Fordi det er så pokkers dyrt at parkere en masse biler (som vi eksiljyder altså stadig har) når man befinder sig i København, har jeg i dag taget buslinje 1A ud til Valby hvor bilerne har fået lov at få lidt frisk luft og gratis hvileplads et par dage.
I sekundet jeg så den gule og røde bus komme kørende mod mig i det store kryds på Trianglen, blev jeg kastet direkte tilbage i et flashback til alle de mange gange jeg har taget selvsamme bus hjem, efter en nattevagt på fødegangen på Hvidovre Hospital.
Turen fra hospitalet til Østerbro, hvor jeg også dengang boede, tog lidt mere end en god halv times tid, i morgenmylder og en konstant summen af trafik og både sløve og friske morgenstemmer. Jeg steg altid på bussen som én af de første på ruten og kunne derfor oftest sætte mig ved vinduet på et af bussens bagerste sæder, så jeg kunne slappe af efter en typisk både lang og travl vagt. Og så faldt jeg i søvn. Konsekvent.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er vågnet op med hovedet liggende på en fremmed medpassagerer skulder. Mange, i hvert fald. Oftest vågnede jeg meget belejligt op lige før stoppet ved Østerport – enkelte gange nåede jeg dog at falde i søvn igen, inden jeg cirka 50 sekunder senere skulle af ved Trianglen. Så kom jeg til Hellerup og retur, hvilket selvfølgelig også kan noget, fordi jeg så fik lidt ekstra ud af min i forvejen rigeligt dyre busbillet.
I dag faldt jeg ikke i søvn og jeg vil i stedet bruge denne lejlighed til at takke alle mine medbuspassagerer, for at have smilet og sagt hej, alle de gange jeg er vågnet op ad Jer i bussen, med savl i mundvigen og højrøde øjne. Jeg lover at jeg vil gøre det samme hvis en fremmed en dag falder i søvn – og vågner – op ad mig.
God dag og god karma til Jer!