Imens jeg sidder et sted i Nepal og bliver overfyldt med indtryk, er der sket noget hjemme i Danmark, som jeg i dén grad har glædet mig til at kunne dele med jer. Vi har nemlig fået en ny dame i Andedammen og hun er altså ikke en hvilken som helst dame. Næh, hun er typen der sætter sig et mål og går benhårdt efter det. På den sødest tænkelige måde overhovedet. For eksempel var én af de første gange jeg stødte på hende, da hun tilbage i 2015 havde sat sig for at blive nomineret til Børn i Byen-prisen for bedste blog, hvor hun, for at gafle så mange stemmer som muligt, lovede alle sine læsere en omgang træstammer fra Lagkagehuset til gengæld, hvis hun skulle være så heldig at klare nomineringen. Hun var så sød og overbevisende, at selvom jeg dengang måske med rette kunne have set mig selv som en oplagt kandidat, så smed jeg en stemme efter hende og gav hende et kæmpe kram, da jeg nogle måneder senere mødte hende for første gang, til prisuddelingen af den pris, som hun (selvfølgelig) var blevet nomineret til.
Hun hedder Christina, er lige fyldt 35 og blogger på karmamilli.dk, som efter min mening er en totalt overset (altså, hvis vi lige set bort fra det faktum at hun rent faktisk har været nomineret til ovenstående bloggerpris TO GANGE) perle, som kun fortjener lidt ekstra krudt bagi, for at komme ud over stepperne, hvor jeg er sikker på at hun hører til. Christina blogger om både stort og småt; om egne børn og generelle betragtninger og jeg er vild med, at hun så tydeligt er dedikeret til sit liv som mor. Hun er en beslutsom kvinde og en go-get’er, som for eksempel engang lige løb et Marathon og som lige om lidt planlægger at løbe 90 kilometer på langrend – i ét hug. Og som en ekstra bonus på kagen fuld af både bær og fløde, så er hun er sådan én som kan kende forskel på babylyde. Hun kan simpelthen høre hvornår en baby græder af sult og hvornår den gør det af træthed på måden gråden er på – uanset hvilken baby det er.
I told you so, hun er pissesej er hun og så er hun simpelthen så sød, at det halve kunne være nok. Hun er en stjerne og jeg håber at I vil give hende en chance – I skal bare vide, at hun kan være vanedannende.