Det virker for mig som om, det for nogen er en selvfølge at vide præcis hvordan både temperatur og luftfugtighed er hver evig eneste dag. Dem, der altid har deres børn – og ikke mindst sig selv – hundrede procent korrekt klædt på. Dem, der får sådan nogle som mig, til at ligne amatører.
Jeg kan nemlig overhovedet ikke finde ud af hvor lidt eller hvor meget tøj nogen i husstanden bør have på, når vi forlader lejligheden. Bevares, hvis der ligger sne, er jeg selvfølgelig med på at den står på thermorøjsere og flyverdragter til børnene, men her i efteråret, er jeg altså ofte en kende på glatis. Temperaturen svinger, regnen er utilregnelig og blæsten kommer og går, som var den Naser Khader i varierende politiske partier.
Derfor, når vi går ud, er det ofte i ledtog med en taske til ekstratøj – eller som nu, hvor det er efterår og tøjet fylder lidt mere, et par tasker.
Drengene elsker de matchende tasker fra CiPU Collection og jeg elsker, at kunne få drengene til at bære deres egne ting. Særligt fordi der er en strop henover brystet på børnetaskerne, som skåner ryggen og sørger for at tasken ikke glider af.
Indtil videre kan taskerne, desværre ikke købes i Danmark, men producenten er ved at få em amazon-shop op at køre. Indtil da, kan I tjekke udvalget ud HER, hvis I har lyst til den slags.
Når vi bare skal ud for en kort bemærkning, er det selvfølgelig sjældent at vi alle tager vores rygsække i brug, da jeg alligevel bliver lidt for meget modedulle og hellere lige vil proppe en ble og en vådserviet i én af mine skuldertasker, men til timelange ture på legepladsen eller i skoven, er det intet mindre end genialt, at have noget ordentligt at bære alt vores habengut i. Og børnene elsker det! Taskerne er i sig selv fjerlette, så begge drengene kan snildt have både huer, handsker og thermobukser med sig på farten.
Campinghabit i taskeform – det er faktisk ret sødt, synes jeg.
Og hvis så nogen af jer supermødre derude lige kan fortælle mig, hvordan man lærer det der med at ramme det rigtige tøj hver eneste dag, så tøv endelig ikke. Er det DMI og Peter Tanev der gør tricket for jer eller er det reelle superkræfter, som jeg mistænker?