Jeg er træt og sulten og mit hoved føles som om det er på størrelse med en vandmelon, fyldt med informationer og indtryk af forbistret barske skæbner. Det er pisse hårdt, for at sige det mildt. Men heldigvis også enormt spændende og godt, tror jeg. I hvert fald tror jeg at det er godt vi er her. Mig og de andre fra Danmarksindsamlingen, som har inviteret på en pressetur herned.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i går, da vi stadig var i Kathmandu og det meste – i hvert fald på overfladen – så sådan nogenlunde ordentligt ud, lige akkurat nåede at tænke tanken, om nu også folk var så fattige, at jeg rent faktisk ville “få noget at skrive hjem om”; om det overhovedet gav mening at det lige nøjagtig var her, vi var taget hen. Nu er jeg ikke længere spor i tvivl. Jeg er faktisk mere sikker end jeg sjældent har været på noget som helst andet. Folk her er overdrevet fattige, hårdtarbejdende, sultne, beskidte og heldigvis for de flestes vedkommende også håbefulde.
Vi har været ude at besøge en skole i bjergene, hvor børnene var snavsede og de voksne end ikke i stand til at tale engelsk, selvom det står på skoleskemaet i skolerne landet over. Samtlige børn havde ødelagte, krøllede og i høj grad snavsede skoleuniformer og en lang række af dem, havde ikke andet under fødderne, end hvad naturen har skænket dem fra fødslen, på trods af at terrænet var benhårdt, knoldet, stenet og aldeles – i mine øjne – uegnet til bare tæer.
Heldigvis fik de i skolen et dagligt måltid mad, som en del af regeringens program, for at sikre børnenes ernæring, da det ofte ikke er muligt for forældrene at kunne give børnene mad derhjemme.
Arghmen altså, det er så barskt og folk her er så søde og jeg begriber simpelthen ikke hvordan verden kan være så ulige fordelt. At det er steder som her, der skal rammes af naturkatastrofer, så familier der i forvejen lige knap har til dagen og vejen skal miste deres hjem, deres vandforsyninger, deres dyr og deres afgrøder, som tilfældet var for halvandet år siden hvor store dele af befolkningen mistede deres hjem, deres arbejde og for manges vedkommende desværre også familiemedlemmer.
Der har naturligvis været massiv nødhjælp i landet i den efterfølgende periode og folk hernede dør ikke længere som direkte følge af jordskælvet, men hold kæft hvor ligger der meget arbejde forude. Arbejde som kræver ressourcer, tid og ikke mindst penge. Penge som de ikke har og som derfor betyder at genoobygningsprocessen mange steder lige nu virker ligeså lang som en skrue uden ende.
Jeg er stadig sulten og selvfølgelig også træt, men til gengæld kan jeg, lige om lidt, se frem til en velvoksen portion mad og en seng at sove i og jeg føler mig ærligt talt lidt som et skarn for det.
For helvede mand. Nepal er fantastisk, men eddermamer også noget af en følelsesmæssig mundfuld. Eller ikke-mundfuld, måske nærmere.