Årh man, jeg sidder nede i Andedammen og kan ikke rigtigt samle mig om noget som helst andet end den kriblen jeg mærker både i maven og i fingrene. Den skyldes måske delvist den flaske rosé som jeg endte med at dele med en veninde i aftes, men mest af alt skyldes den nok at det igen er fredag og at Thomas igen skal indtage dansegulvet til Vild Med Dans i aften.
Han er vildt god. Jeg ved det, fordi jeg har set videoer fra øvelokalet og fordi han efter i fredags, hvor både dommere og seere var vilde med ham, virkelig har fået blod på tanden. Han har fået en tro på, at han rent faktisk godt kan lære at danse og med den – og en masse timer i øvelokalet sammen med Mie, tror jeg virkelig, at han kan komme langt.
Ligesom i fredags stiller jeg i studiet for at se med fra første række og jeg tager endnu engang en Cecilie med. Ikke den samme som i sidste uge, men hende her og jeg glæder mig helt tosset meget. Det var den vildeste følelse i fredags at se Thomas og Mie gå på scenen og jeg skal ikke afvise, at jeg kneb en lille bitte tåre, af både nervøsitet og stolthed. Kæft, hvor var det stort og jeg tror nærmest at det i aften bliver endnu vildere, fordi jeg véd, at Thomas måske knap er ligeså nervøs – eller bange – som han var sidst og så selvfølgelig fordi han skal på scenen iført en kjolesæt. Min mand. Han bliver simpelthen så lækker og jeg glæder mig heeeelt vildt til at høre hvad dommerne siger til ham i aften – især måske, fordi man i et kjolesæt jo ikke just har det bedste udsyn til hans numse, så det må alt andet lige, blive noget andet de kommer til at lægge vægt på denne gang.
Udover at jeg er spændt på Thomas’ vegne, er jeg også spændt på mine egne vegne. Edderspændt, faktisk. Jeg har nemlig takket ja til at give et lille mini-interview i dansepausen i aften. Live. På TV2s hjemmeside, sammen med blandt andet et par tidligere deltagere. Helt almindelige mig, så tæt på at være med i Vild Med Dans, som man næsten kan komme. Dét er da stort!
Imens skal drengene være hjemme hos den Cecilie jeg havde med i fredags og det glæder mig sådan, at de skal se programmet med en vaskeægte entusiast, for hun er altså, måske med undtagelse af min svigermor, som også kommer med i studiet, sammen med sin søster, det menneske jeg kender, som går mest op i Vild Med Dans og så håber jeg bare, at hun får drengene gjort godt og grundigt trætte, så de kan sove længe i morgen tidlig, for jeg mistænker, at jeg kommer til at drikke et par sjusser i aften – både inden showet, men selvfølgelig allermest efter, når vi har fået stemt Thomas og Mie videre til endnu en runde. For det gør vi, ik’?
TBM til 1234. Man kan stemme 12 gange i alt ved jeg, fordi jeg efter 12 sms’er i fredags, fik at vide, at jeg nu havde brugt min kvote, så jeg håber denundenlyneme at I vil smide en stemme i bøtten også. Thomas og Mie skal videre.