den samme, virkelig godt overens med min oplevelse. Jeg kunne ikke mærke, at der nogensinde var kommet flygtninge til øen.
Naturen er fantastisk og Molivos, en bjergby med en borg på toppen, er vanvittigt smuk, både i dagslys og om natten – i solskin og i regn, som vi desværre sluttede turen af med.
… Og der er ingen flygtninge at se.
Jeg ved selvfølgelig godt at der stadig findes 4000 flygtninge i kummerlige lejre på Lesbos, men i et samfund som allerede inden flygtningene strømmede til i hobetal, var i økonomisk krise, er der simpelthen ikke ressourcer til at gøre det bedre end de gør. Det er sørgeligt, men sandt. Dét Lesbos trænger til, er en genopbygning af deres samfund og af én af deres største industrier, turismen. Des bedre samfundet kommer på fode, des bedre kan de behandle deres svageste – inklusive selvfølgelig deres flygtninge.
Dét synes jeg er værd at tage i betragtning når man vælger ferie. Strandene på Lesbos er ligeså brede som de altid har været, solen er lige så varm, ouzoen ligeså kold og maden fuldstændigt forrygende og jeg ville ikke tøve et sekund med at booke en tur igen, hvis jeg fik muligheden, lysten og chancen for at rejse afsted uden mine børn igen, en gang ud i fremtiden.
For mig er Lesbos et oplagt feriemål for voksne. Der er mange stejle bakker og en hulens masse brosten, så hvis jeg skal have mine børn med derned, bliver det først når de er så store, at de hverken vil bæres eller køres i klapvogn, men den slags er selvfølgelig en smagssag og der ér selvfølgelig steder på øen jeg også gerne ville have mine børn med og hvor det kunne blive helt perfekt, men som en søvnunderskudsramt mor, ender jeg nok med at forfalde til noget lidt mere oplagt, når sommerens familieferie skal bookes og så må jeg tage revanche på Lesbos, når mine børn er bare liiidt større.
Hvad siger I? Ville I tage afsted?