Kender I de dage, som på én eller anden måde bare smuldrer? Hvor tiden bare går, uden man rigtigt opdager det, eller kan genfortælle hvad man har lavet? Sådan en dag har jeg haft i dag. Jeg er gået i cirkler om mig selv, har haft hovedpine og har ikke rigtigt kunne finde ud af hverken at gøre dit eller dat.
Jeg mistænker at det er de 250 gram bland-selv-slik som jeg gjorde et ordentligt indhug i, da jeg i aftes var en tur i teatret for at se “Vinger” sammen med en af mine søde fellow-østerbrobloggere, Cecilia, der har gjort mig sløv i betrækket i dag. Selvom jeg elsker slik helt ind i mit hjerte, så er det simpelthen nærmest ligeså hårdt for min krop, at binge-æde slik, som det er at binge-drikke alkohol og tømmermændene dagen efter, er altså i dén grad til at få øje på. Adr-badr!
Derfor var det overordentligt kærkomment da min søde andekollega Frederikke foreslog at vi indtog vores frokost på den lokale Cocks’n’Cows i Gammel Strand, hvor jeg sædvanen tro fik mig en treehugger med twister fries og chili-mayo. Uhhhhm, det kan altså noget ved tømmermænd – også den slags, der er afstedkommet fra et overdrevent sukkerindtag.
Trillemæt kørte jeg hjem mod Østerbro, hvor jeg blev mødt af ingen mindre end mine tre yndlings og min far og min ældste niece, som var kommet på verdens hyggeligste uanmeldte visit.
I skrivende stund er børnene (og jeg) fodret af med min mest dovne hofret, som I skal være så velkomne at tage til jer, til de dage hvor træfsikkerheden skal være i top på et det-tager-3-minutter-at-tilberede-måltid. Retten er nemlig bare havregrød med kanelsukker, en solid smørklat og en lille smule farvet krymmel, som får børnene til at elske det højere en end risengrød på lillejuleaften. Med fjernsynet kørende til børnene og maven fuld af mad, sidder jeg nu og overvejer om jeg skal spendere en aften som sofakartoffel til lyden af fnisende børn eller om jeg, når Thomas og min far kommer hjem fra den koncert Thomas lige nu spiller, skal gøre alvor af den lovning jeg faktisk har smidt ud til mine søde kollegaer fra Bloggers Delight, som holder en fredagsbar. Hvis jeg kender arrangørerne og de mange københavnske bloggere ret, så bliver det et brag af en aften, som jeg med garanti ikke vil fortryde at have taget del i. Min røv føles bare så ualmindeligt tung her i sofaen lige nu og min far havde altså også 3 kilo Quality-Street, såeh…