Det føles næsten som om tiden står stille og jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst har været så meget nede i gear, som jeg er lige nu.
Det er tiltrængt, kan jeg mærke. Også selvom det i virkeligheden er svært for mig at “lave ingenting”.
Vi er stadig i Thomas’ forældres sommerhus i Polen, hvor solen de sidste par dage har fået os til at skifte badebassinet og de bare barnenumser ud med indehygge og hjemmebagte boller.
Peter ligger og sover middagslur i klapvognen, Jens leger med min svigermor og Thomas og jeg sidder ved siden af hinanden, i hver vores lænestol og gør alt hvad vi kam, for at holde vores hjerneaktivitet på et minimum.
På opfordring fra min svigermor har jeg downloadet nogle forskellige ordspil, som jeg kobler af med på samme måde, som jeg husker at jeg brugte kryds&tværs da jeg var barn. Lige nu er min favorit “ruzzle” – selvom jeg tilsyneladende er temmeligt dårlig til det, mine mange nederlag taget i betragtning.
Her er så stille at jeg ikke helt kan finde ud af om jeg kan høre alt eller intet og jeg er ret meget fan. Mest af den dvaskhed som kollektivt har ramt os som regndråberne på ruden.