Jeg kan nærmest ikke komme i tanker om noget værre end at skide i bukserne. Eller jo, det skulle da lige være at skide i bukserne i en lufthavn. Foran dén komplet fremmede familie jeg skulle være aupair for det næste års tid. Jeg har heldigvis aldrig prøvet det, men det er der en anden der har og jeg græder altså lidt af grin over det. Allermest fordi jeg ved, at hun i dag gør det samme…
Året var 1998. Jeg var 19 år gammel og havde netop afsluttet gymnasiet, med middelmådige karakterer, fantastiske venskaber og branderter jeg aldrig vil glemme, at jeg ikke kan huske.
Et nyt eventyr stod for døren – jeg skulle være au pair hos en amerikansk familie i Texas og jeg glædede mig, som var det juleaften. Altså lige på nær det faktum, at jeg stod overfor at holde et helt års pause fra den alkohol, som i den grad havde gjort min gymnasietid uforglemmelig.
Derfor tog jeg, aftenen inden afrejse, i byen med mine bedste veninder og drak piña colada, cosmopolitans og vidst nok også tequila-shots, som aftenen skred frem. Det blev én af de byture jeg aldrig vil glemme, at jeg ikke helt kan huske.
Næste formiddag fulgte mine forældre mig til lufthavnen, hvor jeg ærligt var noget groggy og formentlig omkranset af en alkoholdunst af dimensioner. Min mor rullede i hvert fald med øjnene af mig, da jeg i en udånding spurgte om man kunne se det græs, jeg helt tydeligt kunne mærke at jeg havde siddende på tænderne?
Nuvel, flyveturen gik over al forventning; maden var horribel, men jeg fik sovet lidt og glædede mig over, at jeg ikke behøvede benytte mig af det lille flytoilet, som jeg forestillede mig aldrig blev koldt, fordi der hele tiden var kø. Hele tiden. Lucky me!
Da jeg landede i Houston, Texas var jeg derfor nogenlunde veludhvilet og klar til at møde den familie jeg skulle bo hos det næste år. Fuld af forventning trådte jeg ud i ankomsthallen med en kuffert i hver hånd og pludselig kunne jeg mærke det, som et lyn fra en klar himmel. Som en granat der sprængtes i maven på mig og befalede mine tarme komplet udtømning. Straks. Fuck. Sekundet efter så jeg dem. En lille tæt kvinde, med to små bedårende børn, en dreng og en pige og en ranglet, halvskallet mand, som stod med både danske og amerikanske flag og smil så brede som lillebæltsbroen. Det var dem der ventede på mig. Den sødeste mest hjertevarme familie, som stod der i fuld krammeposition. En position, som jeg altså på ingen måder intenderede at medindtage, fordi jeg var bange for at mine tarme ville gå bananas, hvis jeg så meget som løftede en arm fra kroppen. Jeg smilede så sødt jeg overhovedet kunne imens sveden begyndte at rende ned af mine tindinger og mine øjne flakkede forvildede rundt for at spotte det nærmeste toilet. Jeg skulle post-alkohol-skide og det skulle være lige nu!
Den lille tætte kvinde faldt mig om halsen, kyssede mine kinder og bød mig velkommen. Hun var så begejsret for at se mig og skubbede forventningfuldt sine børn over mod mig. Nårh ja, børnene! Dem jeg skulle passe det næste år. Dem jeg skulle være god til at lege med. Dem det hele afhang af. Dem som jeg, med røven fuld af lort, tyndere end selv den mest sjaskede smoothie, på ingen måder havde overskud til at snakke med. I stedet fik jeg spurgt om de vidste hvor toilettet var. Børnene kiggede underligt op på deres mor, som med en rynke på næsen tog mig under armen og pegede i retning mod lufthavnens længste kø. ”You’ve gotta be kidding me?!” Vi kom hen til døren hvorfra køen startede ”out of order” stod der. Fuck. My. Life. Jeg kunne ikke mere. Alkoholen fra nattens strabadser skulle ud og jeg slap den. Den mest befriende følelse i verden ramte mig, så englene sang og mit hjerte sprang et ekstra slag. Jeg sked i bukserne, lige der i lufthavnen, foran det lukkede toilet og den kvinde, som jeg netop havde mødt for første gang og som jeg altså skulle bo hos det næste år. Og som jeg altså skulle køre hjem sammen med. I deres bil. Med lort i bukserne.
… Læs fortsættelsen af historien HER.