Der er så mange ting i mit liv jeg har brugt uendeligt meget energi på at gøre mig uundværlig i forhold til.
Det har nemlig altid givet mig en fantastisk følelse i maven, at føle mig uundværlig; som én, hvis tilstedeværelse er så vigtig, at den ikke kan undværes.
Måske derfor holdt jeg så meget af mit arbejde som jordemoder. Fordi jeg i fødslernes mange forløb, så mig selv blive en lille uundværlig del af nogle af livets største øjeblikke. De øjeblikke og oplevelser der stadig kan give mig kuldegysninger og tårer i øjnene at tænke på.
Som mor til to har jeg ligeledes fået lov til at mærke uundværligheden. I højeste potens endda. Eller altså, selvfølgelig kunne jeg i værste tilfælde godt undværes, men fordi det i de første mange måneder udelukkende var mig og min krop, der ernærede drengene, var jeg det alligevel, i kraft af de valg vi havde truffet herhjemme.
Og det føltes godt, gjorde det.
Når jeg var uundværlig, var jeg betydningsfuld for andre; noget jeg ikke altid har følt mig som, når jeg tænker over min fortid. Ingenlunde.
Jeg har altid troet på mig selv og mine evner, men når det kommer til at føle mig betydningsfuld for andre mennesker, har jeg nærmest altid haltet bagud.
De tidspunkter hvor jeg har følt mig betydningsfuld, har det oftest været på grund af mine evner. Som for eksempel da jeg i børnehaveklassen altid hviskede min venindes fødselsdag til hende, når vi foran alle skulle fortælle lærerinden, hvornår vi hver især havde fødselsdag. Min veninde kunne aldrig huske sin og jeg kunne huske de flestes, så jeg hjalp hende til at undgå nederlaget og følte mig vist nok på den baggrund betydningsfuld.
Kun sjældent har jeg oplevet bare at være betydningsfuld. Uundværlig.
Særligt derfor tror jeg at moderskabet var lige dele overvældende og angstprovokerende for mig at opleve. Og måske derfor havde jeg, især i de første år af mit moderskab, faktisk temmeligt svært ved at give Thomas plads. Jeg havde svært ved ikke bare at tage og beholde pladsen selv.
Måske var det min nye position som uundværlig – dén der allerede blev bygget op i graviditeten, hvor børnenes overlevelse og velbefindende udelukkende afhang af mig og som sidenhen blev forstærket i kraft af min kærlighed til børnene, da de var født – som jeg ubevidst frygtede ville blive udfordret og i værste fald taget fra mig, hvis Thomas fik “for meget” plads.
Måske.
Uanset hvad det var, så gik det pludselig op for mig i eftermiddags, da Thomas sad i sofaen med ét barn på sin ene side og ét barn på gulvet foran sig og spillede playstation og snakkede om hoppeteknikker, at jeg ikke længere er, eller føler mig, uundværlig – og at det føles fantastisk!
Måske fordi jeg ved at det kun er i glimt. Måske fordi jeg har lært, at jeg sagtens kan være betydningsfuld, uden nødvendigvis at være uundværlig.
Måske. Det føles i hvert fald godt.