Det hører sig heldigvis efterhånden til sjældenhederne at vi har gang i sådan noget alvorligt natteroderi hjemme hos os på Østerbro og det sker næsten altid med plausible årsager til grund; sygdom og suttestop og dén slags. I de perioder – som jo blandt andet er lige nu – husker jeg så tydeligt hvordan det nu var, at det der ægte søvnunderskud føltes og derfor ramte det helt plet, da jeg i morges læste et indlæg om selvsamme, hos min nye praktikant.
Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg nogensinde regnet med, at jeg skulle have andre praktikanter ved min side, end de søde jordemoderstuderende jeg, for efterhånden snart mange år siden, i ny og næ var så heldig at have med mig i nogle af mine vagter på fødegangen og alligevel har jeg altså netop fået det. En praktikant, som på ingen måder er jordemoderstuderende, men som altså er her hos mig, de næste par uger.
Jeg har stadig ikke helt fattet hvad det går ud på, det her med at have en praktikant, nu hvor jeg ikke er et uddannelsessted, men ikke desto mindre, så er det helt vildt hyggeligt og jeg håber og tror også, at det er ganske givtigt – for begge parter, vel at mærke.
Det kom i stand således at jeg for nogle uger siden fik en mail fra en kvinde, som spurgte, om ikke godt hun måtte få lov til at komme i virksomhedspraktik hos mig. Min umiddelbare tanke, qua ovenstående, at det måske ville være lidt fjollet, for “jeg er da ikke sådan én der har (brug for) en praktikant”. Alligevel var der ét eller andet ved hendes mail der gjorde, at jeg sagde gav hende en chance. Jeg tror det var hendes mod. Ikke bare til at skrive til mig, men til at have sagt sit (i øvrigt – i hvert fald på papiret – både gode og prestigefyldte) job op, til fordel for et liv som arbejds- og lykkesøgende med mand, barn og et husbyggeri igang.
I figure that takes som balls!
Kvinden jeg taler om – og som altså nu er blevet min praktikant for de kommende uger – hedder Maj og hun er ikke bare ualmindeligt sej, men hun er faktisk også smaddersød og smaddersjov og så er hun en dygtig skribent. Hun har selv en blog, som jeg naturligvis som det første, efter at have læst hendes e-mail, stak ind og læste på. En lille, temmeligt ny og – for de fleste af jer, formoder jeg – helt uudforsket blog, som hun skriver på og som i dén grad giver stof til eftertanke. Senest har hun skrevet lidt om den træthed, der for nogle af os følger med, når vi får børn og jeg synes i høj grad at hun rammer hovedet på sømmet. Jeg havde sgu heller aldrig troet, at jeg ville være sådan én der lagde mig i sengen sammen med mine børn indtil de sov, fordi mit hjerte slet og ret ikke kan rumme andet, men ikke desto mindre, er det blevet min virkelighed. Som jeg, på én og samme tid, elsker og hader. Mest elsker, heldigvis, omend jeg nogle gange ville ønske at jeg kunne sove bare lidt mere (sammenhængende).
Læs Majs indlæg, søvnzombie, HER.