Det der i går eftermiddags føltes som verdens sejeste rygrad udviklede sig, efterhånden som aftenen faldt på, til nærmere at føles som et akut tilfælde af idioti. Hvordan pokker kunne jeg da overhovedet have overvejet at gå i kiosken UDEN at købe så meget som ét lillebitte stykke slik med hjem, når jeg vidste at jeg skulle være alene hjemme med børnene?!
Nada-nix-nothing.
I et svagt øjeblik tyede jeg derfor til den tarvelige pakke købepandekager, som jeg havde erhvervet mig ovenpå en nat uden søvn og som gudskelov havde fået lov til at ligge urørt i køleskabet i dagevis. Ikke just verdens bedste pandekager, men sammen med de smarties, som min far engang kom med til drengene og som de, til mit held, endnu ikke har fået lov til at spise, smagte de altså ganske glimrende.
Thomas er i mellemtiden retureret til Østerbro for et par dage og i den anledning planlægger jeg i dag, at forlade sygdomsfortet og i stedet lade solen skinne mig på næsen og vinden blæse mig i håret.