Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Okay okay, jeg er simpelthen blæst bagover af denne fantastiske kvinde! Hun har den mest sindsoprivende historie og en vanvittigt fin tilgang til livet, til sig selv, til sin datter og til verden omkring sig. Hun hedder Anne Deppe, er 33 år – et tal hun stadig ikke har vænnet sig til at skrive, fordi hun synes det ser helt vildt gammelt ud – og så blogger hun om sit liv, sine tanker og i høj grad om sin lille bedårende datter, på deppeandthelostsock.com og jeg kan kun anbefale jer at tjekke hende ud.

IMG_5110

Føler du dig voksen?

 Jeg føler mig voksen i den forstand at jeg er forældre for et lille barn, men jeg føler mig ikke voksen på den måde hvor man har hus og fælles bil og en hæk der skal klippes. Jeg tror mere jeg føler mig sådan lidt midt i mellem “ung kvinde” og “voksen kvinde”. Af og til når jeg læser dameblade, og læser om en eller anden CEO-type kvinde for Microsoft, og læser at hun er 27 og har totalt tjek på alt i sit liv, så kan jeg godt føle der er noget jeg mangler at opnå før jeg er “rigtig voksen”.

Voksen-følelsen er kommet og gået. For mig er det nok et spørgsmål om økonomi og status i form af ejendom og bil osv. Måske er det min opdragelse. Alligevel har jeg dejlige voksne venner mellem 40 og 60, som bor til leje og lever et fantastisk liv. I mit hoved er de voksne, de er det bare på en anden måde end det jeg er opdraget med. Jeg følte mig rigtig voksen (i hjertet) da jeg holdt min datter i hænderne første gang og vidste at hun var 100% afhængig af mig.

Tror du nogensinde at du kommer til at føle dig sådan rigtigt voksen?

 Ikke rigtigt. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv passe ind i det voksenbillede jeg har med fra min opdragelse. Da jeg var i sådan et rigtigt forhold med bil og ejerlejlighed og hund og kummefryser, så kørte vi stadig ind på Nørrebrogade efter en ananas klokken 3 om natten, og vi stak stadig sjove sedler ind til hinanden når vi sad på toilettet, og jeg smurte stadig rugbrødsmadder der var skåret ud som fisk eller biler eller dinusaurusser. Det gør voksne ikke. De er alvorlige og læser Weekendavisen og ser TV-avisen. Jeg solgte mit fjernsyn for 8 år siden fordi jeg ikke gad se TV mere. Jeg har aldrig fortrudt.

Hvad er den mest voksne beslutning du har truffet?

Den mest voksne beslutning, tror jeg, er at købe forsikringer. Det er eddermame voksent. Det der med at sikre sig selv og sine børn. Men det har jeg gjort. Både ulykke, ansvar, indbo, rejse og ekstra tandskade for min datter. Færdig bom.

Er der noget i dit liv indtil nu du gerne ville have gjort anderledes?

Det hurtige svar er “ja, mange ting”, men det rigtige svar, det fra hjertet, er “nej, overhovedet ikke”. Jeg tror ikke rigtig vi kan lave vores sti om, hvis vi går ind og fjerner noget der var dumt eller noget der gjorde ondt, så er der nogle andre (positive og fantastiske) ting vi også er nødt til at fjerne, fordi det hele, i min verden, hænger sammen. Jeg har mange ting jeg kan optimere og gøre bedre i mit liv, men jeg er trods alt kun 33. I’m still learning.  Nøj hvor har jeg dummet mig, og jeg betaler prisen, men jeg er sådan en der lever højt og falder dybt. Det kan jeg enten bruge hele mit liv på at lave om, eller også kan jeg acceptere at sådan er jeg, og så må jeg bygge nogle gode rammer i mit liv, som tager udgangspunkt i den jeg nu engang er.

stoned2 

Hvad er du mest stolt af at have præsteret?

Vi har alle haft vores kampe. Mine forældre havde en rigtig grim skilsmisse, jeg har været udsat for seksuelle overgreb fra jeg var 6 år gammel til jeg var 27, jeg endte i hashmisbrug og kriminalitet, og en psykolog udtalte engang til min mor at “børn som Anne ender med at tage deres eget liv eller ende i misbrug”.  Man kan jo sige han fik ret. Og så alligevel ikke, for en dag tog jeg en beslutning om at der simpelthen måtte være noget bedre for mig derude. Hvis jeg fulgte det misbrug og det liv jeg havde valgt for mig selv dengang, så vidste jeg jo allerede hvordan det sluttede. Hvis jeg valgte at prøve noget helt andet, så var der en chance for at store ting kunne komme til at ske. Tiden gik, en dag ad gangen, og jeg slap det gamle miljø, startede helt forfra, tog en uddannelse, blev erhvervscoach, startede virksomhed, fik kunder, blev foredragsholder trods massivt sceneskræk, lavede en blog, udgav en bog, fik et barn. Jeg er enormt stolt over det jeg har skabt i mit liv. Jeg er stolt over at være den jeg er, selvom jeg kan være temmelig hård ved mig selv. Jeg er stolt over at have fået vendt så mange ting i mit liv til noget frugtbart og inspirerende for andre. Jeg er stolt over at være en god rollemodel for min datter. Det er det vigtigste.

Hvad er din bedste egenskab?

Min evne til at reflektere og vende noget rigtig svært til noget konstruktivt og brugbart. Jeg er rigtig god til svære situationer, og det er oftest det jeg bliver hyret til, både af private og virksomheder.

Hvad ville du gerne blive bedre til?

Jeg vil gerne blive bedre til forretning og til at være mere kærlig overfor mig selv. Sætte grænser og nogen gange være mere egoistisk og fylde min egen kop op i stedet for at fylde andres før min.

Hvad er dit bedste råd til andre kvinder?

Kære kvinde, den ild du har i hjertet, den er ægte. Hvis du kan mærke at der venter et andet liv derude end det du lever, så gå efter det. Du er ikke det du har været ude for, du er det du vælger at bruge din fortid til. Søg om hjælp, læg dig fladt ned. Sig “det kan jeg ikke finde ud af”. Folk vil rigtig gerne hjælpe dig, men du er nødt til at sige “hallo du der”.  Lær at elske et nej. Et nej er bare et skridt tættere på det næste ja. Du har fået en stemme og du er et bidrag, men du skal selv træde din sti hen til det sted du drømmer om at være. Nyd det!

bare anne