Det har været under opsejling den seneste uges tid, hvor vi løbende har snakket om, at det snart skulle ske og på vej hjem fra Brugsen i eftermiddags, hvor Peter var noget skuffet over ikke at have fået noget legetøj, tog vi – altså, mest Peter – hurtigt beslutningen om at det skulle være i dag. Han skulle af med sine sutter, mod en tur i legetøjsbutikken.
Vi gik hjem og stillede posen, der var fuld af frugt og fredagsslik og samlede alle sutterne (eller altså, dem jeg lige kunne finde) sammen i en pose, som fik en rest af noget gavebånd fra julen på og så gik vi i Fælledparken, Jens, Peter og jeg. Vi snakkede på vejen derop lidt om, at det nu var helt slut med sutterne og Peter var så cool som Snoop i en direkte battle mod 50 Cent.
Drengene løb rundt, fandt pinde, fægtede, grinede og hoppede og jeg gjorde mit bedste for at nyde det, alt imens mine tanker kredsede om den kæmpestore begivenhed vi stod overfor.
Peter har ikke bare været glad for sine sutter. Han har elsket sine sutter. Gule, grønne, lyserøde og blå, det var ligemeget, så længe han kunne sutte på dem og dét helst på alle tider af døgnet pånær omkring spisetid, som trods alt blev en kende besværligt for ham, tænker jeg. Han har selvfølgelig ikke fået lov til at rende rundt med sutten 24/7, men formentlig mere end mange andre børn, slet og ret fordi det har været nemt.
Og nu skulle det pludselig ikke være nemt mere. Nu skulle sutterne sættes på suttetræet og jeg kunne næsten ikke overskue konsekvensen ved, at jeg havde taget aktion på hans idé på en fredag op til en weekend hvor Thomas ikke er hjemme. Fuck, man.
Jeg huskede pludselig den sindssyge sorg jeg oplevede det var for Jens i sin tid, at gå af med sine sutter, samtidig med at jeg forsøgte at minde mig selv om, at det faktisk var Peters egen idé og ham der gerne “ville være en stor dreng”. Det var ikke påtvunget eller bidende nødvendigt, men nærmere bare et godt tidspunkt. Håber jeg. For fanden, hvor jeg håber det.
Peter hængte sutterne på træet, sagde – på min opfordring – farvel og så ville han sådan set bare gerne over på tårnlegepladsen og rutsje. Komplet usentimental og som om ingenting var sket.
Så det gjorde vi. Og vi gik i legetøjsbutikken, hvor han købte endnu én til samlingen, af dem jeg skrev om HER og nu ser han Disney Sjov og spiser pind-is og har ikke én eneste gang siden i eftermiddags spurgt efter sutten og jeg fatter pludselig ikke hvor min baby blev af.
