Det er ingen hemmelighed, at jeg trækker det store læs herhjemme i disse måneder, imens Thomas spiller koncerter hver eneste weekend, imens jeg vasker tøj og putter børn i noget der – i momenter – føles som evigheder. Heldigvis synes jeg faktisk at det, det meste af tiden, er totalt hyggeren; drengene er efterhånden så store at de kan hjælpe lidt til herhjemme og så er de – som børn jo er – bare mega sjove. Og søde. Alligevel har jeg godt kunnet mærke underskuddet komme snigende hen over de seneste par uger, hvor jeg ofte har følt mig uoplagt og sådan lidt rigeligt karkludsagtig. Nogle dage endda karklud-som-har-ligget-lidt-for-længe-agtig så snart klokken har passeret 20.30 og mit bløde korpus har ramt sofaen, hvor jeg har siddet fast, som var jeg smurt ind i kulsort sirup.
Derfor var det noget så kærkomment med en overnatning på Munkebjerg Hotel i Vejle, som jeg sammen med en veninde, har været så heldig at blive inviteret på, i anledning af hotellets 50 års jubilæum, til deres arrangement, Mad i Verdensklasse.
Det var heldigvis hverken svært at lokke min mor til at passe Peter eller min far til at passe Jens og således, med begge drenge vel afsat hos hver deres bedsteforælder (efter børnenes egne ønsker) tog jeg min gode veninde Pernille i hånden og drog på hotel. Med casino, kunne jeg læse mig frem til!
Nu har jeg godt nok kun været på casino to gange i mit liv og med absolut blandet succes, vil jeg sige. Første gang var i en syvhestesbrandert i Sunny Beach, hvor jeg mindes at jeg rent faktisk vandt en masse penge, imens jeg drak white russians hen over rouletten. Anden gang var i Las Vegas. Da jeg var gravid i uge 9 og særdeles både kvalme- og træthedsplaget. Og altså ingen succes. Fælles for de to var dog, at jeg havde fornemmet den helt særlige form for fest, der er på et casino. Forventningen, glæden og selvfølgelig drinksene, musikken og de store cigarer, hvorfor jeg med udsigten til at skulle prøve det igen, havde tårnhøje forventninger til en gambleraften af de sjovere.
Vi ankom til verdens dejligste udsigt fra værelset. Okay, måske ikke verdens dejligste, men en meget dejlig udsigt fra værelset og komplet ro. Ingen børn, ingen bippende opvaskemaskiner, ingenting. Til gengæld en flaske kold champagne og udsigten – udover den ud ad vinduerne – til en fem-retters middag på hotellets fineste gourmet-restaurant, Treetop, som til dagligt bliver ledet af chefkok Bryan Fransisco, som jeg måske på forhånd havde set mig en lille smule sur på, fordi det tilsyneladende ikke var så ligetil at bestille en vegetarmenu, selvom jeg allerede spurgte en uges tid inden ankomst.
I virkeligheden var han super sød, ham hr. Fransisco, som vi fik mulighed for at snakke lidt med allerede inden middagen og så skal jeg lige love for, at han kan lave mad. Eller få andre til at lave mad, eller hvordan den slags foregår i et køkken. Jeg forstår mig i virkeligheden mest på hierakiet på en fødegang og dér er det i hvert fald ikke chefjordemoderen, der er den der står med fingrene i bolledejen, hvis man skal sige det sådan. Men mon ikke det er noget andet i et køkken?
Faktisk, kunne jeg, hvis jeg allerede i weekenden havde tænkt over ovenstående, bare have vendt mig om og kigget, for der er nemlig indrettet så snedigt at man kan kigge ind i køkkenet, men altså, nu sad jeg tilfældigvis med ryggen til og selskabet ved mit lille to-mands-bord var så fortræffeligt, at jeg ikke så meget som en eneste gang kiggede væk, andet end når jeg skulle tøre lattertårer væk fra kinderne. For hold.nu.op en god aften, altså!
Sjældent har jeg grinet så meget som jeg gjorde det i lørdags – og dét endda over en mesterlig menu, som jeg sjældent kommer til at glemme; måske især fordi jeg fik den “almindelige” menu, som altså ikke var tilpasset det faktum at jeg helst ikke spiser kød (medmindre jeg har tømmermænd, hvor mine miljømæssige overvejelser bukker under for min craving efter snask), men som alligevel faktisk kun indeholdt én kødret. Ud af fem. Okay, så var der en hulens masse fisk, men i min optik, er det altså ikke sådan rigtigt kød. I hvert fald ikke, når det bliver serveret som det gjorde i lørdags. Særligt den vistnok midterste ret, en pighvar med noget smørristet brød på toppen, var fuldstændigt vanvittig. Det var så godt. Altså, virkelig.
Det var så overdrevet tjekket det hele, lige fra vinkælderen, til tjenerne, til udsigten, selskabet og selvfølgelig maden. Det eneste lillebitte minus ved turen var, at mit udslæt stadig ulmer (temmeligt meget) og jeg derfor ikke følte for at smide tøjet og gå en tur i hotellets spaafdeling, som selvklart havde været kirsebærret på toppen. Nårh ja, og casinoet, som vi besøgte for et kort øjeblik. Det var der sgu ikke meget Las Vegas over. Der var ingen musik, men til gengæld virkelig meget ludoman-stemning over det, så altså, det var ikke just min kop the, men så var sengen på værelset til gengæld smadderblød og så var der badekar!
Om morgenen, nu hvor vi ikke tilbragte natten på det triste casino, tog min veninde og jeg de mange (!) trappetrin ned mod vandet morgenen efter, hvor både naturen, hotellet og udsigten ind til Vejle tog sig ud fra sin allermest charmerende side, sådan en dag midt i marts, men det må I næsten høre mere om en anden gang, for jeg fornemmer pludselig at jeg allerede har fået skrevet et temmeligt langt indlæg – og altså, hvis der er noget jeg selv kan blive træt af, så er det hvis de indlæg jeg læser hos andre, er længere end de små pauser jeg tillader mig i løbet af dagen. Det bliver noget rod, så jeg stopper nu og håber på, at de fleste af jer er med stadigvæk. Og altså, for fanden, hvor var det lækkert med en get-away med en sød veninde, lækker mad og masser af god vin. Dét kan anbefales!
