Som det så ofte er tilfældet, var jeg i går eftermiddag på tur med mine to drenge. Til hvad jeg troede skulle være et hyggeligt blogevent hos Forlaget Alvilda. Okay, det var måske nok ret hyggeligt, men for helvede hvor kan jeg dog blive træt af mig selv nogle gange.
Til trods for at jeg faktisk befandt mig i det lillebitte lokale i mere end en time, lykkedes det mig ikke tilnærmelsesvist, at få hilst på alle damerne. For slet ikke tale om deres børn.
Til gengæld fik jeg rendt mindst et par hundrede kalorier af mig, i forsøget på at styre min 1-årige, som havde fået øje på de overdådige kager, som jeg selvfølgelig – min profession til trods – ikke fik taget hverken billeder af eller smagt på. Min lille (fede) lækre tumling var overalt. Højlydt, charmerende og en lille smule irriterende. Særligt nu hvor jeg i virkeligheden (og en lyserød fantasiverden, hvor candyfloss vokser på træerne og buslinierne er erstattet af enhjørninger, i know!) havde håbet, at mine drenge kunne underholde hinanden og de øvrige børn tilstede, imens jeg kunne konversere pænt og drikke eftermiddagskaffe med de voksne.
I stedet foregik det nogenlunde sådan her:
“Skal du være med i et tv-program? Ej, hvor lyder det spændende….Øjeblik. Peter?… Peter?!… Undskyld mig, jeg skal lige redde kagen!…”
…
“Det er altså godt nok spændende med det der nye, du skal. Er du ikke spændt på at høre hvordan din stemme lyder i radioen?”
…
“Nårh ja, tv. Ikke radio, men tv! Det var selvfølgelig det jeg mente… Hov, Peter?!… Øjeblik! Peter?… Undskyld mig, jeg skal lige redde de ledninger der stikker ud fra den der computer!…”
…
“Hvor var det nu vi kom fra..? Skulle du til at lave noget nyt?… Kagen!! Peter!… Okay, jeg tørrer det bare lige væk fra dine sko. Og fra gulvtæppet. Og smider resten af kagen ud. Og… “
…
Hele. Fucking. Tiden.
Heldigvis elsker jeg mine børn mere end jeg elsker at snakke med andre mødre og heldigvis tror jeg de forstår. Mødrene altså. Det håber jeg i hvert fald…
