Aldrig før har jeg ladet andre end mig selv få ordet her på bloggen. I virkeligheden ikke fordi jeg ikke har villet; for I kan tro jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at få min mand, mit yndlingsmenneske, til at skrive et par ord på mortilto.dk. Indtil nu, uden held.
Til gengæld har jeg fået lov til at dele hans statusopdatering fra facebook, som er et ærligt, sårbart og meget, meget vigtigt brev fra ham til jer. Det handler om hans liv, såvel som millioner af andre menneskers liv. Det handler om, at vi, hvis vi står sammen, kan udrydde hiv/aids og redde jeg-ved-ikke-hvor-mange menneskeliv, verden over.
Okay, nu får I lidt af den lange historie. Så kort fortalt som jeg kan.
Som de fleste af jer ved, har jeg igennem de sidste tre år arbejdet på en dokumentarfilm om hvordan sangskrivere kan fungere som lobbyister. Hvordan kan vi påvirke de store beslutningstagere ude i verden. Det er nemmere sagt end gjort.
Jeg mistede min mor i 1995. Kort før min 10-års fødselsdag. Et år forinden havde jeg mistet min far. Min mor gav mig mit mellemnavn, Muchimba. Et navn jeg sjældent bruger, og som kun har været kendt af mine nærmeste, og min bankrådgiver. – Min adoptivfar drillede mig altid i en kærlig tone. Han sagde at han mente bestemt det betød “dametoilet” eller “omkørsel”. Jeg sagde, som kun en tiårig kan sige det, at han tog fejl. At det betød stor styrke. Og at jeg ville ændre verden fordi jeg netop bar det navn. Ingen vidste at jeg selv to år senere ville ligge på det samme dødsleje som begge mine forældre havde gjort det.
Hiv og aids var i 80’erne og 90’erne en regulær dræber, som globalt har slået mere end 25.000.000 mennesker ihjel. I vores del af verden fylder det ikke længere aviser og blade, da de fleste smittede her er i behandling. Og de nye tilfælde vi får, hovedsageligt kommer fra udlandet eller de kendte risikogrupper. Folk dør ikke længere. Og de hiv-smittede lever formentlig ligeså længe som alle andre.
Behandlingen betyder også at hiv-smittede ikke smitter videre.
Jeg var så heldig at jeg på mirakuløsvis blev frisk efter at lægerne havde sendt mig hjem med et par dage tilbage at leve i. Mit dødsleje blev på bogstavligste forstand kørt væk, og min hospitalsseng blev skiftet ud med en køjeseng, hvor jeg havde en hule nedenunder. Jeg kunne fortsætte med at lege som alle andre tolvårige gjorde det. Jeg er i dag gift. Jeg har to sunde og raske børn som jeg elsker overalt på jorden. Takket være medicin er hverken min kone eller mine børn smittet.
I min mors hjemland Zambia står det anderledes til. Her siger man at den største smitterisiko der er, er i ægteskabet. Ofte fordi mændene går til prostituerede og bringer virus med sig hjem. Mange mænd vil ikke have at deres koner skal testes, fordi så finder konen ud af at manden har været hende utro. Dette betyder at mange børn fødes hiv-positive og i mange tilfælde også dør af aids. I Danmark fødes ikke længere børn med Hiv.
Vi kan, hvis alle får behandling, have en hel aidsfri generation i år 2030. Globalt. Og Aids vil gå over i historien som noget folk døde af, engang. På linie med eksempelvis pest.
Dokumentarfilmen er ved at nå sin naturlige slutning. Det store klimaks om man vil. Jeg har fået den idé at jeg vil holde en stor velgørenhedskoncert i Zambia. Jeg selv og fire af Zambias allerstørste artister optræder gratis.
Billetten er gratis for alle der vælger at få en Hiv test.
AHF, som er en stor global/amerikansk velgørenheds organisation, har indvilliget i at teste op mod 10.000-15.000 mennesker og de giver dem gratis behandling i tilfælde af dårlig nyt. Testningen vil starte ca. 1. November og fortsætte frem til koncerten på world aids day d 1. December.
Målet er at få så mange som muligt testet og i behandling. Således at vi kan få udryddet viruset én gang for alle.
Jeg har til ære for min mor startet en fond som hedder Muchimba Music Foundation:
Vi mangler stadig midler til at leje det spillested, som kan huse optil 15.000 mennesker, så hvis I har (bare lidt) I kan undvære ville det betyde al verden.
Jeg håber I vil like og dele denne opdatering, og være med til at gøre en forskel for tusindevis af mennesker. Og hjælpe med at ændre verden.
1000 tak.
Kærligst Thomas Muchimba Buttenschøn