Der er ikke andet end ganske få timer, hvis overhovedet så længe, til jeg kommer hjem i vores lille lejlighed på Østerbro, og jeg kan næsten ikke holde ud at vente mere. Vi er lige landet i Kastrup og det kan kun gå for langsom med at få min kuffert på bagagebåndet, så jeg kan praje en taxa og komme hjem.
Egentlig var savnet til mine børn størst på den dag vi tog afsted, formentlig fordi jeg undervejs er blevet fyldt op med indtryk og oplevelser, som har gjort at mit fokus slet og ret har ligget et andet sted. Heldigvis. For tænk hvis jeg ikke havde brugt turen her til andet, end at glæde mig til at komme hjem. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige, at det har været helt ok, det dér savn. Det har været der, men det har på ingen måder været altoverskyggende.
Altså, lige indtil nu.
Jeg savner mine børn så meget, at det næsten gør ondt i mine knogler at tænke på og selvom jeg egentlig havde aftalt med Thomas at han skulle aflevere dem i institutionen her til morgen, så jeg kan komme hjem og sove et par timer inden jeg skulle hente dem, så virker det lige nu fuldstændigt ligegyldigt at sove, selvom jeg er træt og ikke har sovet andet end et par timer hist og pist de seneste 30 timer. Kæft, hvor jeg savner dem – og jeg tænker, nu hvor turen næsten er slut, at det er helt ok. Ik’?